search

Kørt over og tromlet

Det blev til et studie i hykleri i flere lag, da Jyllands-Posten valgte at afsløre spindoktor Thomas Brahm som kilde til historien om toppolitikeres holdningsskift i barselsagen

Og Bo Elkjær, Webredaktør

 

Onsdag aften den 4. september besluttede regeringen, at der ikke skulle indføres øremærket barselsorlov til mænd.

Beslutningen kom efter det, der i Ekstra Bladet beskrives som ”et par højdramatiske døgn tirsdag og onsdag”, hvor det har ”slået gnister mellem de absolutte topministre i Socialdemokraterne og SF”.

Ekstra Bladet beskrev forløbet på et opslag med tre journalister på bylinen fredag den 6. september.

Ekstra Bladets artikler om sagen er udstyret med en faktaboks med overskriften ”Så stort er løftebruddet”.

Her kan man læse Statsminister Helle Thorning-Schmidt citeret fra et samråd i januar: ”Det her handler ikke om at tvinge nogen til at tage barsel. Det handler om at give fædrene rettigheder, som de ikke har i dag.”

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen citeres for at sige i februar i år: ”Vi er stadig væk optaget af at forbedre mænds rettigheder i forbindelse med barsel. Det var vi, da vi var i opposition, og det er vi også i dag.”

Så langt, så godt.

Regeringen havde altså een holdning i januar og februar og så kom der et vindpust fra en anden retning i september. Nu stod de udstillet på deres holdningsskift i Ekstra Bladet under rubrikken ”Helle kørte Holger og Anette over”.

Ekstra Bladet havde kort sagt fundet de citater, der udstillede regeringens holdningsskifte.

BT.dk citerede Ekstra Bladets artikel samme dag som den udkom, nu med rubrikken ”Helle tromlede Anette og Holger”. Fantasien rakte til at bytte ”kørte” ud med ”tromlede” og bytte rundt på Anette og Holger. Det er ikke imponerende, men hva’ faen, det må falde ind under redaktionel frihed.

Så langt, så godt.

Så kom Jyllands-Posten på banen.

Avisen afslørede, skatteminister Holger K. Nielsens spindoktor Thomas Brahm på denne dramatiske onsdag aften – umiddelbart efter beslutningen om at droppe fædrebarsel – havde rundsendt et dokument med citater fra flere topministre.

Mailen blev sendt til en række medier.

Denne mail indeholdt, lidt opsigtsvækkende, præcis de samme citater, som Ekstra Bladet – og derpå BT – havde brugt og refereret i deres dækning af sagen.

Vi ved i sagens natur ikke, om Thomas Brahm er Ekstra Bladets kilde til citaterne. Avisen holder sin kilde tæt ind til kroppen. Men det ligner da en tanke.

Jyllands-Posten skriver, at Mette Frederiksen blev citeret i Brahms dokument.

Og Helle Thorning blev citeret for at sige: ”Det handler om at give fædrene rettigheder, som de ikke har i dag”.

De radikale blev citeret for at sige, at de støttede barslen ”helhjertet”.

Et par SF’ere havde skrevet, at det var ”retfærdigt ud fra et ligestillingsperspektiv.”

Stor var opstandelsen i hønsegården efter Jyllands-Postens offentliggørelse af spindoktorens email. Han havde jo forsøgt at påvirke pressen.

Spindoktor Brahm fik sparket.

Han havde ganske vist ikke afsløret noget som helst. Han havde blot mailet citater fra officielt tilgængelige referater fra toppolitikere, der havde skiftet holdning.

Holger K. Nielsens spindoktor havde mailet disse ministres udmeldinger til forskellige medier – og dermed naturligvis udstillet, at SF havde det lidt skidt med den beslutning, SF som regeringsmedlem havde været med til at tage.

Dét var essensen i Jyllands-Postens historie: Intern splittelse i regeringen. Flosser i teflonet. Revner. Ridser i lakken.

Intern splittelse i regeringer er gefundenes fressen for politiske journalister. Fløde til katten.

Men Thomas Brahm var jo kilde. Og nu stod han pludselig med navns nævnelse i Jyllands-Posten.

