Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph

Andrea Elisabeth Rudolph fra TV 2-sucessen 'Vild med Dans' fik for få kritiske spørgsmål, da hun var gæst hos sin TV 2-kollega i Go' morgen Danmark. Det mener Seernes Redaktør på TV 2.

Andrea Elisabeth Rudolph fra TV 2-sucessen 'Vild med Dans' fik for få kritiske spørgsmål, da hun var gæst hos sin TV 2-kollega i Go' morgen Danmark. Det mener Seernes Redaktør på TV 2.

Tv-værten Andrea Elisabeth Rudolph – kendt fra "Vild med dans" på TV 2 – dansede elegant uden om kritiske ekspertudsagn og fik alt for få kritiske spørgsmål af Cecilie Frøkjær, da hun den 25. februar var gæst i "Go' morgen Danmark".  Det skriver Seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, i sin klumme i dag.

"For TV 2 er det skadeligt for troværdigheden, at en af stationens egne værter slipper så let i en sag om kritik af et privat, økonomisk engagement. Journalistisk set er interviewet efter min opfattelse tæt på en såkaldt "gratis omgang"."

Baggrunden for tv-interviewet var artikler i Ekstra Bladet, hvor Andrea Rudolph beskyldes for gennem sit firma, Rudolph Care, at sælge muligvis virkningsløse cremer til meget høje priser.

Go' morgen Danmark havde interviewet to eksperter, der advarede mod indholdsstofferne i cremen, men ingen af eksperterne var i studiet, og ifølge Lars Bennike kunne Andrea Elisabeth Rudolph uden modsigelse udlægge sin side af sagen.

"På vores hjemmeside kan man finde det hele, og vi har dokumentation for alt," sagde Andrea Rudolph, hvortil Cecilie Frøkjær afsluttede interviewet med en bemærkning om, at dette var det sidste ord.
Og ifølge Lars Bennike er det ganske enkelt "ikke godt nok".

9 Kommentarer

Paula Larrain
5. MARTS 2009
Re: Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Frøkjær er en glimrende interviewer. Derfor skal kritikken da heller ikke ende i, at hun havde en dårlig morgen eller gav gæsten alt for frit løb. Det skal forhåbentlig ende i den erkendelse, at emnet skal passe til formatet. Der blev lagt op til et Kontant-interview i et hyggeprogram. Og det er her fejlen sker. Defor blander Frøkjær stilarterne sammen, gæsten føler sig for tryg og formatet gav ikke plads til, at værten kunne gå mere til den. Længere er den vel ikke og burde være klaret i efterkritikken :-)
Jesper Rasmussen
3. MARTS 2009
Re: Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph

Man siger ofte at politikere ikke skal være perfekte, men at de har et særligt ansvar for deres optræden. Det samme må gøre sig gældene når man skal lave et kritisk interview med en kollega. Så er man 'hjemmebanedommer'. Det er netop derfor interviewet er problematisk og det er også det Lars Bennike fokuserer på. Der skulle være gået mere til Rudolph fordi hun er blandt venner.

 Jeg er dog enig i at go'morgen/go'aften ikke er rendyrket journalistik, men en mere 'letfordøjelig' hygge-underholdning med at aktualitets-tilsnit.

Angela Brink
3. MARTS 2009
Re: Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph

Spændende som Andrea E. Rudolph kan bringe sindene i kog.

Man kan se indslaget her:

http://sputnik.tv2.dk/

(klik på 25-02-2009 og scroll ned til "Andrea Elisabeth Rudolph svarer på kritik")

Interviewet har de "rigtige" journalistiske elementer. Men de bruges på en måde, der ikke er kendetegnende for TV2's eller kompromisløst kritiske journalistisk.

Cecilie Frøkjær starter ellers fint nok ud med at redegøre for den kritik, der i EB er blevet rejst af Andrea Elisabeth Rudolphs produkter. Men i stedet for så at spørge, hvad Andrea siger til kritikken, spørger Frøkjær, hvordan Andrea havde det med kritikken. Senere spørger Frøkjær "hvordan havde du det, da du havde læst den?" (artiklen i EB).

Det er Andrea E. Rudolph, der løbende igennem de 7.24 minutter fastholder fokus på det faktuelle - cremernes indhold, effekt og prissætning - ikke Frøkjær. Måske fordi Rudolph er for klog til at gå efter at få en bjørnetjeneste ... eller - hold fast drenge - fordi hun virkelig mener, at produkterne holder!

Gid der blev udvist samme kritiske gejst overfor erhvervslivet som overfor Andrea Elisabeth Rudolph ...

Maria Madsen
3. MARTS 2009
Re: Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph

Hej, Jeg vil heller ikke udtale mig om selve udsendelsen. Men synes det er overdrevet at så mange mennesker går op i det. jeg vil holde med den første kommentar hvor en person snakker om hvad man egentlig kan forvetne af Go'morgen Danmark på tv2.

Jeg har intet imod programmet, når jeg en sjælden gang imellem holder fri nyder jeg da og se det. Da man kommer i godt humør over de smilende og glade værter.

Men hvorfor ikke tage det for hvad det er og så ikke tænke mere over det. må indrømme i disse tider er der mange andre og langt mere alvorlige ting man burde brokke sig over.

martin flack
3. MARTS 2009
Re: Kollega var for flink over for Andrea Elisabeth Rudolph

Hvor sjovt. Så netop tv den morgen og grinede af indslaget. Spørgsmålene var gode nok, det var bare sjovt hvor dårlige svar AER kunne give samt hvor let det var at slippe afsted med det.

Så vidt jeg husker var det noget i retning af at "ekspertudsagn" blev kommenteret med - "det er jeg ikke enig i" - og så var der svaret på det spørgsmål.

 Sjov, letkøbt - og ikke helt iorden TV2  ;-)

 

Flere