Der foregår i disse dage en intern afklaring på Politiken, hvor ledelsen har givet massivt og tydeligt udtryk for, at den ønsker at minimere antallet af klager over fejl ved at lade kilderne få mere systematisk adgang til at tjekke citater og fakta i de artikler, de optræder i.

Chefredaktør Bo Lidegaard har demonstreret meget tydelig ledelse ved at tilkendegive, at det vil få konsekvenser, hvis ikke reglerne bliver fulgt.

»Vi vil se på det med meget stor alvor, hvis vores medarbejdere ikke overholder de etiske retningslinjer.«

Baggrunden er blandt andet, at en stikprøve, foretaget med forskerbistand, angiveligt har vist, at kilder har fundet fejl i 6 ud af 10 artikler i Politiken, de har deltaget i.

Paradoksalt nok er undersøgelsen præsenteret meget lidt kildekritisk af Politiken.

Vi har ikke fået at vide, om der er tale om direkte citatfejl og faktuelle fejl – eller om nogle af kilderne bare gerne ville have lov at tale om noget andet. Og selv i øvrigt havde nogle bedre tal.

Vi kender alle den type kilder og deres klagemønster. Hvis de skal styre journalistikken, bliver journalister overflødige.

Jeg kan ikke forestille mig, at 6 ud af 10 journalistiske artikler på Politiken er indiskutabelt fejlramte. Hvis det er tilfældet, er løsningen ikke kildekontrol.

Lad os sige, at der er deciderede fejl i 2 ud af 10 artikler i Politiken eller på politiken.dk. Det vil også være højt sat. Skyldes disse fejl, at journalisterne ikke har ladet kilderne tjekke citaterne?

Måske enkelte. Men hovedparten af fejl opstår, fordi journalisten ikke har tid til at være journalist, men har for travlt med at producere.

Det, Lidegaard opnår med at give kilderne mere magt over artiklerne, er ikke primært bedre journalistik – men bare færre klager fra kilderne. Og det er måske også det primære mål: Det kildekorps, der betjener avisen, skal ikke have en dårlig oplevelse.

Hvad er truslen i dag? Det er, at et stigende antal journalistiske enheder drives frem via digitale platforme, hvor publiceringstiden er elimineret. Det handler om at være "på" historien.
Det har givet kilderne øget magt over journalistikken. Du får et citat – hvad får jeg?

Som Dansk Folkepartiets pressechef, Søren Søndergaard, for nylig sagde til journalisten.dk i en kritik af samspillet mellem magten og medierne:

»Der er kommet meget mere arrangeret kommunikation i forhold til den klassiske journalistik, end der var tidligere.«

Og efterlysningen lød:

»God gammeldags journalistik er fantastisk. Journalisten har sin fulde integritet og kan vurdere, om det er en plantet historie eller en historie med substans.«

Fra en pressechef – ikke en chefredaktør!

Hvis magten får lov, æder den journalistikken. Se bare hvordan landets justitsminister uden videre lader sig interviewe til en TV2-station, hvor spørgsmålene bliver stillet foran kameraet af hans egen kommunikationsmedarbejder.

Uden konsekvens. Uden at nogen spørger ham: Hvad tænker du dog på? Han tænker kun på at være på.

Dele af dagens journalistik er så gennemreguleret og aftalt, at det vel kan være hip som hap hvem der spørger, synes devisen at være.

Her ligger den sande udfordring. Også for Lidegaard.

Forleden fik Journalisten en e-mail fra en presserådgiver, der gerne ville trække i trådene – før vi publicerede.

Rådgiveren havde ikke været indblandet i det foregående journalistiske forløb. Han var først kommet ind i processen, da kilden havde sagt, hvad han rent faktisk mente.

Presserådgiveren anbefalede Journalisten, at hans politiker fik lov at mene noget helt andet – der godt nok aldrig var blevet sagt. Rådgiveren mente, at citatet, som var blevet udtalt og clearet, var for "konfrontatorisk".

For, som han behændigt afmonterede konflikten, var der jo ingen "anledning til at angribe" nogen. Så "måske burde citatet ændres".

Og så den høflige slutning, der i sig selv mejsler problemet: "Kan det lade sig gøre inden deadline?"

Som om det er tiden, der er afgørende.

Presserådgiverens henvendelse til Journalisten er ikke ualmindelig – men den udfordrer reelt ånden i Regler for god Presseskik. Her står, at "eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemedierne" er brud på reglerne.

Man skal altså sige nej i den slags situationer. Og så er der vel ingen grund til at forsøge? Med mindre rådgiveren er vant til, at journalisten makker ret. Så der ikke kommer klager.

Politiken vil selvfølgelig ikke systematisk lade kilder ombestemme sig. Det skal journalisterne nok sikre. Men ledelsens direktiv og trussel om konsekvens kan bane vej for at øge den citathandel, der allerede har gjort sit indtog på grund af kravet om hurtighed og produktivitet.

Det vil sige, at den virkelighed, der præsenteres for læserne, aldrig har fundet rigtigt sted. Kilderne siger det, de gerne vil. I stedet for at svare på journalistens spørgsmål.

Det bliver views og ikke news.

Og vupti: Nu kan Læsernes Redaktør skrive en klumme om, at kilderne slet ikke klager længere. Det virker sgu! Og Politiken er dermed meget etisk. Det reneste trylleri!

Det, som faget journalistik trænger til er god journalistik, hvor journalisten ved så meget, at man kan presse kilden til at svare på noget, som vedkommende ikke har lyst til. Det er det træ, mediestøttens blade hænger på.

Og tro mig: Den kilde vil også sige, at der er fejl. Og trusler vil rase og ord fyge. Så besværlig er journalistik. Det vil koste Lidegaard masser af tid at forsvare journalisten. Og kollegerne på hans gamle arbejdsplads i centraladministrationen vil hovedrystende – men måske med anerkendelse – forstå, at nu er den tidligere embedsmand for evigt er blevet "en af de andre". Han holder øje med magtens spil.

Giv mig gerne flere af den slags "fejl!"