search

Købmanden af Sjælland

Hav altid godt med penge på kontoen. Og hold dig fra innovation og vilde eventyr. Med Torben Dalby Larsen i spidsen har Sjællandske Medier med simpel købmandslogik bid for bid sat sig på hele det sjællandske dagbladsmarked. Uden at gøre et stort nummer ud af det.

Han kommer lige fra en frokost i Statsministeriet med den finske præsident som æresgæst. Torben Dalby Larsen er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Sjællandske Medier. Men han ligner alt andet end en stor mediemogul. Han er nærmest genert og selvudslettende. Mødet i Statsministeriet slår han hen med, at det jo hænger sammen med hans rolle i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han er formand.
»Det er jo ikke mig personligt, de inviterer, men funktionen,« siger han om statsbesøget.

Han sad ikke ved hovedbordet, understreger han. Men det var nu hyggeligt nok at møde blandt andre Informations chefredaktør, Christian Jensen, LO’s formand, Harald Børsting, og Dansk Industris næstformand, Niels B. Christiansen fra Danfoss.

Heller ikke når talen falder på Sjællandske Mediers stabile vækst, føler han trang til at fremhæve sig selv.
»Jeg er jo bare en kransekagefigur,« lyder hans forklaring.

Torben Dalby Larsen er nok en af de mest usynlige magtpersoner i den danske medieverden. Han sidder med i mere end 50 bestyrelser og direktioner, blandt andet i bestyrelsen i DR. Han har været formand for Ritzau, Pressens Fællesindkøb, Danske Dagblades Forening og Danske Mediers Arbejdsgiverforening.
På Journalistens magtliste fra 2011 lå han som nummer 30 omgivet af profiler som BT’s politiske kommentator Helle Ib, Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, og den tidligere spindoktor Michael Kristiansen.

Samtidig er han kendt som direktøren, der hader at fyre medarbejdere. Han har et fortrinligt samarbejde med tillidsfolkene og har udvidet Sjællandske Medier til at omfatte hele landsdelen, uden at det er gået ud over det lokale islæt.

Bag det grå skæg gemmer sig en stemme dyb som en cello. På spørgsmålet om, hvad der driver ham, siger han, at han jo ikke har løftet opgaven alene.
»Jeg er bare symbolpersonen. Mange andre arbejder også meget.«

Bestyrelsesformanden var klar i mælet, da Torben Dalby Larsen blev forfremmet fra chefredaktør på Dagbladet til også at blive administrerende direktør i 1986: »Lav den bedst mulige avis. Skab et overskud på en million kroner. Lad være med at låne penge eller lease, og hæv højst abonnementsprisen med tre procent om året,« lød budskabet.
»Det var ikke meningen, at vi skulle levere et stort overskud. Vi skulle bare sikre, at der var likvider i kassen. Likvider er nemlig gode at have i vores branche. Ingen går konkurs med penge i kassen,« forklarer Torben Dalby Larsen.

Dengang var udgiverselskabet Dagbladet en mellemstor medievirksomhed med omkring 130 medarbejdere. Her knap 30 år efter har Sjællandske Medier – mediekoncernen med den forsigtige strategi – fire gange så mange ansatte, og udgivelsesområdet er mangedoblet.


»Vi laver ikke gratisaviser eller et eller andet hottentot. Vi laver lokale og regionale medier.«
Torben Dalby Larsen, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Sjællandske Medier – foto: Martin Bubandt

Hemmeligheden bag 63-årige Torben Dalby Larsens succes er en simpel forretningsmodel, der – ud over at have penge på bankbogen – handler om at slå til, når konkurrenterne er i økonomisk modvind.
»Han har kunnet samle stumperne op fra alle de forliste bladhuse,« siger journalist på Frederiksborg Amts Avis Jesper Sabroe.

»Vi plejer at kalde ham købmanden i Ringsted. Men det er en underdrivelse. Han er købmanden af Sjælland,« lyder det fra en journalist på Sjællandske.
»Torben kan noget, som mange mediechefer i provinsen prøver at lure. Som en af de få chefer har han ikke været igennem den ene økonomiske krise efter den anden,« fortæller Morten Jeppesen, finansredaktør på Børsen og indtil 2009 redaktør på Dagbladet Roskilde.

Når man møder Torben Dalby Larsen, er det svært at tro, at denne mand kan stille sig op på en ølkasse og overbevise en gruppe kritiske avisjournalister, der står over for en fusion. Men at give medarbejdere klar besked og skabe tryghed er en af de ting, Torben Dalby Larsen er bedst til, lyder det fra de tillidsfolk, Journalisten har talt med.

