Foto: K.M. Asad
»Mange i min landsby har mistet deres hjem«
De seneste 10 år har fotojournalist Abir Abdullah, som arbejder for European Pressphoto Agency, dokumenteret den globale opvarmnings konsekvenser i sit hjemland, Bangladesh. Han betegner landet som en frontlinje for klimaforandringerne.
Første gang jeg kan huske, at jeg tænkte, wow, det her er alvorligt, var i 2007. I løbet af året havde vi oplevet tre store oversvømmelser, og en forskergruppe havde lige forudsagt, at 40 procent af Bangladesh i løbet af 40 år ville stå under vand. Dér begyndte jeg for alvor at forstå, hvad klimaforandringerne handler om.
Bangladesh ligger meget lavt. Samtidig bliver landet krydset af tre store floder, og det gør os meget sårbare over for oversvømmelser. Der har altid været cirka én stor oversvømmelse om året, men de seneste år er der kommet flere. Nu er der to eller tre hvert år. Samtidig falder der mindre og mindre regn for hvert år, så tørkeperioderne varer længere.
Rigtig mange her i Bangladesh kan ikke læse, og hvis du spørger dem, hvad klimaforandringer er, vil de ikke kunne svare. Men de vil helt præcist kunne forklare dig om de forskelle i vejret, de alle sammen oplever. Om hvordan temperaturerne har ændret sig, hvordan tidevandet opfører sig anderledes, hvordan de pludselig ikke længere kan dyrke de afgrøder, som de ellers altid har kunnet dyrke og så videre. Det er alt sammen indikationer på den globale opvarmning.
Mit barndomshjem i landsbyen, jeg kommer fra, ligger lige ved én af de store floder, så den er blevet hårdt ramt. Mange i min landsby har mistet deres hjem, og mange kan ikke dyrke afgrøder på deres marker længere. Så de bliver nødt til at flygte fra landsbyerne og ind til de store byer for at overleve. Det fører til overbefolkning i byerne. Og hvis forudsigelserne holder stik, bliver problemet med klimaflygtninge kun værre i fremtiden. Mit næste store fotoprojekt skal handle om klimaflygtninge.
Som nation udleder Bangladesh ikke selv særlig meget CO2. Men alligevel er det os, som bliver ofrene for de rige landes udledninger. Det er derfor, jeg kalder Bangladesh for klimaforandringernes frontlinje. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt lavede et interview med en lokal landmand. Han fortalte, at han aldrig kører i bil, og at han aldrig bruger aircondition. Men det er ham, som lider under, at folk i andre dele af verden gør. Han sad ved en eroderet flodbred, og hans hjem var allerede styrtet i floden på grund af klimaforandringerne.
Når jeg fotograferer ofre for klimaforandringer her i landet, har jeg altid i baghovedet, at jeg ikke bare vil fremstille dem som ofre. Det er ofte det billede, der bliver tegnet af dem i udenlandske medier, men jeg vil gerne vise den mentale styrke, de også har. Det har jeg for eksempel prøvet i en portrætserie, der viser, hvordan folk lever med, at deres hjem i 10-15 dage flere gange hvert år står under vand. Jeg vil gerne vise, hvordan deres liv fortsætter på trods.
Efter at jeg lavede min første rigtige klima-reportage i 2007, har mange lokale fotografer gjort det samme. Styrken ved fotografiet er, at det kan forstås over hele verden. Derfor kan det nogle gange virke stærkere end noget andet. Det er også derfor, jeg bliver ved med at dokumentere konsekvenserne af klimaforandringerne her i landet; i håb om, at jeg kan skabe noget opmærksomhed omkring problemet både nationalt og internationalt.
Tilbage i 2007 besøgte fotograf Abir Abdullah nogle af de områder langs floderne i Bangladesh, som er værst ramt af oversvømmelser. Her mødte han blandt andet 26-årige Anna, som allerede én gang tidligere har måttet flygte fra sit hjem på grund af oversvømmelser. På billedet laver hun mad på en tømmerflåde af banantræ uden for sit oversvømmede køkken. »Når jeg fotograferer ofre for klimaforandringer her i landet, har jeg altid i baghovedet, at jeg ikke bare vil fremstille dem som ofre. Jeg vil gerne vise, hvordan deres liv fortsætter på trods,« fortæller Abir Abdullah. Foto: Abir Abdullah
Foto: coleen Jose
»Her er det hele lige uden for min hoveddør«
Siden tyfonen Haiyan sidste år ramte Filippinerne og dræbte tusindvis af mennesker, har den amerikanske multimediejournalist
Coleen Jose boet i Manila og dækket klimaforandringerne i landet.
