Koks i nyt praktiksystem: ”Det var et RAM-spørgsmål”

Der var for få 'RAM' til opgaven. Sådan lyder forklaringen på, at nyt praktik-system onsdag gik i hårdknude. ”Min telefon kimer. Facebook går amok. Alt går amok,” siger praktikkoordinator på DMJX. Fejlen skyldtes kommunikationsbrist mellem it-folk, siger hun
  • Foto: Kim Matthäi Leland/Polfoto
08.11.2018 · 08:46

Der var en helt lavpraktisk årsag til, at der gik koks i det nye digitale praktiksystem i går, onsdag. Og at studerende og medier blev holdt i uvished i omtrent en halv time, før systemet atter kom på fode. 

”Det var et RAM-spørgsmål (RAM er hukommelsen i en computer, red.). Vi troede, at vi havde garderet os, og at der var server-kapacitet nok. Men ved en fejl var der ikke serverkapacitet nok. Det kan vi ikke bortforklare,” siger Pia Færing.

Hun er praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – DMJX – hvor serveren opholder sig.

”Det er simpelthen en lortefejl fra vores side. Vi tror, der er skruet op for RAM’en, så den kan håndtere det. Men det er der ikke,” siger hun.

Fejlen skyldtes en misforståelse i it-afdelingen, forklarer hun.

Systemet havde premiere i går

Det nye praktiksystem har til formål at ’matche’ journaliststuderende med medie-arbejdspladser. Det afløser den traditionelle Store Match Dag – også kaldet Panikdagen – på DMJX, hvor studerende og medier plejer at møde op fysisk. Systemet er kommet til verden, fordi der gennem flere år har været kritik af den traditionelle panikdag, og fordi DMJX skal flytte lokaler og derfor i fremtiden ikke længere har plads til de mange studerende på panikdagen.

Systemet er tidligere blevet testet. Men onsdag var første gang, det blev afprøvet ’in real life’, og det foregik altså ikke uden problemer. Journalisten beskrev i går de tekniske problemer, da de opstod. Og Majlinda Urban Kuci, forkvinde fra DJ RUC, fortalte om de studerende på RUC, at ”folk er sgu lidt panikslagne”. Efterfølgende fortalte Politiken og Altinget om deres oplevelser, og i kommentarsporet fulgte andre medier trop. 

Nogle medier gav udtryk for en tilgivende holdning, mens andre var knap så glade. De tekniske problemer var en af årsagerne til, at Ritzau manglede en praktikant, da dagen var omme, lød det i kommentarsporet fra Ritzau-journalist Silas Fuglsberg.

”Folk trykker helt febrilsk på alting”

Hvad der startede som et lille kapacitetsproblem, udviklede sig hurtigt til et stort kapacitetsproblem, fortæller Pia Færing.

”Når computeren ’lagger’ så går folk fuldstændig i panik. Så sker der det, at folk trykker helt febrilsk på alting,” siger hun og uddyber: 

”Det gør fejlen værre. Så står serveren og tænker: ’Hvad skal jeg? Jeg får 27.000 kommandoer på en gang’.”

Og dermed gik systemet i knæ, fortæller hun.

”Vi overvejede på et tidspunkt at genstarte serveren. Men det turde vi ikke. I virkeligeden burde vi have sagt: ’Time out! Hold dig fra maskinerne, vi skal lige genstarte.’ Men det kan man ikke, når man er i drift,” siger hun.

”Der overvurderer jeg folks tålmodighed”

Pia Færing oplyser, at skolen havde en ’plan B’, i tilfælde af at systemet gik ned. Plan B var, at SMS’er skulle afløse computersystemet.

”Jeg vurderer i situationen, at systemet ikke er gået ned, men at vi bare er langsomme. Derfor iværksætter jeg ikke plan B, der er SMS’er. Jeg skriver ud, at vi udvider tiden fra 10 til 20 minutter, fordi jeg vurderer, at der er vi ude igen. Der overvurderer jeg folks tålmodighed. For der er folk begyndt at ringe (til praktikstederne, red.), fordi de er nervøse. Og det kan jeg sådan set godt forstå,” siger Pia Færing.

”Min telefon kimer. Facebook går amok. Alt går amok,” husker hun.

”Jeg synes, vi lavede nogle fejl, som vi ikke burde have lavet. Og så opstod der nogle fejl, som, jeg kun tror, kommer med erfaringen,” siger Pia Færing.

Dermed fik RUC’erne et lille forspring.

På RUC fik de studerende af deres undervisere tilladelse til at ringe til praktikstederne, da systemet begyndte at fryse. Det fortalte Majlinda Urban Kuci, forkvinde for DJ RUC, da Journalisten kontaktede hende onsdag 13.40, få minutter efter problemerne opstod. 

Lover at udbedre alle fejl

Pia Færing, hvordan vil I undgå, at der opstår et lignende problem til næste panikdag?

”Undgå tekniske problemer i it-systemer? Ja, man kan gøre sig meget umage. Og så kan man altid lære af sine fejl. Og samtidig ved vi også godt, at tredje gang vi kører, er der måske nogen, der graver internetforbindelsen over, under Storebælt,” siger Pia Færing.

Der må vel være nogle processer, man kan indføre, for at undgå den slags tekniske problemer?

”Det kan du tro. Vi har testet brugervenligheden, og vi har testet de bugs, der var. Vi troede også, vi havde taget højde for, at der ville komme et stort pres på serveren. Det havde vi så ikke. Den fejl laver vi ikke igen. Men jeg er for gammel til at sige, at noget tilsvarende ikke kan ske igen.”

Hvad vil I konkret gøre, for at en lignende fejl ikke opstår næste gang?

”Vi vil gå gennemgå alle de fejl, vi har noteret os. Og så vil vi udbedre dem. Det er klart, at der ikke sker en misforståelse igen næsten gang,” siger Pia Færing.

Forløbet ikke afklaret

Pia Færing, I har tidligere testet systemet på en mindre gruppe mennesker. Og du fortæller, at gårsdagens problemer skyldes, at der ikke var RAM nok til at håndtere, at der under premieren nu var mange flere mennesker, der tilgik systemet. Til næste panikdag skal endnu flere mennesker bruge systemet. Vil I teste systemet på en større gruppe inden næste panikdag?

”Det, tror jeg, bliver svært. Næste gang har vi 360 studerende og 280 praktikpladser,” siger Pia Færing.

Dét er dobbelt så mange mennesker som i går, onsdag. Pia Færing oplyser, at der onsdag var 135 studerende om 185 pladser. 

”Nu nedsætter vi en ’task force’, internt, og vi mødes i Praktikudvalget og taler om, hvordan kan vi undgå, at det sker igen. Det kan godt være, at vi vælger at køre en test, der er tro virkeligheden. Jeg kan bare ikke lige se den for mig,” siger Pia Færing.

Frygter for troværdigheden

Pia Færing er ikke just glad for gårsdagens it-problemer.

"Det, jeg er mest bange for nu, er vores troværdighed. For jeg sagde jo, det ville virke den her gang. Og hvor mange skud i bøssen har vi?" spørger hun.

Hun opfordrer dog mediebranchen til fortsat at bakke op om det nye it-system.

"For ingen er interesserede i rent kaos," siger hun.

Det er ikke muligt at gå tilbage til den oprindelige panikdag, vurderer hun.

"Lige om lidt kan vi ikke rumme alle de studerende, fordi vi flytter. Så vi skal have noget andet. Og det ville da være mærkeligt, hvis vi skulle gå tilbage til det gamle system, for hold da op, hvor har folk skældt ud på det," siger hun.

På grund af it-problemerne kan Pia Færing endnu ikke give et overblik over, hvor mange praktikanter der mangler praktikplads. Og hvor mange praktiksteder, der mangler praktikanter. Hun forventer at få overblikket i løbet af dagen i dag, hvorefter Journalisten vil publicere oplysningerne.

Kommentar

08/11/2018 - 09:25

Andreas Reinholt Hansen

Hvis IT-systemet ikke har fungeret som planlagt, så er det naturligvis Pia Færring der har det endelige ansvar.
Skulle det have resulteret i, at nogle studerende eller praktiksteder ikke har fundet en praktikant - eller har fundet alternative ansøgere/praktiksteder - fordi systemet har drillet, så bør dagen naturligvis gå om, så det er lige for alle.

08/11/2018 - 10:23

Emil Winckler

Gå nu bare tilbage til det gamle system. IT-systemet, som det ser ud nu, skaber mere utryghed og panik. Det system, der var før, er ikke optimalt, men måske er det bare det mindst dårlige.

08/11/2018 - 10:32

Jesper Olesen

Altid godt med en erkendelse af hvor problemet er. Men det bekymrer mig, at der på DMJX kan ske fejl, så man har glemt at bestille ekstra serverkapacitet til den digitale matchdag. Det her er jo en yderst vigtig dag for mange studerende og medier. Vi burde som brugere kunne forvente, at der var etableret et kontrolsystem til at lave kontrol i organisationen og dermed sikre, at alt var klar. Især efter den kaotiske test af matchsystemet for nogle uger siden.

08/11/2018 - 10:54

Astrid Louise Jensen

Emil Winckler: Pointen er jo netop, at man ikke kan gå tilbage til det gamle system. Efter DMJX flytter er der ikke noget sted, hvor det logistisk kan lade sig gøre at afholde den “gamle” Stor Match Dag.

08/11/2018 - 15:41

Jan Hillers

"Vi tror, der er skruet op for RAM’en, så den kan håndtere det. Men det er der ikke,” siger hun.

Fejlen skyldtes en misforståelse i it-afdelingen, forklarer hun."

Den "misforståelse" så jeg gerne uddybet.

Seneste jobopslag

Ritzau søger journalist til nyhedsredaktionen

Ritzau
Ansøgningsfrist: 29.11

Kommunikatør søges til Holbæk Kommune

Holbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 25.11

Navneredaktør

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 23.11

Erfaren formidler til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 27.11

Videoproducent til markedsføring af kurser og uddannelser

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 21.11

Redaktør for livsstilsindhold til stort dansk brand

BrandMovers
Ansøgningsfrist: 28.11

Medarbejder til kommunikation og markedsføring

Krabbesholm Højskole
Ansøgningsfrist: 07.12

Prorektor for uddannelse og viden ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 07.12

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 26.11

Kommunikationsmedarbejder

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 19.11

Pressechef til Dansk Metal

Dansk Metal
Ansøgningsfrist: 22.11

Er du en rutineret webmaster? Og digital til fingerspidserne?

Vallensbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 28.11

Pressekonsulent

3F
Ansøgningsfrist: 22.11

Dygtig og effektiv økonomimedarbejder til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 04.12

Kommunikationsrådgiver med presseerfaring til HK

HK Danmark
Ansøgningsfrist: 22.11

Journalist

Politiken
Ansøgningsfrist: 19.11

Presse- og videojournalist til ZBC

ZBC
Ansøgningsfrist: 21.11

Webkonsulent til Strategi og Kommunikation

Horsens Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 18.11

Barselsvikar til koordinerende markedsførings- og kommunikationsopgaver

EUC Nordvestsjælland
Ansøgningsfrist: 19.11

Historie-reporter søges

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 19.11

Er du vores nye forlagsredaktør?

Forlaget Columbus
Ansøgningsfrist: 01.12

Digital marketingspecialist

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 22.11