Knudsen: Beklageligt med arbejdsnedlæggelser i Vestjylland

Det er yderst beklageligt, at journalisterne under Mediehuset Holstebro har nedlagt arbejdet lige op til forhandlingerne om sparerunden hos Midtjyske Medier. Det siger Berlingske Medias adm. direktør Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk. (Opdateret).

Det er yderst beklageligt, at journalisterne under Mediehuset Holstebro har nedlagt arbejdet lige op til forhandlingerne om sparerunden hos Midtjyske Medier. Det siger Berlingske Medias adm. direktør Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk. (Opdateret).

Beklagelsen kommer, efter at samtlige journalister på Dagbladet Holstebro-Struer og Dagbladet Ringkøbing-Skjern har valgt at nedlægge arbejdet frem til mandag næste uge i protest mod Midtjyske Mediers planer om at afskedige cirka en tredjedel af medarbejderne i Mediehuset Holstebro.

»Det er meget beklageligt, og jeg er dybt forundret, da vi er i et forhandlingsforløb, som vi er nødt til at sætte på standby. Vi kan jo ikke forhandle, samtidig med at der er arbejdsnedlæggelser. Det vil få den sædvanlige konsekvens, at medarbejderne vil blive trukket i løn, men derudover håber vi da at komme i gang med forhandlingerne i næste uge, så snart de genoptager arbejdet,« siger Lisbeth Knudsen.

Dansk Journalistforbund påpeger ligeledes, at arbejdsnedlæggelserne i Vestjylland er overenskomststridige.

Lisbeth Knudsen understreger, at mødet med Midtjyske Medier i Århus i dag fredag således er blevet aflyst. På mødet skulle ledelsen af Midtjyske Medier sammen med tillidsrepræsentanter fra lokalaviserne havde drøftet spareplanerne. Fra tillidsrepræsentanterne lyder der et krav om at finde alternative besparelser for at reducere antallet af afskedigelser.

»Det er en legitim holdning at komme med alle tænkelige forslag. Meningen med forhandlingerne er, at man lytter til hinanden, men det er svært, når der ikke kan forhandles. Vores udgangspunkt er, at der skal findes besparelser, men der skal sikres fortsatte lokale udgivelser. Det er utroligt vigtigt at gøre,« siger Lisbeth Knudsen.

Berlingske Media skriver i en meddelelse, at arbejdsnedlæggelserne ikke får ingen betydning for udgivelsen af dagens og morgendagens aviser, og alle de berørte aviser udkommer derfor som planlagt.

Læs også: Arbejdsnedlæggelser på Midtjyske Medier

samt artiklen: Tillidsmand: Chefer bør ikke gå fri 

2 Kommentarer

Carsten Andreassen
18. APRIL 2009
Re: Knudsen: Beklageligt med arbejdsnedlæggelser i Vestjylland

Det kan kun være for Lisbeth Knudsen det giver meningen at svække sine gode forretninger og påføre sig selv yderligere tab år efter år efter år for at forhindre at konkurrenten får lidt flere annoncekroner i kassen. Berlingske har forlængst tabt slaget om Århus - cut your losses og kom videre

Jesper Jensen
17. APRIL 2009
Re: Knudsen: Beklageligt med arbejdsnedlæggelser i Vestjylland

Desværre kunne det se ud til, at Lisbeth Knudsen er ved at rationalisere Midtjyske Medier samme sted hen, som hun fik sendt A-pressen.