Jeg begyndte at arbejde med klima- og miljø-
journalistik for cirka to år siden. Det, der fangede min interesse, var i virkeligheden meget personligt. Jeg er født i Filippinerne – hele min familie er derfra – men vi emigrerede til USA, da jeg var seks. Jeg har været tilbage i Filippinerne de fleste somre siden, og næsten hver gang jeg kom tilbage, var det lige efter, at en ny stor storm havde hærget landet.
Filippinerne er det land på kloden, som oplever den hurtigste vandstandsstigning. Derudover er regnskyllene også mere intense nu, og de fører til mudderskred i mange områder. Det hele hænger sammen – for mudderskreddene rydder skove, og når der ikke er nogen træer, bliver byer og landsbyer totalt ødelagt, hver gang en storm rammer. Og det sker hvert år.
Da tyfonen Haiyan ramte Filippinerne i november 2013, sad jeg i Washington DC. Jeg arbejdede på mediet ClimateWire og ledede vores dækning af tyfonen. Men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville være der og se det selv. Hvis tyfonens bane havde været bare en smule mere nordlig, havde den ramt Manila, hvor hele min familie bor. Det virkede som det rigtige sted at være på det tidspunkt, så siden februar har jeg boet her og arbejdet med eftervirkningerne af tyfonen. Som dokumentarfilmsinstruktør kan jeg ikke bare lande et sted som en anden faldskærmsjournalist, være der i to uger og så rejse væk igen. Jeg vil gerne lære folk at kende.
Jeg tror, at Haiyan var et wake up call for mange i Filippinerne. Den satte virkelig barren for den slags storme, som kan ramme i fremtiden. Indtil det her kvartal var Filippinerne sammen med Kina det land i regionen med størst vækst. Men nu har naturkatastroferne vundet over BNP-vækstraterne. Det siger meget om, hvad der kommer til at ske; uanset hvor meget vækst der kommer til at være, vil der altid være tilbageslag, fordi vi ikke tilpasser os klimaforandringerne hurtigt nok.
Siden tyfonen er de filippinske mediers dækning af klima og miljø steget. Nu er vi ovre dét punkt, hvor man hele tiden sætter spørgsmålstegn ved, om det, der sker, er et udtryk for klimaforandringerne eller ej. Jeg tror, der er opstået en kollektiv erkendelse af, at de her ting vil blive ved med at ske. For eksempel har mange i dag en båd ved deres hus, selv om de bor langt væk fra kysten. Så de kan flygte, hvis en ny stor storm rammer. Men politisk og lovgivningsmæssigt er der stadig ikke sket det store.
Udfordringen, når man skal fortælle historier om klima og videnskab, er at fastholde folks opmærksomhed. For det kan godt være tørt stof. Men det handler om at fortælle historier, der er visuelle og drevet af mennesker. Du skal altid tage udgangspunkt i en person eller en familie. Den brede befolkning vil ikke kigge på noget, der bare handler om en rapport – for der har været så mange rapporter, og de beskriver altid et dommedagsscenarie.
Forskellen på at dække klima her og i USA er, at her er det hele lige uden for min hoveddør. Og det sker lige nu. Det er kun et spørgsmål om, hvilken vinkel du vil vælge. Du kan tage til et byområde eller et landområde, og der vil altid være historier om klima. Uanset om det er tørke, vandstigninger, afskovning, vandknaphed eller forurening. For eksempel kan jeg tage til Laguna Lake, som er den største sø, og se, hvordan den svømmer over, hver gang det regner. Her behøver jeg ikke at bruge fremtidsformer – det hele sker lige nu.
I maj måned, knap syv måneder efter at tyfonen Haiyan ramte Filippinerne, besøgte multimediejournalist Coleen Jose en flygtningelejr i udkanten af Tacloban City. Her bor tusindvis af mennesker stadig i telte og flygtningebarakker. For børnene i lejren blev den monotone hverdag for en kort stund brudt, da en gruppe sydkoreanske soldater en dag kom forbi og sprøjtede myggespray ud mellem de endeløse rækker af barakker. Børnene grinede og legede i den kvælende tåge fra det giftige bekæmpelsesmiddel, fortæller Coleen Jose. Foto: Coleen Jose
Foto: Karen Edquist
»Grænsen mellem klimajournalistik og aktivisme er hårfin«
Eric Holthaus er meteorolog og arbejder som klimajournalist for det amerikanske online-medie Slate. I september sidste år meddelte han sine 20.000 twitterfølgere, at han aldrig mere ville flyve.
