Kirsten Erlendsson er 51 år og har været 30 år på B.T.. Hun sidder hjemme mandag og frygter, at telefonen vil ringe inden klokken ti. Gør den det, betyder det, at hun er blandt de fyrede. Ventetiden er fyldt med vrede og angste tanker.

Klokken er lidt i 9. Jeg sidder hjemme ved telefonen og venter. Ringer den inden 10, er jeg fyret. Ringer den ikke, har jeg et job. Denne mandag er der 12 journalister, der får at vide, at der ikke mere er brug for dem på deres arbejdsplads B.T. Det er en tiendedel. Det er anden fyringsrunde i løbet af blot et halvt år. Men det går fantastisk godt for avisen – der er blot nogle omkostninger, der skal justeres – og det er så os.

Vi er begyndt at spekulere på, hvem der egentlig er de heldige: Dem, der får sparket nu – eller dem, der får lov til at blive tilbage – i denne omgang.

Klokken er 9.15, og jeg hører en bil. Er det taxaen, der skal komme med brevet?

For knap tre måneder siden sagde vi farvel til fem kolleger på samme måde. Dengang var der ingen, der rigtig kunne forklare dem, hvorfor de var de udvalgte. I forblommede vendinger fik vi at vide, at de var udvalgt efter, at de bedst kunne klare sig som freelancere. Red avisen – fyr de bedste!

Som en osteskærer drejes sparekniven rundt på alle landets avis-redaktioner, samtidig med at tre journalisthøjskoler tilsammen spytter 600 nye håbefulde skriverkarle ud – om året!

Som halalslagtede får ligger vi og forbløder. Det er lykkedes forbundet i løbet af små fem år at omdanne ytringsfrihedens stolte vogtere til en samling daglejere og nikkedukker, der holder kæft og retter ind for arbejdsgiverne – og jubler over en 3 måneders kontrakt! Det startede ude på formandens egen arbejdsplads, Danmarks Radio…

Klokken er nu 9.30, og telefonen har stadig ikke ringet:

Forleden mødte jeg én af mine tidligere kolleger. Han var så glad, for efter fire måneders ørkenvandring var der endelig én, der havde gidet fortælle ham, hvorfor han var blevet fyret: "Det var, fordi jeg fik for få ideer. Men det var da dejligt endelig at få en begrundelse. Jeg var ved at blive vanvittig af at gå rundt og spekulere over, hvad jeg mon havde gjort forkert."

Det lyder som den mørkeste middelalder, at ansatte i dagens Danmark skal finde sig i den behandling, men når det drejer sig om journalister, ryger vi selvfølgelig uden filter.

Forbundet har i deres volumesyge efter at blive medie-kartel og score medlemmer og tårnhøje kontingenter snorksovet i timen. Nu er toget kørt. Alt, hvad du kan forvente af faglig opbakning for de 1200 kr., du betaler om måneden, er en observatør, der ser til, at blodbladet bliver udført efter bogen. Når de sidste skrig er døet ud, kommer en faglig konsulent og slæber ligene hen i arbejdsløshedskøen, der vokser dramatisk fra måned til måned.

Nu er klokken. 9.40: Sekunderne slæber sig af sted.

Tilbage sidder de kvæstede på sjæl og krop. De kan godt glemme alt om tryghed i ansættelsen, begrundede fyringer, og anstændige arbejdsvilkår. Der kan skaltes og valtes efter forgodtbefindende -fyringssæsonen er kommet for at blive – og det bedste brænde p.t. er journalister.

Underligt nok rammer fyringerne aldrig på chef-niveau, men koncentrerer sig om de skrivende, der betragtes som forkælede krukker, hvis de kommer med indvendinger.

I takt med desperationen over faldende annonceindtægter er det også mest logisk at skære ned på antallet af dem, der skal sørge for et indhold, der gør, at folk gider købe avisen.

Hvad skal vi gøre uden Ritzau, der snart får monopol som eneste nyhedskilde i trykte og elektroniske medier.

Nu er klokken 10 – men jeg tror, jeg vil vente med at juble.

Der er før sket fejl. Sidst fik jeg to kasser med ejendele fra en fyret kollega afleveret på privatadressen.

Jeg er én af dem, der har været ansat rigtig længe, og hvor dåbsattesten er helt forkert. Jeg har nærmest dårlig samvittighed over stadig at være glad for mit arbejde, at skrive – og det kan da også være, det til sidst ender med, at man ikke gider løbe rundt som en hamster i en trædemølle for at skaffe fyld mellem annoncerne.

Men der er noget ravruskende galt i den passive linje, forbundet fører. Det er uansvarligt, at man ikke for længst har bremset op for tilgangen til et fag i krise ved at optage revl og krat, bare de har set enden af en fotomodel – samtidig med, at der bevidstløst uddannes unge til arbejdsløshed.

Hvis fremtiden er TidsBegrænsedeAnsættelser af 3 måneders varighed – vil jeg foreslå, at forbundet tager navneforandring til TBA-forbundet, og at der gælder samme ansættelsesvilkår her som for alle jeres medlemmer. Men glem den kritiske journalistik. Hvem vil have tid og råd til den?

Læs også: B.T.s journalister trætte af Lund