Det skete for eksempel, da han tog til Næstved for at fortælle medarbejderne på Sjællandske, at de skulle fusionere med arvefjenden i Ringsted.
Faktisk betegner en medarbejder, der var med dengang, Torben Dalby Larsen som en masseforfører.
»Vi har altid anset Dagbladet for at være lidt kedelig. En bondeavis. Men pludselig kom han ind og overtog hele butikken.«

Medarbejderne blev samlet i kantinen i Næstved, da de fik besked på fusionen med Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis.
»Journalister lader sig normalt ikke imponere af chefer, men fanme om de ikke klappede ham ud,« husker medarbejderen.
Med fusionen fik det fælles selskab navnet Sjællandske Medier.

Med Torben Dalby Larsen som direktør og ansvarshavende chefredaktør har Sjællandske Medier i dag sat sig solidt på det sjællandske avismarked uden for Storkøbenhavn. Porteføljen tæller 31 ugeaviser, tre lokaludgaver af Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis, to lokaludgaver af Sjællandske og Nordvestnyt. Udgivelsesområdet dækker fra Helsingør i nord til Vordingborg på Sydsjælland. Fra Kalundborg i vest til Køge i øst.

Det eneste lokale, sjællandske dagblad, koncernen endnu ikke har købt, er det lille Helsingør Dagblad. 
Selv siger Torben Dalby Larsen, at det ikke var planen, at Sjællandske Medier skulle brede sig fra kyst til kyst.
»Alt, vi har rørt ved, er vi gået ind i, fordi de andre aviser var ekstremt økonomisk pressede,« forklarer han.


»Jeg er bare symbolpersonen. Mange andre arbejder også meget,« siger Torben Dalby Larsen. – foto: Martin Bubandt

En medarbejder sammenligner Torben Dalby Larsen med Mads Skjern fra tv-serien Matador. Købmanden, der bliver større end Hans Christian Varnæs, fordi bankdirektøren ikke forstår at tilpasse sig de nye tider. Men analogien holder ikke hele vejen. Torben Dalby Larsen har nemlig ikke Mads Skjerns sult på at prøve kræfter med det seneste nye.
»Vi laver ikke gratisaviser eller et eller andet hottentot. Vi laver lokale og regionale medier,« forklarer han.

Digitale innovationsprojekter, singles, sweetdeals eller butikker med læsertilbud er heller ikke hans boldgade.  Sjællandske Medier har ganske vist et reklamebureau, lokalradio og lokal-tv. Men virksomheden satser især på tre ting: Dagblade, ugeaviser og trykkerier.

I fundatsen for Sjællandske Medier står der, at man skal udgive liberale aviser. Men de andre aktiviteter sikrer indtægtsgrundlaget, forklarer journalist og fællestillidsmand Lars Andersen fra Dagbladet.
»Det er en fantastisk symbiose med gynger og karusseller,« siger han.
Der er ingen cash cow, der holder de andre medier oven vande. Lige nu går det dog bedst for ugeaviserne.
»Vi har mange små virksomheder, der alle støtter hinanden, og dermed bliver vi samlet en stor forretning,« siger journalist og tillidsmand Jesper Sabroe fra Frederiksborg Amts Avis.

Den første godbid, Torben Dalby Larsen købte, var Roskilde Tidende i 1986. Derpå fulgte Frederiksborg Amts Avis i 1992, hvis udgiverselskab efter bekendtskabet med Klaus Riskær Pedersens Accumulator Invest var i betalingsstandsning og siden gik konkurs. Dermed var vejen banet for, at lillebror i Ringsted kunne gafle en konkurrent, der var betydeligt større. Med fusionen blev udgivelsesområdet udvidet til hele Nordsjælland.

Journalist Katrine Wied fra Frederiksborg Amts Avis’ lokalredaktion i Hørsholm er medarbejderrepræsentant i Sjællandske Mediers bestyrelse. Hun siger, at der er stor tryghed blandt medarbejderne – netop fordi Torben Dalby Larsen er en købmand af den solide slags.
»På andre medier er kollegerne igennem den ene fyringsrunde efter den anden. Sådan er vores hverdag ikke. Han er god til at sikre vores overlevelse,« forklarer Katrine Wied.

Mens mediefusioner typisk er det første skridt i retning af nedskæringer i den redaktionelle medarbejderstab, foretrækker Torben Dalby Larsen og Sjællandske Medier nemlig så vidt muligt at bevare journalisterne og de lokale titler. Han skærer primært andre steder.

Før årsskiftet blev Medieselskabet Nordvestsjælland – det gamle Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad – indlemmet i koncernen. Dermed kommer omsætningen samlet set op på knap 500 millioner kroner, og egenkapitalen udgør 257 millioner kroner. Beskeden til medarbejderne var, at overtagelsen ikke ville ramme de redaktionelle medarbejdere i første omgang, og at den lokale dækning skulle styrkes.
»Jeg tror, at mange tænkte: ”Så har jeg også job om fem år, det ville jeg måske ellers ikke have haft,”« siger redaktionssekretær May-Brit Bülow på Nordvestnyt.