Jeg tog beslutningen, lige efter at der var blevet udgivet en ny stor rapport om klimaets tilstand. Jeg læste den, mens jeg sad i en lufthavn i San Francisco og ventede på et fly tilbage til mit hjem i Wisconsin. Jeg fløj rigtig meget på det tidspunkt, og pludselig indså jeg, at jeg måtte handle på den her nye viden. Jeg kunne ikke bare fortsætte med at leve mit liv som hidtil.
Rapporten fik mig til at ringe til min kone og bryde ud i gråd. Vi havde før talt om at stoppe med at flyve for at reducere vores CO2-udledning. Og da jeg ringede til hende fra lufthavnen, sagde hun: »Hvorfor stopper vi ikke bare med at flyve NU?« Kort tid efter skrev jeg på Twitter, at jeg lige nu tweetede fra min sidste flyvetur nogensinde. Jeg tror, jeg blev træt af, at selv om de her rapporter hele tiden kommer, fortsætter vi bare med at gøre, som vi plejer. Det stod klart for mig, at jeg blev nødt til selv at ændre noget, hvis jeg rent etisk skulle kunne forsvare at blive ved med at skrive om klima og miljø.
Jeg valgte at være offentlig omkring min beslutning for at vise folk, hvilke skridt man som individ kan tage for at nedbringe sit CO2-fodaftryk. Jeg forventede virkelig ikke, at min beslutning ville blive en stor nyhedshistorie, men pludselig talte de om mig på tv om aftenen.
Nu tager jeg bussen, toget eller bilen, når jeg skal på reportagerejse. Lige nu har vi for eksempel en stor tørke i Californien, og for nylig rejste jeg de mere end 3.000 kilometer dertil for at tale med landmænd, som er påvirket af tørken. Det meste af vores mad her i USA bliver dyrket i Californien, og jeg tror virkelig, det bekymrer folk, hvor vi skal få vores fødevarer fra – og hvad de kommer til at koste – når der ikke længere er vand nok til at dyrke afgrøder i Californien. Basale dele af vores hverdag begynder at blive påvirket af klimaforandringerne nu.
Når jeg skriver, prøver jeg så vidt muligt altid at gøre klimaet til et personligt problem. Ved at tale til folk på det helt individuelle niveau frem for at tale om, hvordan hele nationer vil blive påvirket. Læserne reagerer ikke nødvendigvis lige så kraftigt på én-to graders temperaturændring, som de gør på, at de får vand i kælderen. Det betyder også noget, hvilke ord du bruger. Så sent som tidligere i dag slettede jeg ordet ’klimaforandringer’ og erstattede det med ’global opvarmning’, fordi en undersøgelse har vist, at folk har en tendens til at opfatte global opvarmning som mere farligt end klimaforandringer.
Jeg fik de fleste af mine twitterfølgere under stormen Sandy i New York i 2012. Jeg opdaterede løbende om situationen og sagde igen og igen, at det her er den type storme, vi kommer til at opleve i fremtiden. Sådan gør jeg stadig; jeg bruger ekstremt vejr som storme, oversvømmelser og tørke som en undskyldning for at skrive om klimaforandringer.
Jeg har opdaget, at grænsen mellem klimajournalistik og aktivisme er hårfin. Nogle journalister har for eksempel kritiseret mig for at være offentlig omkring min beslutning om aldrig mere at flyve. De mente, at det ville gøre min dækning af klima mere biased, og at de nu ville opfatte mig som en aktivist mere end som en objektiv journalist. Men forskellen er for mig at se, at hvis du er aktivist eller talsmand for en sag, så er du ikke villig til at se på andre beviser end dem, der støtter den side af sagen, som du tror på. Og sådan håber jeg ikke, at jeg er. Men når du taler om hele klodens fremtid, er det svært ikke at være lidt biased.
Superstormen Sandy, som ramte New York og USA’s østkyst i oktober 2012, var den største tropiske storm, der nogensinde er registreret i Atlanterhavet. Under stormen blev meteorolog og journalist Eric Holthaus et kendt navn blandt mange newyorkere, fordi han løbende opdaterede om situationen fra sin twitterprofil.
