HANOI, VIETNAM En pistol og et kamera. Det var udstyret, som Hua Kiem altid rejste med i krigen. Han var kendt som ham, der intet frygtede.

»Jeg husker, at jeg på et tidspunkt kørte på Ho Chi Minh-stien i et område, som vi kaldte ’Dødspunktet’, fordi amerikanerne først havde sprøjtet med Agent Orange (et løvfældningsmiddel, red.) og bagefter havde bombet det igen og igen. Ingen træer levede her, ingen dyr levede.«

»Men det var jo, fordi jeg var soldat, før jeg blev fotograf. Jeg kom i hæren som 16-årig. Det var i 1953, dengang vi kæmpede mod Frankrig,« forklarer den i dag ældre mand med den blide fremtoning og den hvide manke og lange skæg. Han er født i 1938.

Brug for flere fotografer

Hans militære karriere blev udvidet, da hæren i 1964 udstationerede ham til Vietnam News Agency. 

Opgaven var tostrenget. Han skulle ved fronten beskytte de fotojournalister, som ikke selv havde en militær-uddannelse. Men han skulle også selv tage billeder.

Han blev en del af den mediekrig, som Vietnam-krigen udviklede sig til. Begge parter forsøgte at mobilisere kampgejst ved at formidle historien stærkt selektivt.

»Krigen blev jo større og større, og derfor var der behov for flere journalister og fotografer til at dække den. Så sådan blev jeg fotojournalist,« forklarer Hua Kiem.

Hua Kim er i gang med en lang krigshistorie, som helt klart står lige så tydeligt for ham, som den gjorde den nat under krigen.

»Vi er ikke døde endnu«

»Jeg var på en lastbil og havde en chauffør til at køre for mig. På et tidspunkt eksploderede en tidsindstillet bombe 15 meter bag os. Så faldt en bombe ned fra himlen. Og så kom et C130-fly og skød mod os. Så kørte vi opad og blev mødt af klyngebomber. De lyder som popcorn, når de rammer jorden. Vi havde kun ét lys tændt på lastbilen, et lille ét, som kun kunne give os lys fem meter frem. Og vi kørte i bjerge med hårnålesving. To gange var vi ved at køre over skrænten.«

Da chaufføren, som i ikke-krigstider var underviser i litteratur, og Hua Kiem endelig nåede frem til deres mål, sagde Hua Kiem:

»I nat døde vi næsten seks gange,« hvortil chaufføren svarede: »Boss, du bruger det forkerte ord. Vi var så tæt på at dø så mange gange, at ordet næsten ikke kan bruges. Du bliver nødt til at sige: Vi er ikke døde endnu.« 

Slut med hadet

I dag føler Hua Kiem, at Vietnam er nået til et nyt stadie i historien. En epoke uden krig og uden had.

»Vi kæmpede i 1.000 år mod kineserne, i 80 år mod Frankrig og i 10 år mod USA. Vi kan ikke blive ved med at føle had, for så skulle vi jo nærmest hade hele verden.«

Hua Kiem vendte efter krigen tilbage til militæret. Han gik på pension i 1987 med titel af oberst. Under sin tid som fotojournalist på VNA brugte han kun sin pistol til at skyde fugle med. Han har kone og tre børn. Hans billeder fra krigen bliver udstillet i Hanoi i disse uger sammen med fotos taget af Chu Chi Thánh, Mai Nam og Doàn Cong Tinh.

Dette er den femte og sidste artikel i en serie om de vietnamesiske krigsfotografer.