Rupert Murdochs meritter med telefonaflytning ligner det rene vand ved siden af andre af verdens mediemoguler. Læs her om japaneren, der har haft regeringen i snor, russeren, der har spioneret for KGB, og kenyaneren, der er efterkommer af profeten Muhammed.
– illustration: Claus Bigum
Conrad Black
Alder: 67 – Land: Canada
I medieverdenen siden: Black købte sin første avis som 22-årig i 1966.
Imperiet: På toppen havde Conrad Black kontrol over mere end 400 aviser i Canada, USA og Storbritannien. De fleste var små lokalaviser, men han kontrollerede også sværvægtere som den bundkonservative The National Post i Canada samt Daily Mail og The Telegraph i London.
Aktuel status: Skal til september i fængsel for bedrageri.
I 1990'erne var der to slags journalister i Canada. De, der arbejdede for mediemagnaten Conrad Black, og de, som kom til det. Black havde med arvede penge købt over halvdelen af aviserne i Canada og havde også store medier i England. Han blev en af de største avisudgivere i verden. I London holdt han fester med overklassen, mens han kæmpede med Rupert Murdoch om at blive den mest betydende konservative stemme i landet. Han var så magtfuld, at han fik tilbudt en plads i det engelske House of Lords, overhuset i det engelske parlament. Han afskrev sig sit canadiske statsborgerskab for at blive fuldbåren brite og kunne nu på sit visitkort skrive det tegneserieskurkagtige navn Lord Black.
Festen sluttede på en anklagebænk i Chicago i USA. Conrad Blacks selskab Hollinger International anklagede Black for ulovligt at have tilranet sig hen ved 300 millioner kroner af selskabets penge i form af frynsegoder og rapseri. Efter et halvt årti med juridisk tovtrækkeri skal han i september ind og afsone de sidste 13 måneder af en dom for bedrageri og forhindring af efterforskningen. Stort set alle canadiske journalister, der har dækket retssagen, har på et eller andet tidspunkt fået deres hyre på en af Blacks aviser.
Conrad Black har i dag mistet kontrollen over sit avisimperium. Han har solgt de fleste af sine ejendomme og belånt de sidste for at få råd til sine advokatregninger.
– illustration: Claus Bigum
Tsuneo Watanabe
Alder: 86 – Land: Japan
I medieverdenen siden: 1950, hvor han var 24 år.
Imperiet: Bestyrelsesformand i selskabet Yomiuri Shimbun Holdings, der ud over verdens største avis udgiver Japans største engelsksprogede avis og adskillige månedsmagasiner. Selskabet kontrollerer også baseball-klubben Yomiuri Giants i Tokyo.
Aktuel status: Han har mere magt end de japanske ministre.
Der var stor forvirring i Tokyo i sommeren 2007, da lederen af det kampklare oppositionsparti Japans Demokratiske Parti (DPJ) pludselig gik til møder med premierministeren for at snakke om samarbejde og kompromiser. Efter nogle ugers dramatik i sit bagland måtte lederen af oppositionspartiet indrømme, at det ikke var ham, der havde sat møderne i værk. Det var derimod chefredaktøren Tsuneo Watanabe, der havde sat de to politikere ned ved samme bord og fået forhandlingerne i gang.
Skyggehersker er han blevet kaldt. Tsuneo Watanabe er chefredaktør og bestyrelsesformand for den konservative Yomiuri, der med 14 millioner daglige eksemplarer er verdens største avis. Watanabe startede sin karriere som politisk journalist for avisen i 1950'erne. Det viste sig hurtigt, at han var exceptionelt dygtig til at navigere i det japanske magtapparat, hvor personlige kontakter betyder alt. Bag gardinerne i de hermetisk lukkede presseklubber, hvor udvalgte journalister og politikere mødes, lykkedes det Watanabe at komme helt tæt på ledende skikkelser i partiet LDP. Til sidst fik han et mentoragtigt forhold til lederne af partiet, der som oftest også er premierministre, og i mange år var det Watanabe, som indflydelsesrige japanere skulle gå til, hvis de gerne ville have sig en politisk karriere.
I de senere år har Tsuneo Watanabe blødt lidt op for sine konservative holdninger. I sine seneste interviews, hvor journalisterne har tjekket oversættelsen en ekstra gang, har han blandt andet sagt, at hans avis har været alt for nationalistisk indstillet.
– illustration: Claus Bigum
Alexander Lebedev
Alder: 51 – Land: Rusland
I medieverdenen siden: 1993 som 33-årig.
Imperiet: Kontrollerer den russiske oppositionsavis Novaya Gazeta. Ejer de britiske aviser Evening Standard og The Independent. Derudover har han andele i flyselskaber, hoteller og kartoffeldyrkning.
Aktuel status: Ifølge magasinet Forbes' rangliste over verdens rigeste mennesker råder Alexander Lebedev over 2 milliarder dollar.
Alexander Lebedev er en af de få rigmænd, der har dristet sig ind i den russiske mediebranche, hvor han sammen med den tidligere Sovjet-leder Mikhail Gorbatjov ejer den største russiske oppositionsavis Novaya Gazeta. Som politiker har han kæmpet mod Kreml, men har nu slået sine politiske pjalter sammen med Vladimir Putin.
