Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:31 03.03.2023 Marie Nyhus

Københavns Kommune trækker sig også fra TikTok

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune stopper nu deres pilotprojekt på TikTok, som de gik i luften med 23. januar og oprindeligt ville have kørt i tre måneder.

Det skriver kommunikationschef Pernille Mølgaard Toft på LinkedIn.

Begrundelsen er de nye anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed, som i sidste uge frarådede statsligt ansatte at have den kinesisk-ejede app installeret på deres arbejdstelefoner.

Samme udmelding har fået Viborg Kommune til at pause sin TikTok-profil, mens Helsingør Kommune foreløbigt fortsætter med sin profil.

Ifølge Pernille Mølgaard Toft har TikTok-profilen fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på knap to måneder nået 3.600 følgere, tæt på to millioner visninger, 2.000 kommentarer og 11.000 delinger.

Kommunikationschefen skriver også, at det ville være muligt for kommunen at blive på TikTok og samtidig indrette arbejdsgangene, så de overholder alle GDPR-regler.

”Men med de seneste dages udmeldinger, kan vi som offentlig myndighed ikke fortsætte vores pilot og derved blåstemple appen ved at have en aktiv profil, som vi opfordrer målgruppen til at følge. Det ville være legalt, men ikke legitimt. Jeg kan i hvert fald ikke forsvare det,” lyder det i opslaget.

SENESTE NYT

Flere nyheder