"Min påstand, er, at hvis ikke I kvinder tager jer sammen og gør oprør, så sker der ikke noget. "

Om lidt sender mandlige sportsredaktører en masse mænd og nogle få kvinder af sted til Sydafrika. Alene rejseomkostningerne til VM i fodbold løber op i omtrent 100.000 kroner per mand. Som vi afdækker i dette nummer af Journalisten, bliver det den dyreste sportssatsning i mands minde. Har medierne virkelig råd til at fyre millionerne af på en måde, der signalerer, at deres dækning mest er for mænd?

Det er desværre ikke kun, når der er VM i herrefodbold, at vi har problemer med at repræsentere kvinderne. Generelt er kun én ud af fire kilder i medierne kvinder, viser de foreløbige resultater af den internationale undersøgelse 'Who Makes The News'. Vi ved tilmed fra andre undersøgelser, at de kvinder, der udtaler sig, typisk er ofre eller øjenvidner og sjældnere eksperter, på trods af at kvinderne generelt klarer sig bedre på uddannelserne end mænd. Jeg må skynde mig at tilstå, at kvinderne som regel også er underrepræsenterede i dette fagblad.

Det er jeg ikke stolt af, for det er ikke blot urimeligt, men også uprofessionelt. Af to årsager:

Den dygtige reporter kan mere end at ringe til Tordenskjolds soldater. Han kan sit stofområde så godt, at han har et bredt og repræsentativt udsnit af kilder. Han forstår sine kilder så godt, at han kan vælge det citat, den detalje eller scene, der er sand og giver historien liv. Han går ikke kun efter de to ekstreme udtalelser, som trækker konflikten op, men kan også finde stemmerne i midten. Det er langtfra godt nok at ringe til chefen og hans spindoktor.

Halvdelen af mediernes kunder er kvinder. Hvis vi ikke kan involvere og engagere dem, så har vi et problem. Ikke mindst fordi kvinderne ofte har det sidste ord, når der skal afsættes penge til avis eller tv-pakke på husholdningsbudgettet.

Omtrent en tredjedel af seerne til landskampe er kvinder. Hvis tv-stationerne vil øge seertallene til de dyre satsninger, så skal de have flere kvindelige studieværter og kommentatorer. Som forsker i mediernes formidling af sport lektor Kirsten Frandsen siger til Journalisten: "Mine interviews med kvindelige seere tyder på, at de opfatter sportsdækningen som et maskulint univers, men en kvindelig studievært eller interviewer sender et signal om, at kvinderne er velkomne."

Det er selvfølgelig alle chefer og medarbejderes ansvar – uanset køn – at insi-stere på professionalisme. Men som man kan se og tælle op i medierne, har vi stadig ikke ligestilling. Mændene frasiger sig ikke en måned med fodbold i Syd-afrika for at få balance i reporterteamet. Mændene går ikke frivilligt ned i løn, for at kvinderne skal få mere. Mændene begynder ikke at tælle kilder for at sikre en ligelig repræsentation. Ikke i den virkelige verden. Så var det sket for længst.

Min påstand, er, at hvis ikke I kvinder tager jer sammen og gør oprør, så sker der ikke noget. I kan ikke snakke jer til ligestilling. Hvis I mener det alvorligt, må I stille op. Til tillidsposter, til lønforhandlinger, og når reporterteamet til Sydafrika skal sættes sammen.

I kan ikke regne med, at det er jer, der får lønforhøjelsen, hvis det er mændene, der rykker. I må tage konfrontationen derhjemme og på arbejdet, hvis I mener det alvorligt. Børnene skal nok overleve, at rødbederne kommer til at ligge skævt på ungernes madpakke i en periode, mens I er ude i verden. Og så må I simpelthen vove at stille op og udtale jer om det, I har forstand på. Herinde har vi længe været forbløffede over, hvor mange kvinder der siger nej til at stille op til interview og ikke mindst til foto. Det er rystende, når I nu lever af at bede andre om at stille op. Mand jer op!