Det forklarer Pierre Collignon, der er chefredaktør på Jyllands-Posten således:

»Det gør vi, fordi han har sendt os citaterne uopfordret. Dermed er han uden for det rum af næsten automatisk fortrolighed, der kan være mellem spindoktorer og journalister. Hvis vi havde ringet til ham og spurgt til nogle citater, så er det indforstået, at samtalen havde været fortrolig. Men bare fordi man er spindoktor, kan man ikke automatisk regne med, at man har carte blanche til at sende alle mulige historier og regne med at være anonym.«

Så langt så godt.

Ekstra Bladet bruger – sådan ser det i hvert fald ud – Brahms citater.

BT citerer.

JP afslører kilde.

Kilde bliver fyret.

Nå ja, det er jo hverken første eller sidste gang en spindoktor for et regeringsparti har lækket oplysninger til pressen – og det er heller ikke hverken første eller sidste gang, at andre medier er gået på jagt efter kilden.

I 2011 offentliggjorde Ekstra Bladet en båndudskrift af samtaler, hvor en TV2-reporter afslørede den spindoktor i Forsvarsministeriet, der var kilde til den såkaldte ”lækagesag”. Det var den sag der handlede om, at danske jægersoldater skulle udsendes på mission til Irak.

Jyllands-Posten var et af de medier der oprindeligt skrev, at soldaterne skulle af sted.

Oplysningerne kom fra en spindoktor i Forsvarsministeriet.

Ekstra Bladet afslørede kilden.

Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen sagde, i et interview med JP.dk, at han var ”dybt chokeret” over afsløringen. Han frygtede skadevirkningerne, nemlig:

»At medierne bliver til en politisk aktør; at folk er betænkelige ved overhovedet at tale med medier. Og det er modproduktivt i forhold til den simple grundlæggende kendsgerning, at mediernes opgave er at skaffe oplysninger og videreformidle oplysninger – og kun det. Alt andet er en politisering, som medierne bør holde sig på afstand af, men som flere medier desværre er i fuld gang med at køre med på.«

Jørn Mikkelsen blev stillet følgende spørgsmål:

Så på JP er kildebeskyttelsen absolut?

»Den er absolut og hellig. Ikke for princippet og kildebeskyttelsens egen skyld. Men fordi den er et nødvendigt redskab for at kunne udfylde vores grundlæggende mission: Vi skaffer oplysninger, vi videreformidler oplysninger. Det er ikke i mediernes interesse at vi stækker os selv, at vi gør det sværere for os selv, eller at vi lader os sovse ind i et eller andet politisk medansvar for en bestemt kultur eller bestemte omgangsformer.«

Så langt så godt.

Skal man uddrage en erfaring eller to af disse forløb må det være dette:

Politikere, såvel som chefredaktører, står faste, betonsolide og urokkelige på deres principper – lige så længe det passer dem.

Nå ja, og hvis du mailer en avis risikerer du dit job – hvis avisen er i dét humør den dag.

Så lad os smide et lag til på:

Ekstra Bladet kom sidste år godt og grundigt rundt i maskinen efter at avisen i forbindelse med skattesagskommissionen afslørede, at tidligere spindoktor Peter Arnfeldt angiveligt havde forsøgt at lække skatteoplysninger til avisen.

Ekstra Bladet afslørede altså sin egen kilde – ganske vist i et lidt klumret forsøg på at afsløre BT’s kilde i samme sag.

Det udløste lidt forvirring og debat. Jyllands-Posten skrev en leder under rubrikken ”Usund kultur”:

”Så stor var forvirringen, at en i medierne meget synlig mediejurist gjorde sig til talsmand for det sære synspunkt, at en spindoktor aldrig må ydes kildebeskyttelse, fordi vedkommende repræsenterer magthaverne. Det faktum, at netop repræsentanter for magthaverne eller magthaverne selv kan besidde de for den kritiske journalistik nødvendige oplysninger, ser ikke ud til at være gået op for den pågældende mediejurist.”

Og nu har Jyllands-Posten altså trukket bukserne af Ekstra Bladet og afsløret den formodede kilde til avisens historie om splittelse.

Politikens chefredaktør Anne Mette Svane siger til Journalisten, at det er glimrende:

»Det er fint, at Jyllands-Posten viser, at spindoktorerne også er kilder til historier. Det er med til at gøre læserne klogere på det politiske spil.«

Ekstra Bladets Poul Madsen – der altså er chefredaktør for den avis, der trykte de oplysninger, den afslørede, formodede kilde havde mailet rundt – glæder sig over afsløringen:

»Nu har virkeligheden også ramt Jyllands-Posten.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen