Kold luft i Danmarks Radio

Christian Nissen har undskyldt, at han er gået bag ryggen på Kurt Strand. Men det er ikke nok for journalisterne i DR. De vil have en garanti for, at Nissen og andre DR-chefer ikke laver en gentagelse.

Da seneste nummer af JOURNALISTEN var lagt på nettet, gik der ikke mange timer, før Kurt Strand sad i Christian Nissens glasbur af et kontor.
Kurt Strand var rasende.

Han havde netop læst, at Christian Nissen personligt havde ringet til LOs formand for at undskylde en af Kurt Strands optrædender. Kurt Strand havde ikke fået noget at vide om Christian Nissens telefonopkald (Se JOURNALISTEN nr. 19).

Nogle timer efter samtalen i glasburet lå der en offentlig undskyldning på DRs inline-debat fra Christian Nissen, DRs øverste chef:

"Jeg forudsatte under min samtale med Hans Jensen, at det var en fortrolig samtale. Derfor har jeg også holdt den for mig selv. Det skulle jeg ikke have gjort, og det har jeg undskyldt over for Kurt Strand, som af mig burde havde fået en orientering om samtalen med Hans Jensen. Sådan vil jeg gerne selv behandles, når nogen fortæller folk uden for DR om mit arbejde. Og det synes jeg også, medarbejderne har krav på," skriver Christian Nissen.

Altså en undskyldning.

Men det er ikke nok for journalisterne i DR.

"Jeg forventer, at en chef bakker sine medarbejdere op. Jeg forlanger ikke, at chefen skal være enig. Men hans første pligt er at diskutere sagen med medarbejderen, før han går nogen andre steder hen," siger journalistgruppens nye formand Bodil Rahbek. For at genoprette noget af tilliden vil hun nu have nedfældet et regelsæt, hvor det bliver fastslået, at DRs chefer altid starter med at gå til den berørte medarbejder først.

Udspillet fra Bodil Rahbek og journalistgruppen har stået i DRåben, DRs interne blad. Men generaldirektør Chri-stian Nissen betragter det ikke som en officiel henvendelse. Han vil derfor foreløbig vente på, at journalisterne "går ad de officielle kanaler". Men han siger til JOURNALISTEN, at nye regler som udgangspunkt bør gælde alle, både chefer og medarbejdere:

"Og det bliver nok lige stift nok, hvis vi alle sammen skal pålægges sådan nogle regler," siger han.

Han understreger dog samtidig, at han er åben for dialog.

For knap to år siden blev alt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på DR afbrudt. Medarbejderne var utilfredse med, at ledelsen konstant indførte nye strukturændringer. Derfor stoppede de alt samarbejde.

Dengang blev der nedsat en tænketank, som skulle sørge for, at tilliden blev genoprettet.

Kurt Strand var en af seks medarbejdere i tænketanken.

"Det seneste halvandet år har samarbejdet været rimelig godt. Derfor er det her enormt ærgerligt," siger Kurt Strand.

Han har modtaget en lang række støttemails og bliver konstant stoppet af kolleger, der er forargede over ledelsens fremgangsmåde.

"Sagen har skadet klimaet i DR på to måder. Det er blevet blottet, hvor DRs ledelse har sine politiske venner henne. Det har altid heddet sig, at DR er mere knyttet til Socialdemokratiet end til andre partier. Denne sag styrker den opfattelse blandt dem, som mener, at der er nogle særlige bånd."

"Internt har sagen den konsekvens, at medarbejdere spørger sig selv: Er det her noget, der foregår hele tiden, eller er det bare et enkelttilfælde?"

0 Kommentarer