Medarbejderne på DR giver nu ledelsen en kold skulder. Fremover deltager ingen medarbejdere i møder med ledelsen, hvis de ikke får en direkte tjenstlig ordre.
Efter et stormøde i dag klokken 13.30, hvor generaldirektør Kenneth Plummer og en række andre ledere skulle forklare den dybere mening med den spareplan, der skal redde DRs økonomi, var medarbejderne langt fra tilfredse.
"Den generelle vurdering var, at ledelsen ikke har formået at forklare sig, at de siger, der ligger en strategi bag fyringerne uden at kunne fremlægge den," siger Tage Baumann, tillidsmand og medarbejder på Orientering, der mister to ud af tolv medarbejdere.
På et efterfølgende fagligt møde vedtog medarbejderne fra DJ, AC og Metal, at de ikke ville gå i strejke, men at de i stedet ville vise deres utilfredshed på en anden måde.
"Fremover vil vi kun samarbejde med ledelsen i det omfang, vi er tvunget til det. Vi har givet hinanden håndslag på, at vi for eksempel ikke møder op til de såkaldte vandingshuller og tips & tricks-møder," siger Tage Baumann.
Om kort tid vil tillidsmændene udsende en udtalelse om den kolde krig, der nu bryder ud på DR.
***********************************************************
OPDATERING 19. juni 09.40
Ifølge journalistisk fællestillidsmand Steen Larsen vil de faglige repræsentanter først i løbet af denne uge i de kompetente forsamlinger beslutte om modellen med nærmest at opsige samarbejde med ledelsen skal gennemføres.
************************************************************
Medarbejderne har som sagt svært ved at forstå den bagvedliggende strategi bag fyringerne, men der er også helt konkrete hændelser i forbindelse med fyringsrunden, som har båret ved til bålet.
Ifølge flere kilder har især en episode fået sindene i kog. En medarbejder havde forhandlet sig frem til en aftrædelsesordning med sin nærmeste chef kun for at se den udskiftet med en regulær fyring, da aftrædelsesordningen blev underkendt højere oppe i systemet.
"Nu sender medarbejderne så det signal, at vi ikke mener, det nytter noget at gå til møder med sine chefer. I dag var den generelle vurdering efter stormødet, der varede en time, at man havde spildt sin tid," siger Tage Baumann.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.