
Foto: Ali Madad Sakhirani/Pexels, Emil Helms/Ritzau Scanpix (red.jo)
Torsdag formiddag tweetede det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov et screendump fra sin telefon med tre pressehenvendelser på sms, som han havde modtaget så tidligt på morgenen, at det nærmere kan betegnes som om natten.
De var landet i hans sms-indbakke henholdsvis 4.16, 5.45 og 6.54 om natten og morgenen efter den lange afslutningsdebat i Folketinget.
”Jeg ved ikke, hvad journalister tænker på, når de forsøger at kontakte os klokken kvart over fire om natten, og jeg vil ikke være en del af det. Stop det,” skrev Rasmus Jarlov i sit tweet.
Til Journalisten fortæller han, at natte-sms’erne fra medier kommer ”hver uge”.
”Mail kan man skrive døgnet rundt, men sms’er har en mere hastende karakter og bør kun bruges til henvendelser, hvor man forventer at få svar med det samme. Det synes jeg ikke rimeligvis, man kan forvente om natten,” siger Rasmus Jarlov.
Men når det er sms’er og ikke opkald, kan du så ikke netop vente med at svare, til det er belejligt for dig?
”Det er sikkert rigtigt nok, at det kan man overskue, hvis man får tre sms’er om dagen. Men når man får mange sms’er, kan man hurtigt ikke overskue sms-indbakken, hvor der ligger rigtigt mange beskeder, blandt andet fordi det er svært at se, hvem som er afsender på dem,” siger Rasmus Jarlov.
Han skønner, at han dagligt får 20-30 sms’er.
Og det er altså for mange til, at du kan gemme tre sms’er fra om natten til at svare på senere om morgenen?
”Ja, det bliver svært. Det er i hvert fald meget nemmere, når det bliver sendt på mail.”
Ingen Jarlov i den tidlige morgenflade
De tre henvendelser, som bippede ind hos Rasmus Jarlov i timerne efter Folketingets lange afslutningsdebat, handlede ifølge ham om den omstridte sag om våbenindkøb, hvor Jakob Ellemann ifølge Altinget har givet forkerte oplysninger til Folketinget. Rasmus Jarlov siger, han ikke svarede på nogen af henvendelserne.
”Det skyldtes delvist, at jeg blev irriteret over at få beskeder så tidligt, det synes jeg faktisk ikke fortjener et svar,” siger han.
Derudover har han truffet en principbeslutning om ikke at stille op i medierne først på morgenen.
”Jeg deltager ikke i den tidlige morgenflade. Det har jeg valgt fra, for jeg kan ikke holde til at deltage på alle tider af døgnet. Altså, jeg stiller op en sjælden gang, hvis det er noget, der er meget vigtigt for mig, og hvis jeg selv har nogle budskaber, jeg gerne vil ud med,” siger Rasmus Jarlov.
Han afviser, at han frygter, andre politikere løber med dagsordenen, når han på den måde efterlader de tidligere morgentimer uden ham i fladen.
”Når man er i politik i mange år, er man også nødt til at have en hverdag, som hænger sammen, også psykisk, og det gør det ikke, hvis man skal være til rådighed på alle tider af døgnet.”
Men kan du så ikke bare slukke telefonen om natten eller lægge den uden for soveværelset?
”Jo, det har jeg også gjort. Men derfor vil jeg stadig gerne være fri for de henvendelser, de er ikke rare at vågne op til. Man skal være meget ligeglad med andre mennesker, hvis man ikke synes, det er et pres, at der er nogen, der forsøger at få fat i en. Man vil jo gerne svare på de henvendelser, man får, og behandle folk ordentligt. Derfor er det en stressfaktor, når der ligger beskeder,” siger Rasmus Jarlov.
”De skal møde ind to timer senere”
”Problemet er jo ikke personligt på den måde, at det er den enkelte journalist, der er skyld i den kultur.”
”Der er bare en enormt hektisk kultur, hvor nyhederne helst skal på, en time efter at de er opstået. Det mener jeg er psykisk usundt, og jeg mener ikke, det gør noget godt for samfundet. Det ville være dejligt, hvis vi kunne skrue ned for tempoet.”
De medier, der skrev til ham om natten og i de tidlige morgentimer, var Radio4, Ritzau og TV 2. Alle medier, der forbereder morgennyheder i netop de timer.
Hvad skal de journalister så gøre, som sidder og forbereder morgenfladerne?
”De skal møde ind to timer senere på arbejde og erkende, at man ikke kan få fat på folk midt om natten,” siger Rasmus Jarlov.
Og bare lige for god ordens skyld: Hvis man skal sms’e dig, så skal det være efter seks om morgenen?
”Ja tak, og helst også efter syv faktisk.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.