GENRE. »Små mennesker lever kortere tid. Jeg er lille. Så jeg er i fare.«

Det var budskabet i Søndagsavisens bagsideklumme forrige uge.

13 ord, som ikke revolutionerede verden, men måske kunne aftvinge et smil. Måske, for klummen var faktisk ikke særlig morsom.

Den var en blanding af dagbog: – »Min dag startede ellers forholdsvis fredeligt«, – ligegyldig barndomserindring: – »Da jeg gik i femte klasse« – og skrækscenariet: »Nu er jeg kastet ud i for tidlig død.«

Nu var der ikke kun 13 ord. Forfatteren, Mette Lisby, brugte faktisk 400 på at referere en undersøgelse, der viser, at lave mennesker dør tidligt. Et særdeles pauvert budskab, og det er karakteristisk for mange klummer.

Aviserne oversvømmes af klummer, forfattet af folk der er oppe i tiden, men som ofte ikke har noget at meddele og i værste fald overhovedet ikke kan skrive. Den nævnte er skrevet af en stand up-komiker, og den slags er populære kolumnister. Men at være ordekvilibrist på en scene gør ikke nødvendigvis en god skribent.

Med gratisavisernes fremfærd er klummefænomenet blevet endnu mere aktuelt, og et vue ud over landskabet viser, hvor vanskeligt det er at skrive en klumme.

Klummen er nemlig ikke en journalistisk skraldespand. Det er ikke den genre, man lige sætter praktikanten eller en tilfældig kendis til.

En klumme skal kunne »det hele«: Den skal have et anliggende, den skal være forbandet godt skrevet og skal ofte være ret kort. Ethvert sprogmenneske ved, hvor meget dét kræver af forfatteren.

Berlingske Kulturs klumme skrives af »fire skarpe hjerner med fire skarpe penne«, som man siger, og de fire – hvoraf 3 er kvinder – har forstået klummeriet. Netop fordi de har noget at sige og kan sige det.

Andre medier ekviperer sig med kulturpersonligheder, der gør sig glimrende i deres egentlige metier, men hvis dagbogsnotater egner sig bedre til SE og HØR end til et dagblad.

Og så er der altså de aviser, der giver praktikanten 700 karakterer på bagsiden til at øve sig på.

Det er synd, for klummegenren har lige så stolte traditioner som kronikken og bør behandles med samme seriøsitet og veneration.

Klummen skal handle om noget. Selv om der er vide rammer for indholdet, skal emnet ramme bredt – det er ikke nok at skrive om et lysfyr i Brønshøj. Den gode klumme har både et lokalt og et »globalt« sigte.

Klummen skal underholde. Den skal have bid, ironi, sarkasme og fange læseren straks. I modsætning til andre artikler i avisen bør den kunne forstås og opleves helt umiddelbart, og uden at man skal repetere læsningen.

Klummen må gerne diktere ét af dagens samtaleemner. Det har Urban forstået ved at dyrke klummens affinitet til bloguniverset. Andre har annammet ideen.

Den gode klumme afstedkommer nemlig andet end et fnis og en hovedrysten. Den tvinger til replik. Enten hos læseren selv eller offentligt. Det har de færreste klummeskribenter forstået. De plaprer løs uden at sige noget – som om ord er en dusinvare.

Evanthore Vestergaard er journalist og komponist. Efter 24 år i DR arbejder han nu som freelance, blandt andet som klummeskribent på Centrumaviserne.