Webaviserne vrimler med kuriøse og blodige historier, som brugerne klikker direkte ind på avisernes toplister. »Det er en falliterklæring,« siger journalisten. »Der kommer mere af det,« spår nyhedschefen.
KLIK. "Kongehuset ribber finansloven". Er den for frisk?«
Jesper Vangkilde skal finde en overskrift til en historie om, at kongehuset får knap to millioner kroner i lønforhøjelse. Som forsideansvarlig på Politiken.dk har han til opgave at gøre overskrifterne så skarpe som muligt. Det giver mange klik. Og mange klik giver flere annoncekroner.
Jesper Vangkilde har derfor hele tiden det ene øje på brugernes trafiktal, hvor han kan følge udviklingen den sidste halve time. Alle historier kommer forbi hans skærm, før de bliver lagt på. Overskrifterne er ofte meget anderledes end dem, der er i papiravisen.
Redaktionen bliver enig om, at det er over grænsen at skrive, at Kongehuset ribber finansloven.
En mere korrekt udlægning kommer på skærmen:
"1,9 mio ekstra til Kongehuset".
»Men så undersælger vi den altså. Det er alt for kedeligt,« siger Jesper Vangkilde og tryller i næste øjeblik den rubrik frem, der resten af dagen giver kløe i pegefingeren på tusindvis af mennesker: "Finansloven forgylder de kongelige".
NETTET HAR ÆNDRET nyhedsbilledet markant. På nettet kan redaktionen minut for minut se, om artiklerne falder i læsernes smag. Læserne elsker nyheder og 'news you can use'. Men deres smag er også mere tabloid, end de fleste nok vil vedkende sig.
Den dag, Journalisten besøger Politiken, har redaktionen på papiravisen valgt den klassiske nyhed "Kolesterolpatienter får forkert medicin" til forsiden af papiravisen. Samme dag vælger brugerne på Politiken.dk med deres klik, at "Pornodiskussion raser på teknisk skole" er mest interessant. Tendensen går igen på Jyllands-Posten, hvor sladder har fået en fast plads på forsiden af Jp.dk.
Det lette sælger, men det gør rå og autentiske billeder af drabelige situationer også. Og de mest blodige og udpenslede historier ligger på de nye web-tv-sider. Indslagene bliver typisk præsenteret med advarslen "meget stærke billeder" og forestiller mennesker, der bliver lemlæstet eller dræbt ved terrorangreb og trafikulykker.
På Ekstra Bladets hjemmeside kan man i slowmotion se 14 fredelige demonstranter på Sri Lanka blive sprængt i luften. I indslaget viser man eksplosionen to gange. På Politikens hjemmeside kan læserne se de optagelser, et overvågningskamera på Hotel Mariott i Jakarta fangede i det øjeblik, da syv mennesker mistede livet.
MANGE KLIP BLIVER PRÆSENTERET uden dansk speak, og den journalistiske begrundelse kan være svær at finde. Det er bare den rå video ligesom på Youtube.
Et af de mest dramatiske klip viser en psykisk syg mand, der i den amerikanske storby Philadelphia går "amok med hammer" på en tilfældig passager i metroen. De optagelser ligger på både Ekstra Bladets og B.T.'s hjemmeside.
Bo Christensen, onlinechef på B.T., forsvarer, at man bragte billederne af overfaldet, fordi de er »interessante«.
»Vi viser klippet, fordi det er helt vildt, at man sidder i metroen på vej til arbejde, og så bliver man pludselig overfaldet af en mand med en hammer.«
Bo Christensen er ikke overrasket over, at folk interesserer sig for voldsomme billeder. Det har man længe vidst på formiddagsbladene.
»Liv og død er per definition interessant for mange mennesker. Derfor klikker de på det.«
Han mener, at der er stor forskel på web-tv, som brugerne aktivt klikker på, og fjernsyn, som bare flyder. Derfor kan man tillade sig at gå længere – bare man advarer om stærke billeder.
Bt.dk har også vist optagelser af en columbiansk tyrefægter, der mister livet for rullende kamera.