»Jeg tror, det er første gang, folk her for alvor har kædet ekstremt vejr sammen med klimaforandringer,« siger han. På billedet ses et hus på Union Beach i New Jersey, som blev totalt smadret under stormen. Foto: VIEW/Demotix/Scanpix
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej igen Jan Eskildsen
Jeg kan se, at du tidligere efterlyser overblik over orkaner og storme i USA.
For året 2013 meddeler NOAA (USA's National Oceanic and Atmospheric Administration) følgende (på engelsk):
Tropical cyclones near average overall / Historic Super Typhoon: The number of tropical cyclones during 2013 was slightly above average, with a total of 94 storms, in comparison to the 1981-2010 average of 89. The North Atlantic Basin had its quietest season since 1994. However, in the Western North Pacific Basin, Super Typhoon Haiyan – the deadliest cyclone of 2013 – had the highest wind speed ever assigned to a tropical cyclone, with one-minute sustained winds estimated to be 196 miles per hour.
Flere interessante klimadata/oplysninger findes for året 2013 i NOAA's State of the Climate in 2013. Opsummeringen af rapporten finder du her + link til selve rapporten (også på engelsk):
http://www.noaanews.noaa.gov/stories2014/20140717_stateoftheclimate.html
vh
Hej Jan Eskildsen - Hvis du læser engelsk og vil orientere dig om forskningen bag TV2 Bornholms historie, så kan du gøre det her:
http://www.su.se/ostersjocentrum/english/beam/outreach/news/cyanobacterial-summer-blooms-progressively-earlier-in-the-baltic-sea-1.197797
Her er indledningen på præsentationen af den videnskabelige artikel:
Cyanobacterial summer blooms progressively earlier in the Baltic Sea
The cyanobacterial summer bloom in the Baltic is now almost three weeks earlier than 35 years ago, according to a study published in Biogeosciences. The blooms had been predicted to become earlier in the future, as a result of climate change, but now it appears that the future is already here.
vh
Et lille eksempel fra min egen dagligdag.
TV2 Bornholm hævdede i går i en artikel dette:
"Tidligere nåede blågrønalger først Østersøen i starten af august. I følge undersøgelsen er det den globale opvarmning, der er årsag til udviklingen, da blågrønalger trives i varmt vand."
Vi er her langt langt langt ude på det dybe vand. Blågrønne alger er dukket op i varme somre, siden jeg var barn.
http://tv2bornholm.dk/?newsID=83641
"Algerne kræver så høje vandtemperaturer, at de i Danmark trives bedst i juli og august." Skriver Naturstyrelsen på deres side.
http://naturstyrelsen.dk/vandmiljoe/badevand/alger/
Der loves ikke kraftig regn i vejrudsigter mere men ekstraordinær kraftig regn eller skybrud. Der loves ikke blot varme, men hedebølge og rekordhøje temperaturer. Danske medier har i flere år koblet deres skeptiske sans fra. Vi skal bildes ind, at verden oversvømmes om ti år og at verden går under.
Når man lever af at fortælle at jorden er ved at gå under, mister man så ikke meget naturligt sin kritiske sans? Da hockeystikgrafen gik sin sejrsgang blandt verdens miljøjournalister, var der ingen der overvejede om den var et falsum. Det kom først frem længe efter, at den af selv samme miljøjournalister var blevet brugt som dokumentation for jordens forestående undergang.
Eller er sandheden bare at der er så mange skattekroner i at skrive om hvor slemt det hele er, at ingen interesserer sig for sandheden? Inklusiv de journalister som ellers elsker at påstå, at de er den fjerde statsmagt.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er klimaforandringer. Men er oversvømmelser i Bangla Desh noget forholdsvis nyt, som først skete i 2007? Nej, det er det ikke, og det er da ufatteligt, at nogen lader som om. Det var en medvirkende årsag til, at George Harrison arrangerede Bangla Desh koncerten i 1971, en anden grund var krigshandlingerne i området. Før det havde der været seriøse oversvømmelser i 1842, 1858, 1871, 1875, 1885, 1892, i alt 15-20 gange i 1900-tallet, heraf 1951, en slem en i 1987, og så igen i 1988.
*
Er det klimajournalistik I vil bringe eller énsidig kampagnejournalistik?
Jeg vil opfordre jer til at undersøge hvor mange orkaner og storme, der har været i USA.
Flere