I efteråret 2012 var Medieselskabet Nordvestsjælland igennem en sparerunde, hvor 12 ud af 50 redaktionelle stillinger skulle væk. Med den nye fusion er det planen at centralisere administrationen. Samtidig bliver ledelsen skåret fra otte til fire chefer.
Tillidsrepræsentant Allan Ramussen siger, at Sjællandske Medier måske ikke har reddet Nordvestnyt.
»Men jeg føler en enorm tryghed ved Torben. Vi bliver ikke det næste mediehus, der lukker. Det giver en god nattesøvn, at han har det job,« siger han.

Fælles for alle de medarbejdere og tillidsfolk, Journalisten har talt med, er, at Torben Dalby Larsen spiller med åbne kort, når han forhandler. Han er ikke bange for at fremlægge dårlige nyheder. Derfor er medarbejderne trygge ved ham. Der kommer nemlig sjældent ubehagelige overraskelser og pludselige fyringsrunder.
»Han giver en kropsnær orientering om, hvordan tingene hænger sammen. Der er ikke noget, der er gemt væk. Alting kommer på bordet,« siger cheffotograf på Dagbladet og medlem af bestyrelsen Hans Jørgen Johansen.

Når tillidsfolkene skal forhandle, bliver de altid mindet om de faldende oplagstal.
»Det er et godt trick, fordi det betyder, at vi som tillidsfolk føler os virkeligt godt orienteret. Han har stor respekt for tillidsmandssystemet. Det var ikke tilfældet under den gamle ledelse. Han er en aftalemand. Han gider ikke lokumsaftaler,« lyder det sammenfattende fra en medarbejder.

Fyringer strækker han sig langt for at undgå, siger fællestillidsmand Lars Andersen.
»Hvis man har været i koncernen i mange år, går han langt for at hjælpe en. Man bliver ikke bare strittet ud. Gode loyale medarbejdere bliver behandlet ordentligt.«

Torben Dalby Larsen siger selv, at han foretrækker at sige tingene ligeud i stedet for at pakke dem pænt ind.
»Hvis du som leder gør noget andet end det, du har sagt, skal du bruge 17 dage på at skændes med medarbejderne om det. Det er ikke vores kultur. Jeg ønsker at operere i et klima, hvor vi ikke spænder ben for hinanden,« siger han.

Fordelen ved den ledelsesfilosofi er vel, at du inddrager medarbejderne så meget, at det er svært at være i opposition?
»Jeg synes, jeg tager hensyn til dem. Det er klart, at vi ikke spørger medarbejderne, om vi skal fusionere. Men hvis de har nogle ønsker, taler vi åbent om det og søger at finde en løsning. Vi har ikke haft mange konflikter i det hus for at sige det mildt,« fortæller Torben Dalby Larsen.

Selv om Torben Dalby Larsen som direktør har flere DJ-medlemmer ansat end for eksempel Jyllands-Posten, Ekstra Bladet eller BT, er Torben Dalby Larsen nærmest usynlig i medielandskabet sammenlignet med mange af chefkollegerne med færre ansatte.

I huset har de opfordret ham til at føre sig lidt mere frem og vise, at Sjællandske Medier ikke er en lilleput, fortæller fællestillidsmand Lars Andersen.
»Vi har sagt, at vi skal reklamere. Vise, at vi er store. Men det skal man ikke, synes han. Han lever godt i skjul.«

Torben Dalby Larsen er for eksempel sjældent gæst på TV2 News, fortæller Katrine Wied fra Frederiksborg Amts Avis.
»Jeg kunne ønske, at han placerede Sjællandske Medier mere synligt i mediebilledet, netop fordi vi er så store,« forklarer hun.
Tidligere redaktør på Dagbladet Roskilde Morten Jeppesen har et bud på, hvorfor Torben Dalby Larsen holder lav profil.
»For Torben handler det meget lidt om Torben, men om at få koncernen til at køre rundt.«

Torben Dalby Larsen fortæller, at han ikke har lagt en strategi for, hvordan han skal føre sig frem. Nærmest tværtimod.
»Jeg stiller selvfølgelig op, når jeg bliver spurgt. Men jeg skriver for eksempel ikke ugentlige klummer. Folk bliver hurtigt træt af at se og høre på dig år efter år, og det slider dig ned,« forklarer han og glatter ud.
»Men det er glimrende, at andre har lyst til at gøre det.«

Spørgsmålet er, hvilken avis der bliver Sjællandske Mediers næste bytte. Chefredaktør Klaus Dalgas fra Helsingør Dagblad siger, at Torben Dalby Larsen med sit mediedynasti har sat sig på hele Sjælland.
»Han mangler bare lige os.«

