Kampene er det vigtigste.

Sådan lyder mantraet blandt spillere og trænere i topfodbold, men jeg skal også love for, at de danske sportsjournalister har taget meldingen til sig. I en sådan grad, at jeg efter 13 år i topfodbold må konstatere: Jeg så jer alt for sjældent i min dagligdag!

Nu handler det her ikke om, at jeg godt kunne tænke mig at få besøg – det handler om at lave bedre sports-journalistik. Og når jeg ser med hvilken intensitet, de danske medier dækker superligaen i fodbold, har det altid undret mig, hvor sjældent, der kom en sportsjournalist forbi vores træningsanlæg i Silkeborg. Den lokale Midtjyllands Avis kom jævnligt forbi, TIPS-Bladets mand i byen af og til, og på et tidspunkt var også B.T. en flittig gæst. Alle andre glimrede stort set ved deres fravær.

Jeg ved, at Silkeborg er provinsen, og at der er langt fra redaktionerne i hovedstaden, men som sportsjournalist snyder man sig selv for mange gode historier ved kun at møde op til kampene. Og man snyder sig selv for en god indsigt i de mekanismer, der får en fodboldtrup til at fungere – eller ikke fungere.

I forbindelse med kampene kører tingene i høj grad efter en skabelon, hvor travle trænere og spillere lige lirer nogle visdomsord af uden for omklædningsrummet, men til træning er mange ting anderledes. Her kan man få et meget bedre indblik i, hvordan spillerne omgås hinanden, hvordan hierarkiet på holdet reelt er opbygget, og om træneren har den nødvendige gennemslagskraft. Man oplever så at sige tingene uden filter.

Et berømt eksempel på, hvordan maskerne falder i dagligdagen er historien om Jesper Olsen, som blev slået ned af en holdkammerat en dag til træningen i Manchester United. Til stede var en dansk journalist, som kunne skrive en historie, der ellers aldrig var kommet ud.

Ud over at journalisterne selv får en værdifuld indsigt ved at følge dagligdagen i en fodboldklub, vil det også automatisk øge respekten blandt kilderne. Som spiller var jeg da i hvert fald altid mere villig til at åbne mig over for de journalister, som jeg vidste havde fulgt Silkeborg i flere år, end over for endnu en journalist-studerende, der startede med at spørge om, hvor gammel jeg var. Det er også altid velgørende at få et professionelt modspil fra en person, der har indsigt og baggrundsviden i orden.

Det vil altid være en balance-gang for en journalist, hvor tæt man bør være på kilderne, og selvfølgelig er der en risiko for, at man bliver for meget en del af miljøet, hvis man færdes for meget i klubberne til dagligt. Men hvis man omvendt tackler situationen rigtigt, så bliver man rigtig godt klædt på, fordi man ved, hvad der foregår.

Det er således ikke længe siden, at Brøndby måtte haste en meddelelse om købet af Peter Degn fra den engelske klub Everton igennem, fordi Degn var blevet set på klubbens anlæg.

I sådan en situation bliver det unægteligt vanskeligt for en klub at benægte en sammenhæng.

Også omkring kampene får superliga-dækningen et vist rutine-præg, hvilket ligeledes skyldes, at journalisterne oplever tingene gennem et filter. Sportsjournalisterne sidder altid ved siden af hinanden på pressepladserne, der på nogle stadioner oven i købet befinder sig bag duggede ruder. Så sidder de her og drikker kaffe og småsnakker, som man jo gør, når man er til fodbold, og så er der en overhængende risiko for, at reportagerne ender med at blive alt for ens. Nå, var det sådan det skete? Jamen, så skriver jeg også det…

I stedet burde sportsjournalisterne sprede sig, sætte sig ud blandt publikum, både for at undgå al for megen konsensus, men også for at opleve stemningen blandt publikum. Opleve kampen på en anden måde.

Jeg er med på, at der er en række praktiske forhold, der taler for at opholde sig på pressepladserne – man ser for eksempel godt (!) – men derfor kunne man jo godt engang imellem bevæge sig ud til folket på tribunen eller den billige langside.

Morten Bruun, tidligere professionel fodboldspiller og journalist – underviser i dag på Idrætshøjskolen i Århus og er nyhedsredaktør på Silkeborg IFs hjemmeside.