Af Poul Smidt, Danmarks Radios radiokorrespondent i Bruxelles.

Det er fjernsynets frække Jens-Olaf Jersild, der engang har sagt, at det er svært at være journalist, når man ser, hvad kollegerne slipper af sted med – og hvad redaktionssekretærerne helst vil have.
I en hel del dage i juni ville de europæiske redaktionssekretærer helst have krig. NATO-indgriben i Kosovo. På ny fik man givet medie-forbrugerne det indtryk, at der var fløjtet afgang til militære Milosevic-bank.
Mediernes klokkefår viste vejen. Nyhedsbureauerne kunne opdatere, tilføje nyt og skrive nye versioner: Fra NATOs udenrigsministermøde i Luxembourg, men primært fra NATO-forsvarsministermødet i Bruxelles. Tættere på indgriben. Op til 23.000 landtropper, men det kan godt være, at man i første omgang nøjes med luftbombardementer …
Og hvad der ellers blev sagt og skrevet, og hvad vi prakkede de sagesløse medieforbrugere på, helt uden respekt for noget så banalt som et rigtighedskriterium.
På afstand følger jeg stadig med i seriøse kollegers seriøse diskussioner om at lægge afstand til interesse-kriteriet og holde fat på væsentligheds-kriteriet.
Hvad med rigtigheds-kriteriet ?

En hæderkronet tv-vært havde en dag strammet mit oplæg ganske betydeligt. Spidsvinklet, som han sagde. Men fin mand, der spurgte, om det var i orden: »Når jeg siger sådan her, er det vel ikke forkert,« spurgte han.
Nej, men det er ikke rigtigt, lød mit svar. »Men det er altså ikke forkert, så jeg ikke kan bruge det på den her måde«, mere konstaterede end spurgte han. Det blev derved.
Rigtigheds-kriteriet gælder altså ikke rigtigt.
Det er svært at sælge udramatiske analyser af Natos manglende enighed, manglende vilje og manglende mulighed, når nyhedsgrossererne helst vil have frit valg mellem de otte aktionsmuligheder eller spidsvinklingen på luftbombardementer som det mest sandsynlige.
Det er blevet værre i de senere år. Værre fordi nyhedsbureauerne har sænket tærsklen. De går i forvejen. Som klokkefår – endda i skarp konkurrence om at få flokken med. De nationale nyhedsbureauer er ikke længere nationale i den nationale forstand, hvor det er ministerpræsident eller præsident, der har forventninger til bureauet. Nu er det aktionærkredsen, der har forventninger.
I min logik fører markedsøkonomi kun til flere sandheder og flere rigtige nyhedshistorier, hvis det er den slags, der sælger. Det er der intet, der tyder på.
Bureauerne skriver.
Der er klokker på Reuter.
AFP har den også.
De har sgu sendt en bulletin!

Det var slemt den aften, da EU-toppen ikke kunne blive enige om, at det næsten skulle være en franskmand, der blev direktør for Den Europæiske Centralbank.
Da AFP og Reuter og DPA klokken cirka 18.22 var nået til samme melding – efter at have presset hinanden dagen igennem, så lod denne opfattelse sig ikke rokke. Det er min påstand, at det var søndagsavisernes tidlige deadline, der den lørdag aften pressede bureauerne til at levere »forlig før deadline«. De må næsten have vidst, at det ikke var rigtigt, men de havde et par kilder, anonyme kilder, ganske vist, men det er sommetider det mest sikre. Enigheden kom fem timer senere – i en anden version og på et andet grundlag, så det var en helt anden historie.
Hukommelsen rummer flere EU-topmøder, NATO-møder og den slags, hvor slaget er blevet tabt til nyhedsbureauerne. Det er jo svært at slippe af med den version, at EU-landene besluttede at give X-land en kammeratlig advarsel, når nyhedsbureauerne har meddelt at X-land fik en skarp fordømmelse, der kan få yderligere konsekvenser i form af sanktioner.
Svært at lade uenigheden om en ladning korn til Finland være en diplomatisk batalje, der løses i næste uge, hvis bureauerne har kaldt det en ny træfning i handelskrigen mellem USA og EU. Svært at byde på 15.000 flygtninge, hvis bureauerne melder om 50.000.
Svært at tale om etniske fordrivelser og flygtningestrømme, hvis andre skriver om etniske udrensninger, der har massakren som det underliggende tilbud.

Det er ikke kun nyhedsbureauerne, der optræder som de klokkefår, der leder på gale veje.
Det var svært sidste år ved juletid at holde fast i de bekræftede oplysninger om en flygtningestrøm, der var i aftagende. CNN stod på stranden og videobillederne viste, at der var flere end nogensinde før. Så det var der. I anledning af julen og det nye år gik bureauerne med. I anledning af et par forestående valg i et par EU-lande lovede politikerne en handlingsplan. En 40-punkts plan blev det til. Sammenstrikket af alt det, man havde talt om i årevis, uden at gøre noget ved det. Nu sker der noget, buldrede vi så ud af Bruxelles. Det var ikke forkert, men bestemt ikke rigtigt.

Der er mange grunde til, at journalistikken er ved at lade sig uniformere på en ny måde. Computer-skrivningen medfører utallige nye versioner, hvor mindst 75 procent er hentet fra databasens ordlager. Når nogle konstant skal sortere lommeuld, som skal pakkes ind i en ny indledning, så er der ikke tid til at tale med mennesker om nye nyheder.
Når databaser og Internet kan levere det meste af grundlaget for en artikel, behøver man ikke researche men bestille lidt forskelligt print i research-afdelingen. Brugt rigtigt er sådanne research-enheder naturligvis et formidabelt tilbud om at skyde genvej til sandheden. Men de er også leverandør af det samme baggrundsmateriale, som samtidig hentes op i det andet nyhedshus, hvor man netop er begyndt at arbejde på grundlag af det samme nyhedstelegram.
Kig ind i pressesalen ved det næste store topmøde eller kig på hotellerne i Pristina.
Vi har alle en computer.
Alle en mulighed for at spørge basen derhjemme, hvad bureauerne skriver om den begivenhed, vi er ude for at dække. Mange gør det ofte, ingen gør det aldrig. Der er også den særlige variant, praktiseret på mindst en stor københavnsk udlandsredaktion, at man såmænd faxer en passende samling af bureau-telegrammerne til den udsendte medarbejders hotelaltan. Så ved han, hvor han er, og hvad der sker.
Det er da ikke forkert, at man ved at bruge baserne og nettet og læse bureauerne, får mere tid til sin egen historie, til at tale med kilder, grave dybere efter kendsgerninger, forme sproget og ramme en høj faktuel præcisionsgrad. Nej. Men det er ikke sikkert, det er rigtigt. Det er da ikke forkert, at man risikerer en uniformering af nyhedsbilledet til skade for den levende journalistik. Nej, men det er ikke sikkert, det er rigtigt.