search

Klynget op

Måske slipper han for tiltale, hærchefen – den grusomme massemorder (bør jeg indsnige et angiveligt her, for at undgå bøvl med Pressenævnet?). Ham, der går frit rundt i Sorø, som en tikkende bombe, for nu at citere de konservative, der går ind for, at forbrydelser skal kunne bevises, undtagen når det gælder udlændinge.

Det er kun i blødsødne Danmark, at man lader forbrydere, med tusindvis af menneskeliv på samvittigheden gå frit omkring, men heldigvis kan vi glæde os over, at når systemet svigter, når politiet og politikere ikke kan garantere folkets sikkerhed, så slår pressen til: Hårdt, effektivt, retfærdigt.

Også mig: Massemorderen hedder Nizar Al-Khazraji og bor Frederiksbergvej 40 i Sorø. Pas på, døgnet rundt bevogtes han af 15 betjente. Nødvendigt, fordi pressen har været så venlig at afsløre hans opholdssted.

At B.T. og Ekstra Bladet (sidstnævnte kalder ham giftbøddel) ikke kan nære sig for at hænge bødlen (ud) offentligt, er desværre kun forventeligt. Det særlige er, at det var selveste TV-Avisen, der for åben skærm udpegede den tidligere irakiske generals bopæl – og dermed bragte ham i alvorlig fare, og hvad værre er, helt afsporede dækningen af sagen. Med ét blev den nødvendige journalistik om den irakiske hærchefs tålte ophold (gassede han kurderne, hvorfor sover efterretningstjenesten, hvorfor skulle det tage to år at få sagen frem til anklagemyndighed og politi?) trængt i baggrunden til fordel for historier, der uden omtanke, uden nuancer, uden forbehold og uden den fjerneste form for dokumentation udpeger manden som massemorder – med navn, adresse, billede og indkøbssted (B.T. mener, han køber ind i Brugsen, mens TV-Avisen står fast på, at det er i Netto.)

Forløbet er klassisk, men deprimerende: De to tv-kanaler, der meget sjældent evner at finde en væsentlig nyhedshistorie selv, kæmper for at følge op på Politikens fremragende historie om hærchefens ophold her i landet. TV-Avisen opgiver på forhånd at søge svar på det altafgørende spørgsmål: Kan det sandsynliggøres eller bevises, at han medvirkede til udryddelsen af kurdere i tusindvis?

For det kræver nemlig tid og omtanke.

I stedet sættes en reporter til at finde et vidne. Det lykkes: En kurder, der filmes med ansigtet mørklagt, siger, at han er "parat til at vidne mod hærchefen". En historie, der kun efterlader ét eneste indtryk: At han faktisk er massemorder, og nu har vi beviset. Men ingen på TV-Avisen fik den ide at spørge, hvad han vil vidne om? At kurdere i tusindtal blev dræbt? Det ved vi. Men har vidnet set hærchefen udstede ordren, skrive under på papirerne? Har vidnet en viden, der på nogen måde gør det muligt at koble hærchefen til folkemordet? Selvfølgelig ikke. Og dermed er vidnet ligegyldigt.

Det journalistiske lavpunkt blev dog først nået dagen efter, da samme reporter med gravkammerstemme kunne fortælle, at TV-Avisen havde "opsporet hærchefen i Sorø" og udpeget hans lejlighed og familie. Fra det øjeblik gik TV-Avisen pøbelens ærinde, den pøbel, der ønsker manden klynget op, uanset om hans skyld kan bevises eller ej. Historien var uden indhold, uden relevans, den var pinlig, kritisabel og ødelæggende, og var det så bare fordi, en reporter havde kvajet sig. Nej. Et par dage efter skrev DR-nyhedschef Søren Knudsen på den interne efterkritik, at "hensynet til offentlighedens retsfølelse vejer tungere end hensynet til at beskytte generalens identitet"(?) og "manden er krigsforbryder og han får lov til at gå frit rundt, uden at myndigheder, der lader ham være i landet, ved, hvor han er". Argumentationen er forvrøvlet, myndighederne kendte udmærket mandens opholdssted. Men værre: Det er fortvivlende, at indsigten hos en ledende medarbejder ikke er større: Ikke blot dømmer han manden, nyhedschefen gør sig også til herre over befolkningens retsfølelse og mener, at det er TV-Avisens opgave at finde og fælde manden, når nu ikke myndighederne kan tage sig sammen.

Lad mig minde Søren Knudsen om, at mennesker først spærres inde, når der er et mindstemål af bevis for, at de er skyldige i en forbrydelse. Knudsen kunne – hvis han havde ladet sine folk researche, men de var vist sendt til Aalborg for at interviewe politiet om flormelis i en bus – have skaffet sig nogle fakta om hærchefen: At han angiveligt i 1990 nægtede at lade sine tropper invadere Kuwait, at han deltog i et kup mod Saddam Hussein, at han var en stor gevinst for USA i kampen mod Irak, og at både irakiske oppositionschefer og det kurdiske demokratiske parti mener, at generalen er uskyldig. Det er én virkelighed. Den anden, der glimrende er afdækket i Politiken, er, at en række udsmuglede dokumenter fra Irak faktisk peger på, at generalen er medskyldig i folkemord. Men hvad fortalte TV-Avisen: At han handler i Netto.

At gøre verden sort-hvid, at dømme uden rettergang, at lade pøbelvælde, vrede og hævnlyst i skikkelse af befolkningens retsfølelse tage magten, ikke blot over politikerne, men også over tv-nyhederne er ulykkeligt og ødelæggende. Vi skal i denne svære tid overleve på eftertanke, refleksion og besindighed, ikke på tåbelige reportager, der får det værste frem i alle.

* Simon Andersen, journalist, lektor ved Institut for Journalistik, Roskilde Universitetscenter

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen