search

KLIP KLAP

Fotograf Henrik Saxgren blev hædret for sit arbejde for dansk fotografi, da han på delegeretmødet modtog årets Carsten Nielsen-legat.

Fotograf Henrik Saxgren blev hædret for sit arbejde for dansk fotografi, da han på delegeretmødet modtog årets Carsten Nielsen-legat.

Det begyndte med fotogruppen 2.maj, ligeløn og fællesøkonomi. Det var i 1970’erne, og Henrik Saxgren havde en illusion om at blive fotografiets Preben Wilhjelm. Han ville sikre, at politiet ikke overskred deres beføjelser, og der var hjerteblod og politik i hvert et billede. I det hele taget var der politik i alt.
Det var længe efter, han tog sit første billede, men det var alligevel der, det begyndte.
Det sluttede ikke den 11. april år 2000. Men den dag blev der stoppet op og kigget tilbage. Og der blev klappet.
Henrik Saxgren kiggede ud over en sal fuld af mennesker, der rejste sig og jublede, da hans navn blev nævnt som modtager af Carsten Nielsen-legatet år 2000.
Henrik Saxgren fik prisen for sin store betydning for udviklingen i dansk fotografi. Ikke kun via sine egne billeder, men også for sit uselviske arbejde for at hæve niveauet for fotoet i hele Danmark.
Henrik Saxgren blev rørt.
“Det var faktisk meget bevægende, da de klappede alle sammen. For hold kæft, hvor har jeg skændtes med alle de røvhuller. De tog ikke fotografiet lige så alvorligt som mig.”

Hadet af mange
Han mener ikke det med røvhuller så slemt. Men det er ikke til at komme udenom, at Henrik Saxgren ikke altid har været elsket og ikke altid har elsket tilbage. Faktisk har han været hadet af mange. Tilbage dengang, hvor pressefotografer ifølge Saxgren selv kun var interesseret i at få en stor bil og komme gratis i Tivoli. Der blev råbt, og der blev skreget, og der blev spyttet efter ham og lovet tæsk.
Men Henrik Saxgren er den, han er. Og han er ikke kompromisernes mand.
“Da jeg begyndte, truede jeg den herskende dovenskab. Jeg mente noget med det lort, jeg lavede. Hvis jeg havde ligget vandret i 15 timer for at tage et billede, og det så var beskåret vanvittigt i avisen, så blev jeg sgu vred. Især sætningerne ‘Det er da ikke så slemt’ eller ‘jamen, det er da meget godt’ er jeg allergisk over for. Jeg bliver syg over mangel på vilje til at insistere på kvalitet.”
Han var måske også tæt på utålelig. Ville ikke spille tennis, for det var kun for bourgeoisiet. Og han ville ikke acceptere, at andre kunne have en anden holdning end ham selv til fotografiet.
“Henrik var den første i Danmark, der insisterede på at ville lave rigtige, tidløse billeder. Det krævede forudsætninger, som han var den eneste, der ville betale prisen for. Han rejste uden guldkort, var bare en fattig freelancer. Sådan en havde der ikke været i Danmark før, og jeg er ikke sikker på, at der har været nogen efter ham,” siger fotograf Tao Lytzen.
Tao Lytzen blev selv opdaget af Henrik Saxgren som 17-årig på Samsø Folkehøjskole og deler mørkekammer med ham i dag.
“At præstere det, som Henrik har gjort, kræver ikke bare en dygtig fotograf, men også en stædig mand, der har en tyrkertro på, hvad, han gør, er rigtigt. Men sådan er hans væsen – hans altid insisterende væsen – ligegyldigt om det er en fodboldkamp eller fotografi. Hvis han gør noget, så er det helt. Det er fantastisk, for alle vi andre lever med kompromiset og lever efter det. Henrik og jeg kan stadig ryge i totterne på hinanden, men jeg bliver nødt til at respektere en mand, der gør alting så helhjertet.”

En cowboy
Helhjertet er et ord, der går igen, uanset hvem man taler med om Henrik Saxgren. Og uanset, hvem man taler med blandt fotografer er der erkendelse af, at han har betydet meget for dansk fotografi.
“Der er ingen tvivl om, at dansk fotografi ikke ville være, hvor det er i dag, hvis det ikke havde været for Henrik,” siger fotograf Jan Grarup, der ud over talrige priser til Årets Pressefoto også netop har vundet i konkurrencen World Press Photo.
“Henrik viste en vej ved at lave de store udlandsreportager. Og han har taget slagsmål og nægtet at udlevere sine billeder, hvis ikke de blev taget seriøst nok. En hel generation af fotografer har læst hans bøger og set hans billeder, og den inspiration, som de har givet, var ikke kommet uden ham.”
Fotograf Nikolaj Howalt kalder Saxgren for en cowboy. En mand med meget testosteron i kroppen.
“Han er en pudsig mand. På én gang måske Danmarks største forbillede for os unge fotografer, samtidig med, at han er Danmarks dårligste pædagog.”
Nicolai Howalt er blevet ringet op af Henrik Saxgren og fået at vide, at det er noget frygtelig lort, han har lavet.
“Det var jo hårdt at høre, fordi jeg selv synes, det var godt. Men på sin vis er det jo fedt, at han ringer, for han ringer også, når han synes, det er godt. Den brændende entusiasme smitter.”
Henrik Saxgren har ikke kun udkæmpet sine kampe med kollegaer. Hans billeder har også vist vejen. Fra dengang, hvor han fulgte BZ’erne tæt på, til hundredvis af rejser jorden rundt. Hans billeder kommer tæt på.
Ifølge Jan Grarup har Henrik Saxgrens billeder ændret sig meget gennem de sidste 15 år. Fra det regulære pressefoto til det mere tidløse.
“Henrik formår at kombinere æstetik med en stor respekt for dem, han fotograferer. Om det er gadeludere i Nicaragua eller en hjemløs på Strøget. Hans billeder viser ikke bare et billede af en narkoluder. Vi får et billede af hendes liv og hverdag, uden det bliver følelsesporno. Han fortæller deres historier ud fra deres præmisser.”

Visnet venstrefløj
Henrik Saxgren er glad for prisen, og han er glad for, at han har haft betydning. Bogen TID om fotojournalistik fra 1990 og Månedsbladet Press, hvor han var billedredaktør fra 1985-1991, mener han selv har rykket ved folks syn på fotografi.
“Press var et resultat af os, der mente tingene meget alvorligt. Da venstrefløjen begyndte at visne, mødtes vi på Press, fordi vi stadig havde noget på hjerte. Det var et Kon-tiki for gamle venstreorienterede.”
Press viste i tiden med Henrik Saxgren som billedredaktør nogle af de bedste billedserier, der fandtes. Fotos af Sebastiao Salgado, Gilles Peress, Josef Kudelka og Anders Petersen.
“Press formåede at få folk til at forstå, at fotografiet i sin ypperste form havde både værdighed og format. At det var stor kunst,” siger han.
Og Saxgren var med til at stable Pressefotografforbundets årlige fotokonference på benene. En mulighed for at invitere alle de store fotonavne fra udlandet.
Henrik Saxgren mener selv, at han fik Carsten Nielsen-legatet, fordi dansk pressefotografi har markeret sig så stærkt i de seneste år.
“Jeg tror, at jeg har fået prisen som en repræsentant for en masse mennesker, der har insisteret på kvalitet. Det håber jeg i hvert fald.”
Og navne som Per Folkver, Carsten Ingemann og Heine Pedersen nævnes som andre katalysatorer for udviklingen.
Henrik Saxgren er glad for den udvikling, og han tror, den fortsætter.
“Den store opmærksomhed, som fotografiet har fået de seneste år, har gjort det attraktivt at være fotograf. Det tiltrækker ambitiøse mennesker. Derfor tror jeg, at selvom vi ikke vil dingelinge og vinde internationale priser hvert år, så vil det være ligesom med danske film. Vi har fået slået hul på muren, og så – Wow.”
Selv vil han næppe fortsætte med at være en del af det. Bogen om gadepigerne i Nicaragua, der kommer på gaden i begyndelsen af september, bliver formentlig det sidste fotojournalistiske projekt, han laver. Fem års arbejde med mennesker, der fik det værre og værre for hver gang, han besøgte dem, har tæret på overskuddet.
“Det er ikke fordi, jeg er desillusioneret. Jeg har bare en stor lyst til at lave lige præcist det modsatte. På en måde kan man sige, at bogen kommer til at udtrykke min maksimale formåen fotografisk, journalistisk og politisk. Den er kronen på værket. Det kan godt være, at det næste jeg laver bliver noget nonfigurativt på et lille galleri. Fotografiet kan så meget andet, og jeg har vældig lyst til at afprøve mine grænser.”

Henrik Saxgrens bog om gadepigerne i Nicaragua udkommer i september på forlaget Gyldendal med titlen ‘Landet uden fædre’.
I juni udgiver Henrik Saxgren en bog om Øresundsbroen; Pylonia. Bogen vil med Saxgrens egne ord fortælle ‘om at tiltvinge sig naturen og overvinde kløfter’. Bogen indeholder kun sort/hvide panoramabilleder.

CARSTEN NIELSEN-LEGATET
Carsten Nielsen var oprindelig formand for de københavnske journalister, og var den drivende kraft i den samling af de tre forskellige journalistforbund, der i 1961 dannede Dansk Journalistforbund. Carsten Nielsen blev også DJs første formand.
Carsten Nielsen-legatet skal gå til et forbundsmedlem, der:
“med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds- og kulturdebatten eller som har markeret sig ved en særlig faglig indsats.”
Legatet er på 20.000 kroner. I bestyrelsen for legatet sidder Dagmar Brendstrup, Rene Simmel, Mogens Blicher Bjerregård, Helle Bygum og Lars Lindskov.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen