
Københavns Politi kunne godt have delt flere ord og flere budskaber om den voldsomme video af anholdelsen af en 43-årig familiefar ved Christiania, medgiver de selv. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hen over weekenden eksploderede sagen med en video af fire betjente, som blandt andet brugte håndjern og peberspray, da de onsdag eftermiddag sidste uge anholdt en 43-årig familiefar tæt ved Christiania. Episoden blev filmet, og videoen af den voldsomme scene spredte sig hurtigt.
Mens historien fik masser af mediedækning, havde Københavns Politi meget lidt at sige.
”Københavns Politi oplyser, at den skærpede politiindsats i visitationszonerne ikke medfører ekstra beføjelser i forhold til magtanvendelse. Politiet har sendt sagen til vurdering hos DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed, red.) og vil derfor ikke kommentere den konkrete hændelse,” lød det til eksempel stramt og nøgternt i Politikens spalter.
Avisen var bare et af en række medier, som foldede sagen ud med et længere interview med den forurettede borger, der også er chefredaktør på mediet Danwatch.
Politiets kommunikationslinje får hårde ord med på vejen i Journalistens podcast ’Budskab’. Alene det, at der er levende billeder af episoden, bør får politiet frem i skoene, mener panelet.
”Det billedmateriale, der står tilbage, er ekstremt voldsomt. Alt, hvad der er sket derudover, er formentlig ikke blevet dokumenteret, så de har en stor kommunikationsopgave i at håndtere den situation,” siger Emil Nielsen, pressechef hos Danmarks Naturfredningsforening.
”Selv jeg, som fra barnsben har en tro på, at politiet ikke bruger mere magt, end de skal, sidder og kigger og tænker: Hvad er det her for noget? Det ligner unødig magtanvendelse, hvad jeg som udgangspunkt ikke nødvendigvis tror er sket. Men politiet hjælper mig ikke, og det synes jeg er en kæmpe fejl kommunikationsmæssigt,” siger Søren Søndergaard, kommunikationschef i Danske Havne.
Politiet er låst
Ifølge Sara Schlüter, presseansvarlig ved Københavns Politi, er politiet meget låst i, hvad de kan fortælle om den konkrete episode, fordi sagen er oversendt til DUP og skal undersøges der.
”Hvis vi skal gå ud og sige, hvad Københavns Politi mener, der er sket, så er vi nødt til at finde ud af, hvad der egentlig er sket. Vi skal for eksempel tale med medarbejderne, vi skal lave en intern undersøgelse af, hvad der er op og ned her, før vi kan gå ud og fortælle andre, hvad som er op og ned her,” siger hun og fortsætter:
”Når DUP’en bliver involveret, så er det jo dem, der skal lave den undersøgelse.”
Til gengæld mener hun, at Københavns Politi kunne have været bedre til at forklare, hvorfor de lukker så meget ned, som de gør, når en sag er overdraget til DUP.
”Vi sætter ikke særligt mange ord på, hvorfor det er, vi ikke kan sige noget, når den bliver sendt over til DUP’en. Der kigger vi også indad nu og kigger på hinanden og siger: Der kunne vi godt have været bedre til at sætte flere ord på,” siger Sara Schlüter.
Emil Nielsen siger, han sagtens kan se, at der er grænser for, hvad politiet kan sige om den konkrete episode.
”Men jeg savner, at de stiller sig til rådighed,” siger han.
”Og så kan det godt være, at de får nogle spørgsmål, og det kan godt være, at det er en svær kommunikationsøvelse, men det er jo ingen, der siger, at det skal være let. De er en myndighed, og tilmed den eneste myndighed, som har voldsmonopol i vores samfund og må udøve magt mod borgerne. De er forpligtet til at kommunikere, hvis du spørger mig,” siger han.
Sara Schlüter fra Københavns Politi medgiver også, at politiet godt kunne have kommunikeret med mere følelse, for eksempel ved at udtale, at billederne på videoen vitterligt ser voldsomme ud.
”I bagklogskabens lys: Ja. Vi kunne sagtens have haft mere empati med i det svar. Vi er nogle gange lidt for påpasselige med at sige noget, især når det handler om sager, som er oversendt til DUP’en, fordi de skal have mulighed for at finde ud af, hvad der er op og ned. Det tror jeg også er noget, vi har taget ved lære af i denne her situation. Hvis vi en anden gang står i noget lignende, så tror jeg helt sikkert, vi vil være mindre fåmælte,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.