Torben Dalby Larsen svarer med et kort grin, at han af princip aldrig udtaler sig om potentielle fusionspartnere.
»At skrive i avisen, hvad man godt kunne tænkte sig, kommer der ikke et slag ud af. Men lige nu har vi ingen planer. Vi har rigeligt,« slår han fast.
Lolland-Falsters Folketidende vil han heller ikke lægge billet ind på, selv om netop den udvidelse ofte bliver diskuteret internt blandt medarbejderne.
Sjællandske Medier udgiver i forvejen ugeaviser på Lolland-Falster. Men Torben Dalby Larsen afviser at være interesseret.
»Folketidende dækker jo et naturligt område,« siger han.

I efteråret 2012 gik der i mediekredse også rygter om, at Sjællandske Medier var interesseret i selveste Berlingske i Pilestræde. Sjællandske købte i 2011 en række midtsjællandske ugeaviser af Berlingske Media. Men Torben Dalby Larsen afviser blankt, at Sjællandske Medier skulle være interesseret i tanten.
»Vi har hverken evnerne eller styrken. Man skal kende sine begrænsninger. Det passer heller ikke i strategien om at være lokale og regionale.«

Det er nemlig en del af Sjællandske Mediers idegrundlag at være tæt på læsernes hverdag. Lave den lokale og regionale journalistik. Derfor udkommer flere af dagbladene i forskellige lokaludgaver med deres egen forside.

En undtagelse er imidlertid journalistikken på nettet. Googler man ”Frederiksborg Amts Avis”, ”Sjællandske” eller ”Dagbladet Køge”, ender man samme sted – på sn.dk.
»Når man siger ’online’, vender han øjne. Det interesserer ham ikke,« siger en medarbejder.
»Det piner ham, hvis en aktivitet giver underskud, og det gør nettet,« siger Jesper Sabroe fra Frederiksborg Amts Avis.

En medarbejder mener, at Torben Dalby Larsen egentlig har mest lyst til at lukke nettet, indtil det giver overskud.
»Men det kan hans image ikke tåle,« lyder vurderingen.

Cheffotograf Hans Jørgen Johansen siger, at det er en torn i øjet på direktøren, at han ikke kan få økonomi i aktiviteterne på nettet.
»Han tror stadig på papiret. Det skal vi tit høre. Men papiravisernes oplag bliver jo mindre og mindre, og til sidst når vi smertegrænsen med at udgive aviserne i otte udgaver,« forklarer han.
Torben Dalby Larsen understreger, at sn.dk har lokale undersider. Mere er der ikke økonomi til lige nu, medmindre man går over til at bruge gratis arbejdskraft.
»Hvis folk skal have løn for deres arbejde, kan vi ikke skabe et net, der er mere lokalt forankret,« siger han.

Men er I rustet til fremtiden, hvis I først og fremmest satser på papiret?
»Man kan ikke sige, at vi ikke er til stede på nettet.«

En medarbejder siger, at du slet ikke har forstået betydningen af journalistik på nettet. Er du enig i det?
»Nej. Vi satser på nettet, men der er grænser for, hvor meget vi kan hælde i det. Vi bruger betydelige penge på det. Men vi satser ikke hele butikken.«
Spørgsmålet er, hvordan fremtiden tegner sig for Sjællandske Medier, når trykkerier og aviser på print udgør hovedparten af butikken. Torben Dalby Larsen tror, at den aktuelle udvidelse i Nordvestsjælland bliver til gavn for koncernen.
»Hvis fusionen med Holbæk lykkes, har vi ny luft i en periode.  Hvordan det ser ud om fem år, bruger vi ikke tid på at spekulere over lige nu.«

Sjællandsk shoppingtur
1986 Udgiverselskabet Dagbladet køber Roskilde Tidende
1992 Udgiverselskabet Dagbladet overtager Frederiksborg Amts Avis
2008 Udgiverselskabet Dagbladet fusionerer med det tidligere Sjællandske Medier i Næstved og Slagelse og overtager navnet Sjællandske Medier
2013 Sjællandske Medier fusionerer med Medieselskabet Nordvestsjælland

CV
Torben Dalby Larsen er uddannet journalist på Dagbladet Roskilde
1972 Journalist og siden redaktør på Frederiksborg Amts Avis
1985 Chefredaktør for Dagbladet i Ringsted, Køge og Roskilde
1986 Administrerende direktør og chefredaktør for Udgiverselskabet Dagbladet A/S, siden med navnet Sjællandske Medier A/S
Medlem af DR’s bestyrelse, formand for Dagbladenes Bureau og har været formand for Ritzau, Pressens Fællesindkøb og Danske Dagblades Forening

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen