RADIOSPORT. Kender du det? Du gør, hvis du kan li' topfodbold.

P3-speakeren er ved at blive varm, stadion koger, målet kommer tættere og tættere på; dansk fodbold kan tage et syvmileskridt frem, siger speakeren. Bolden danser omkring modstandernes felt, du spidser ører, og så sker det.
Klip.
Vi skal lige have en sang.

Man tror, det er løgn, men sådan dækker DR stadig store sportsbegivenheder over radioen, for eksempel FC Københavns historiske Champions League-kampe. Jeg fatter det ikke. Og alligevel fatter jeg det jo godt.

Man kan sige mange gode ting om DR – lad os gøre det: Deadline er med afstand den bedste nyhedsudsendelse, serierne er skarpe, værterne nye og profilen slebet til.

Men den gamle public service-mastodont forsøger åbenbart stadig at servicere alle. Med musik! Hvis vi skruer tiden tilbage til 1952, var der sikkert god ræson i at lægge musik ind i en live transmission.

I 2010 forholder det sig imidlertid helt anderledes. De, der vil høre musik, klikker ind på en musikkanal eller på deres ipod, eller på deres notebook, eller på mobilen – eller simpelthen på en anden radiostation. Udbuddet er overvældende.
I mellemtiden skræmmer DR lytterne væk, og det er en skam. Radioen er et virkelig godt medie til topsport, især til fodbold, fordi kampene får et helt andet liv end på skærmen; fantasien pirres, og forestillingsevnen stimuleres, når man ikke kan se bolden.

Det ved de i Argentina, hvor jeg arbejder. I Buenos Aires er det en fornøjelse at se taxachaufføren sidde klistret til radioen, når klubberne spiller, og jeg tør ikke tænke på reaktionen, hvis et medie pludselig afbrød en ligakamp med en sang. Vi kan lære noget af denne entusiasme.

For interesserede lyttere virker sangen næsten provokerende. Og stakkels kommentator. Efter sangen skal han hive sig selv – og de lyttere, der er tilbage – ind i kampen på ny. Det kan mærkes på gnisten, der hastigt falder til Gunnar Nu-tempo.

Kom ind i kampen!

– Ebbe Fischer, freelancejournalist, bosat i Buenos Aires