»Sådan ser tyrefægtning ud, og det har bare en anden udgang end normalt, fordi det er manden, der bliver dræbt,« siger Bo Christensen og hæfter sig ved, at det ikke er specielt tydeligt, hvad der sker. Klippet gav 14.000 klik.
DER ER IMIDLERTID STOR forskel på webaviserne, siger webjournalist og medieblogger på Journalisten.dk Filip Wallberg. Kristeligt Dagblad og Information henvender sig til samme målgruppe på net og papir, mens Berlingske Tidende og B.T. appellerer til en væsentligt bredere målgruppe.
»Jyllands-Posten og Politiken er gået endnu længere, for de har taget den kommercielle konsekvens af, at de på internettet kan henvende sig til alle. Derfor tilbyder Jyllands-Posten og Politiken i dag flere frække og kuriøse historier på internettet, end de tidligere har gjort i avisen.«
Jp.dk og Politiken.dk har blandt andet vist et tv-indslag fra Argentina med en hest, der bliver ramt af en rallybil. Den solgte Politiken.dk i sektionen "de sjove" som "Hårdfør hest pløjet ned af rallybil i topfart". Hesten måtte bagefter aflives.
Mads Kristensen er journalist og underviser i journalistik på nettet. Han blogger om "digitale medier – håb og falliterklæringer". Han mener, at web-tv-indslagene med vold, død og lemlæstelse er en falliterklæring.
»De er i hvert fald ikke udvalgt efter journalistiske kriterier. Man gør det, fordi man vil samle nogle brugere i håbet om at tjene penge på dem,« siger Mads Kristensen, der mener, at det også er en falliterklæring for nyhedsbureauer som Reuter og AP, at de laver historierne.
»Hvis jeg som mediechef kunne se, at billed-erne af en rallybil, der kører ind i en hest, var blandt de mest læste, ville jeg være ked af det.«
CHEFERNE PÅ WEBAVISERNE understreger over for Journalisten, at klippene ikke adskiller sig fra, hvad man viser på tv. Journalisten har derfor præsenteret TV 2's nyhedschef, Michael Dyrby, for fire eksempler.
Om tyrefægteren, der dør for rullende kamera, siger han:
»Det er ikke noget, der ville komme i fjernsynet hos os,« og tilføjer:
»Medmindre det er en serie om unges menneskers idioti – og så ville jeg nok klippe det på en anden måde.«
Til gengæld ville han bringe billederne af togpassageren, der bliver overfaldet med en hammer – hvis overfaldet vel at mærke var udtryk for en tendens, der var relevant for danske seere.
Michael Dyrby ville også vise optagelserne af en selvmordsbomber, der dræber 14 mennesker ved en demonstration, og bomben på Hotel Mariott, hvor syv døde.
Ifølge Michael Dyrby kan det have sin berettigelse at bringe selv meget dramatiske billeder – hvis der er en journalistisk begrundelse for det.
»Ellers får det for meget underholdningens præg.«
I modsætning til webaviserne vil han ikke vise slowmotion-gentagelser af mennesker, der bliver dræbt eller lemlæstet.
»Hvis man viser en eksplosion, skal man bruge det som dokumentation. Og man gentager det kun i slow, hvis der er en særlig pointe i det.«
»Nej, se hvor han sveder! Det er jo helt vildt,« udbryder redaktionschef på Politiken.dk Christian Lindhardt.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen holder pressemøde i sommervarmen, og svedperlerne bliver sammen med ministerens knaldgule slips centrum for debatten på redaktionen.
Forsideansvarlig Jesper Vangkilde udbryder i spøg:
»Klamme Claus: Det bliver et hedt efterår!«
Den ellers så stille redaktion latterbrøler i fællesskab.
»Vi burde sgu gå op på Ekstra Bladet,« siger en af journalisterne, og de griner igen.
Ekstra Bladet sidder på en anden etage og repræsenterer en helt anden kultur. Omvendt ligner Politiken.dk og Ekstra Bladets hjemmeside hinanden mere end de to papiraviser.
