Næsten hver 10. dansker skar papiravisen ud af deres medieforbrug i 2022, og endnu flere planlægger at barbere en del af udgifterne til abonnementer på bl.a. aviser og tv-pakker i 2023.
Det skriver Mediawatch på baggrund af en spørgeundersøgelse, som analyseselskabet Wilke har foretaget for mediet i slutningen af 2022.
Helt præcist svarer 21 procent af danskerne, at de regner med at skære i mediebudgettet i 2023. Det gælder særligt de unge og hænger ifølge medieforsker formentlig sammen med højere pres på forbrugernes pengepung.