Stemmen lød, som kom den fra graven:

»David, jeg vil opfordre dig til at spille efter reglerne … og holde op med at true. Ellers ødelægger du det måske for alle os andre.«

Det var en af dagspressens logebrødre, en chefredaktør fra et af de hæderkronede medier, der ringede – diskret, som han sagde det, men åbenlyst på vegne af andre end sig selv. Emnet, der var så alvorligt, var vores ansøgning om medlemskab af Folketingets presseloge. Jeg havde kort før sommerferien officielt anmodet om seks pladser i denne loge, fordi den giver fri adgang og mulighed for at få kontor til den faste redaktion på Christiansborg – og i min ansøgning, som blev sendt i kopi til Folketingets Præsidium, havde jeg blandt andet skrevet:

»Vi skal gøre opmærksom på, at vi ville opfatte det som konkurrencehæmmende, hvis vi ikke tilbydes de samme konkurrencevilkår som vores konkurrenter, som vi kan iagttage har samme eller flere antal pladser i presselogen. Af samme årsag beder vi også om at få stillet kontorpladser til rådighed, som modsvarer vores størrelse.«

Det var det, som chefredaktøren i telefonen kaldte urimeligt, fordi jeg med min tone risikerede at sætte hele dette traditionsbundne logeri ud af drift.

»Hvis du fremturer, så blir Folketinget måske nødt til at holde op med at stille kontorer til rådighed for journalister på Christiansborg – så ingen journalister fast befinder sig der.«

Det var ærligt talt svært for mig at se problemet – for som chefredaktør på en ny avis ville det naturligvis være bedre, hvis ingen medier overhovedet havde særlige privilegier, frem for at alle mine konkurrenter fortsat kunne nyde logen, mens vi sad uden for. Det handler jo om, at alle danske medier og deres læsere har den samme og lige adgang til politikere og embedsværk.

Vi er ikke medlemmer af nogen loge: Hverken Danske Dagblades Forening, Københavns Redaktørforening, Ritzaus ejerkreds, eller hvor nu de traditionelle medier mødes. Vi foretrækker at være for os selv og handle ud fra vores medies bedste interesser. Når vi gerne vil med i presselogen, skyldes det kun, at det ville skade Nyhedsavisen at stå uden for – fordi udelukkelse fra denne loge måske kan skade vores mulighed for at drive politisk journalistik. En selvbestaltet privat forening, der består af traditionelle medier, har gennem årtier oparbejdet en de facto bestemmelsesret over statslige midler, som hjælper dem, der allerede er med i logen, og hindrer nye medier i at få lige vilkår.

Kun hvis det behager dem, der allerede er medlem af logen, kan nye optages – og på den måde hindrede man i sin tid både metroXpress og Dagen i at få lokaler. Banale benspænd vil nogle måske mene, men så enkelt er det ikke. Jeg har selv arbejdet på Christiansborg i flere år og ved, at det naturligvis er en fordel at færdes frit på Christiansborg.

Min ambition er at stå i spidsen for Danmarks bedste morgenavis – men jeg anerkender selvsagt, at mine kolleger på andre medier forfølger samme mål. Sådan skal det være i en sund og ædel kappestrid. Men lad os dog spille på den samme bane. Eksempelvis ved at åbne op for, at også vi kan være til stede på Christiansborg hver dag, så vores konkurrence er lige. Så må vi senere se, hvem der står bedst på banen.

David Trads er chefredaktør på Nyhedsavisen. Blandt andre ting har han tidligere været leder af henholdsvis Jyllands-Postens og Radioavisens redaktioner på Christiansborg.