Kliktallene har nemlig lært Politikens netredaktion, at historier, der kan pirre nysgerrigheden, scorer højt. Derfor er ord, man normalt forbinder med formiddagspressen populære i overskrifterne: "mystisk", "sensationel", "hemmelig" og "sex".
Jesper Vangkilde er i gang med en historie om kunstsvindel, som vil give mange klik.
»Det er populært, hvis der er noget, der er falsk, mystisk, hemmeligt, eller nogle, der har snydt,« siger Jesper Vangkilde, der samtidig understreger, at væsentligheden er vigtigere for ham end kække rubrikker.
FINANSMINISTEREN KUNNE MAN aldrig finde på at kalde "Klamme Claus", fastslår redaktionschef Christian Lindhardt. Han peger på forsiden af Politiken.dk for at vise, at redaktionen satser på nyhedsjournalistik.
»Se, de fleste historier handler om finansloven lige nu.«
Den prioritering stemmer fint overens med en læserundersøgelse blandt brugerne af Politiken.dk sidste år. Brugerne ville have flere historier om den glemte konflikt i Somalia, lød meldingen. Vigtigst var "uddybende baggrundsstof", "velskrevne artikler", "overblik" og "skarpe analyser".
Problemet er, at der er en enorm forskel på redaktionens prioriteter af hårde nyheder – efter eget udsagn 90 procent af historierne – og læsernes favoritter.
»Jeg kan godt være lidt ked af det, når vi har lavet en supergod traditionel historie om nedskæringer, som ingen læser,« siger Christian Lindhardt.
Alligevel vil han ikke droppe den type historier, fordi de er med til at tegne profilen for Politiken.dk.
Internetredaktør Jørgen Schultz-Nielsen fra Jyllands-Posten siger, at nettet er uendeligt stort, og derfor er det muligt at give plads til både det kuriøse og det alvorlige.
»Det guddommelige er, at selv om vi bringer underholdende historier, har vi ikke svækket indsatsen på erhverv, udland og indland.«
Samme melding kommer fra Christian Lindhardt.
»Vi skal have plads til åndehuller, det sensationelle og dét, folk snakker om. Men det må aldrig gå hen og blive det, folk forbinder os med,« siger han.
»EN NÅDESLØS DAGLIG MENINGSMÅLING blandt læserne,« kalder blogger Mads Kristensen kliktallene. De betyder, at journalister i stigende grad ser sig selv som sælgere.
»Journalister plejer med stolthed at betegne sig selv som meget ikke-kommercielt tænkende. Men det er man nødt til at være som webjournalist. Ofte sidder man og konkurrerer med journalister, der har adgang til de samme kilder og historier, og alene af den grund er det vigtigt at skille sig ud, så brugerne vælger netop din historie.«
I yderste konsekvens kan man i fremtiden forestille sig, at chefen ved de årlige lønforhandlinger fastsætter lønnen ud fra antallet af klik: Jo flere klik, desto større værdi for avisen og dermed højere løn.
Journalister, der arbejder på nettet, lægger vægt på, at nettet er eminent til nyheder, til at skabe dialog med læserne og nogle gange til at give et overblik, som selv den mest grundige søndagsartikel ikke kan hamle op med. Problemet er manglende ressourcer og for mange historier langt væk fra avisernes vanlige identitet. I en periode handlede de om Britney Spears og Paris Hilton. På det seneste er der kommet flere historier a la "En skør, skør verden". For eksempel hvalrossen Sara, der har lært sig at spille saxofon – i klippet fremgår det dog tydeligt, at det bare er playback. Dyret har ikke en tone i livet.
FORTALERE FOR WEB-TV spår, at web-tv på et tidspunkt vil overhale DR, TV 2 og TV 3. Dermed er brugerne endnu mindre bundet af de prioriteringer, en redaktion har lagt. Hvis historien er for kedelig, kan man bare springe videre til næste indslag. Spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde for journalistikkens rolle, hvis papiraviserne samtidig bliver erstattet af rene online-aviser?
Mads Kristensen ser to scenarier for sig. Skrækscenariet er, at medierne har udspillet sin publicistiske rolle.
»Enten kommer det hele til at handle om at give brugerne et hurtigt fix. Eller også får vi en modreaktion fra brugerne, som oplever, at der er for mange tomme kalorier og for lidt ordentlig information om det, der betyder noget,« siger Mads Kristensen og peger på, at der mangler en dansk nyhedsside, der har økonomi til udelukkende at lave kvalitetsjournalistik.
Rune Michelsen underviser i webjournalistik på Syddansk Universitet og har tidligere været chef på Ekstrabladet.tv.
Han peger på, at det har været webmediernes utaknemmelige rolle at holde fast på de læsere, som stille og roligt sivede fra papiraviserne.
»Min påstand er, at når oplaget faldt på papir-aviserne, skulle man vise omverdenen, at man kunne beholde dem på nettet. Det har betydet, at fascination og sensation har ligget højt på siderne, fordi det er en hitbooster.«
Han tror, at kvalitetsjournalistikken overlever, men det kræver redaktionschefer, der tør priori-
tere hårde nyheder, selv om det ikke giver høje kliktal.
Michael Dyrby fra TV 2 forudser, at webmedierne bliver endnu mere blodige i fremtiden. Der er nemlig både udbud og efterspørgsel efter den slags.
»De folk, der redigerer websites, kender godt det gamle motto "if it bleeds, it leads". Det virker stadig.«
Rune Michelsens pointe er, at det er forkert at give nettet nettet skylden for, at der er flere ta-bloide historier end i papiravisen.
»Det er en redaktionel beslutning. Og hvis de var i papiravisen, ville det også blive læst af mange.« •
Da Journalisten besøgte Politiken.dk, lavede redaktionen 27 historier om regeringens finanslovsforslag. Blandt dagens 15 mest læste historier var halvdelen om finansloven. De to mest læste historier var dog "Pornodiskussion raser på teknisk skole" og "Kønstestet løber fyldt med mandligt kønshormon".
På femtepladsen lå "Ny dansk dyreart undrer forskerne".
Den skulle senere vise sig at blive ugens mest læste på både Politiken.dk og Berlingske.dk.
SÅDAN MÅLER DE KLIK
På onlineredaktionerne kan man minut for minut måle antallet af læsere til hver enkelt historie. Hvis en historie har for få klik, må den vige pladsen for en mere fængende historie. Andre gange får historien en anden og mere appetitvækkende rubrik – det kan i nogle tilfælde tredoble antallet af klik.
Bt.dk bruger et såkaldt 'heat-map', som viser kliktendensen på forsidehistorierne i farver. Hvis historien er rød, er den meget populær lige nu, mens blå betyder, at den ikke får mange klik. Her kan den forsideansvarlige hurtigt se, hvilke rubrikker, historier og placeringer der tiltrækker flest klik.
På Politiken.dk kan redaktionen kun se antallet af klik, om forsidehistorierne er på vej op, eller om de har toppet.
Se web-tv-indslaget "død og ødelæggelse sælger", hvor netjournalisten og tv-chefen diskuterer blodig web-journalistik ved at klikke her.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er, lige som Peter Schøler, mystificeret. Jeg tror, at artiklen gerne vil fortælle, at at netaviser er det skafot, vi vil ofre den gode journalistik på. Tror. Men den vinkel leveres i et virvar at påstande, der hverken underbygges eller dokumenteres.
Her er mine eksempler på påstande, der svæver frit:
Underrubrikken: ”Webaviserne vrimler med kuriøse og blodige historier, som brugerne klikker direkte ind på avisernes toplister. »Det er en falliterklæring,« siger journalisten. »Der kommer mere af det,« spår nyhedschefen.”
Vrimler det nu også med kuriøse og blodige historier? På en dag, hvor størstedelen af de skrivende hænder er sat af til at dække finanslov? Det finder jeg ikke dækning for i teksten, tværtimod. At nævne eksempler på kuriøse historier er ikke nok til at dokumentere, eller for den sags skyld sandsynliggøre, at det "vrimler".
Jesper Vangkilde har derfor hele tiden det ene øje på brugernes trafiktal.
Så vidt jeg ved, blev Journalisten gentagne gange informeret om, at Politiken.dk ikke redigeres efter læsertal. Her antydes det, at læsertal afgør 50 procent af prioriteringen. Også selv om jeres egne kilder citeres for at sige det modsatte.
Den dag, Journalisten besøger Politiken, har redaktionen på papiravisen valgt den klassiske nyhed "Kolesterolpatienter får forkert medicin" til forsiden af papiravisen. Samme dag vælger brugerne på Politiken.dk med deres klik, at "Pornodiskussion raser på teknisk skole" er mest interessant. Tendensen går igen på Jyllands-Posten, hvor sladder har fået en fast plads på forsiden af Jp.dk.
Ja, det er jo allerede nævnt af Peter, men det er simpelthen også for dumt, det der, undskyld mig. Hvis man endelig skal sammenligne, bør man jo sammenligne avisens forside med nettes forside, ikke avisens forside med læsertal. Det er jo også bagsiden, som har det højeste læsertal i avisen, hvis det er de briller, man tager på.
Mange klip bliver præsenteret uden dansk speak, og den journalistiske begrundelse kan være svær at finde. Det er bare den rå video ligesom på Youtube.
Hvem vurderer, at den journalistiske begrundelse er svær at finde?
Omvendt ligner Politiken.dk og Ekstra Bladets hjemmeside hinanden mere end de to papiraviser. Kliktallene har nemlig lært Politikens netredaktion, at historier, der kan pirre nysgerrigheden, scorer højt. Derfor er ord, man normalt forbinder med formiddagspressen populære i overskrifterne: "mystisk", "sensationel", "hemmelig" og "sex".
Hvem er afsender på de konklusioner? Det underbygges ganske vist efterfølgende i et citat, at ordene "hemmelig" og "mystisk" er populære. For læserne. Men citatet siger intet om, hvor meget det rent faktisk bruges. Og resten af ovenstående påstande svæver ganske frit i luften, uden afsender.
Den prioritering stemmer fint overens med en læserundersøgelse blandt brugerne af Politiken.dk sidste år. Brugerne ville have flere historier om den glemte konflikt i Somalia, lød meldingen. Vigtigst var "uddybende baggrundsstof", "velskrevne artikler", "overblik" og "skarpe analyser".Det var ikke en læserundersøgelse. Det var en afstemning, vi selv formulerede og lagde ud til vores læsere, og slet, slet ikke noget, der ville kunne leve op til standarderne for videnskabeligt empiri.
Det seneste er der kommet flere historier a la "En skør, skør verden".
Siger hvem? Netop denne påstand er desuden baggrund for forsiden på Journalisten, der spiller på et webtv-klip af en saxofonspillende hvalros. Ét klip. Husk at der produceres masser af analyser, reportager, udlandsnyheder og kulturhistorier på Politiken.tv - sideløbende med de letbenede historier som fx hvalrossen.
I mine øjne står tonen i denne artikel i slående kontrast med de faktuelle oplysninger - for en gangs skyld korrekte og underbyggede - der remses op til sidst:
Da Journalisten besøgte Politiken.dk, lavede redaktionen 27 historier om regeringens finanslovsforslag. Blandt dagens 15 mest læste historier var halvdelen om finansloven. De to mest læste historier var dog "Pornodiskussion raser på teknisk skole" og "Kønstestet løber fyldt med mandligt kønshormon". På femtepladsen lå "Ny dansk dyreart undrer forskerne". Den skulle senere vise sig at blive ugens mest læste på både Politiken.dk og Berlingske.dk.
Fortæller de oplysninger ikke en helt, helt anden historie end den, som I har skrevet?
Kort sagt, Mathias og Jakob: I har lavet en historie, som efter min bedste overbevisning næppe ville kunne blive bragt på Politiken.dk. Dertil er den alt, alt for useriøs. Bedre held næste gang.
Mvh Lea Wind-Friis, journalist på Politiken.dk
Jeg er altså en smule mystificeret efter at have læst denne artikel.
Er historien, at webaviserne vrimler med kuriøse historier, som brugerne klikker direkte ind på avisernes toplister, og at denne udvikling er en falliterklæring?
I så fald må jeg have en afklaring. Og lad os for en nemheds skyld koncentrere denne afklaring med udgangspunkt i eksemplet politiken.dk.
Efter artiklens anslag får vi at vide, at Politikens papiravis vælger den klassiske nyhed "Kolesterolpatienter får forkert medicin" til forsiden samme dag, som brugerne med deres klik på politiken.dk kårer "Pornodiskussion raser på teknisk skole" til dagens mest interessante historie.
Mener Journalisten dermed, at den redaktionelle prioritering på papiravisen kan sidestilles med brugernes prioritering på politiken.dk?
Det kunne den gøre, hvis kliktallene fik lov at råde over netavisens redaktionelle prioritering. Men vi får jo også at vide, at politiken.dk den dag lavede 27 historier om det nye finanslovsforslag, og at 90 procent af nyhederne ifølge redaktionschefen er ’hårde’.
(Og så lader vi diskussionen om placeringen af nyhederne på politiken.dk’s forside forblive i denne parentes)
Hvis det var således, at læsernes interesse for kuriøse historier er lig med en mere tabloid tilgang til journalistikken, begår kristeligtdagblad.dk – som frikendes i Journalistens artikel – så samme forbrydelse, når siden i skrivende stund har ”Polanski-offer nu mor til tre”, ”Oprah laver tv om dansk lykke” og ”Sensationelt (netordet!) guldfund viser tidlig kristendom” blandt de mest populære?
Eller gør information.dk, når ”Vil De venligst fjerne Deres pik?” er læsernes anden mest sendte? Eller gør journalisten.dk, når mit fagblad den seneste tid har haft nyheder om Troels Myhlenbergs gøren og laden blandt sine mest populære?
Journalistens artikel rundes af med fakta om den dag, fagbladet besøgte redaktionen på politiken.dk.
Blandt de 15 mest læste historier på dagen handlede halvdelen om finansloven, de to mest læste historier ”var dog”: "Pornodiskussion raser på teknisk skole" og "Kønstestet løber fyldt med mandligt kønshormon". På femtepladsen lå "Ny dansk dyreart undrer forskerne".
Om ”pornodiskussionen” kan tilføjes, at den indrammede en principiel diskussion om en mulig nypuritansk ledelse på en teknisk skole, der ikke ville lade en elev hænge en såkaldt pinup-kalender op på skolen. En diskussion, som de radikale endte med at forholde undervisningsministeren.
Om "den kønstestede løber” kan siges, at vi her havde at gøre med en kvindelig guldmedaljevinder ved VM på 800 meter, der angiveligt også er en mand. Det kan godt være, at det er kuriøst, men det er altså også væsentligt rent sportsligt.
Om ”den nye danske dyreart” bør tilføjes, at historien endte i papiravisens spalter dagen efter.
Er ringen så sluttet? Har nettets ’brugerorienterede’ prioriteringer fået sit indtog i papiravisen? Eller laver netaviserne mange og mangfoldige historier med højere intensitet end de papirbårne? Historier, som brugerne med deres klik har mulighed for at give ekstra pondus.
Og så bare på falderebet...
Når artiklens ene ekspert, journalisten Mads Kristensen, kalder det ”en falliterklæring”, at brugerne klikker ”kuriøse og blodige historier” direkte ind på aviserne toplister (som det fremgår af underrubrikken), taler han så kun om web-tv-indslag med ”vold, død og ødelæggelse”, eller taler han om udviklingen på nettet generelt?
Man kunne foranlediges til at tro det sidste, men det første er vel korrekt?
Venlige hilsner,
Peter Schøler, journalist(praktikant), politiken.dk