Lebedev var i 80'erne på lønningslisten hos KGB som spion i London. Efter Sovjetunionens sammenbrud gik han ind i bankverdenen og var en af de få russiske bankmænd, der undgik konkurs i slutningen af årtiet. Derefter begyndte han at købe sig ind i den mere regeringskritiske del af den russiske presse. Også i England har han gjort sit indtog, hvor han blandt andet ejer aviserne The Independent og The Evening Standard. The Independent fik han i øvrigt for den favorable pris af 1 pund.
Den hovedrige russer siger, at hans mål er at fremme uafhængig og kritisk journalistik. Men selv han må gå en balancegang i forhold til den russiske regering. Da hans magasin Moskva Korrespondent i 2008 dristede sig til at skrive om præsident Vladimir Putins angivelige forhold til gymnastikpigen Alina Kabajeva, der har vundet OL-guld, blev bladet ramt af razziaer og pres fra Kreml. Derpå anklagede Lebedev angiveligt sine journalister for at lyve og lukkede hele magasinet ned.
I de seneste interviews, blandt andet til The Guardian, fortæller han, at han har planer om at trække sig ud af næsten alle sine forretninger. "Jeg har tjent penge nok," siger han. Han vil dog beholde sine medier for at prøve at fremme den frie journalistik. Derfor var det overraskende, at Alexander Lebedev tidligere på året meldte ud, at han har slået sig sammen med Vladimir Putins initiativ Den Russiske Folkefront og håber at blive valgt til det russiske parlament, Dumaen.
– illustration: Claus Bigum
Irenaeus Roberto Marinho
Alder: 63 – Land: Brasilien
I medieverdenen siden: 2003
Imperiet: Selskabet Globo, Sydamerikas største mediekonglomerat, når med sine 100 radiostationer ud til 99,98 procent af den brasilianske befolkning. Selskabets 16 tv-kanaler kan ses i hele Latinamerika, Europa og det meste af Asien.
Aktuel status: Voksede sig stor under militærstyret og har stadig enorm indflydelse.
Irenaeus Roberto Marinho arvede i 2003 Latinamerikas største og mest indflydelsesrige mediekonglomerat af sin far, Roberto Marinho, der grundlagde imperiet i 1967. Brasilien var dengang et militærdiktatur, og Marinho-familiens kontakter hos den politiske og finansielle elite gjorde, at den kunne stable et imperium på benene. Medieselskabet Globo voksede fra blot at være en avis til at være til stede på alle platforme. I dag er Globo mest af alt kendt for sine sæbeoperaer, der kan ses over det meste af verden.
TV Globo har haft enorm indflydelse på brasiliansk politik igennem årene. I valgkampen i 1989 tabte socialisten Lula da Silva til den konservative Fernando Collor de Mello efter to kontroversielle valgrunder. Under en tv-debat mellem de to kandidater gav tv-stationen Mello mere sendetid og klippede nogle af da Silvas gode svar fra. Stationen undskyldte manøvren mange år senere, men episoden hjalp ikke på Globo-koncernens image, der allerede var sværtet godt til efter det tætte forhold til militærdiktaturet.
Da Lula da Silva endelig blev præsident i 2003, var Globo den drivende kraft bag historierne om korruption i den nye regering. Skandalen var tæt på at koste da Silva jobbet. Som Brasiliens største medie har Globo stadig enorm magt, men brasilianske iagttagere mener, at Irenaeus og hans brødre ikke har helt samme flair for at smøre det politiske apparat, som deres far havde det.
– illustration: Claus Bigum
Aga Khan
Alder: 74 – Land: Kenya
I medieverdenen siden: 1959 som 22-årig.
Imperiet: Aga Khans selskab Nation Media Group er det største medieselskab i Øst- og Centralafrika. Selskabet udgiver ni aviser og kontrollerer en tv-station og to radiostationer i Kenya og Uganda. Aga Khan ejer derudover fem aviser i Tanzania.
Aktuel status: Er blevet velgørende på sine gamle dage – det er han ikke blevet fattigere af.
Jetsetter, religiøs leder, royal og filantrop. Hans Kongelige Højhed Shah Karim al-Hussayni Aga Khan den Fjerde, en af de største aktører på mediemarkedet i Afrika, kunne fint spille en farverig birolle i en James Bond-roman. Mediemogulen startede sit imperium som ganske ung, da han opkøbte den lille avis Taifa i Kenya. Han ændrede navnet til Daily Nation og drejede avisen over i en mere nationalistisk retning. Med avisen i hånden var han i 60'erne en af de største fortalere for, at afrikanske nationer skulle gøres selvstændige.
Aga Khans familie kan dateres helt tilbage til profeten Muhammed. Aga Khan har i dag titel af imam og er det religiøse overhoved for 20 millioner Ismaili-muslimer. Han har også forfædre i de øverste lag i britiske royale familier, der sammen med skuespilleren Rita Hayworth kaster lidt glamour over Aga Khans stamtræ. Aga Khan selv viste sig som en ganske glimrende idrætsudøver, da han repræsenterede henholdsvis Tyrkiet og Iran på skipisterne ved vinterolympiaderne i 1960 og 1964. Senere vendte han blikket mod travsporten – Aga Khan ejer i dag op imod 600 væddeløbsheste og har vundet det engelske derby adskillige gange.
Aga Khan Development Network er en af verdens største udviklingsfonde med skoler i 35 af verdens fattigste lande. Han har været gift to gange – den første gang med supermodellen Sarah Frances Crooker-Poole og anden gang med tyske Gabriele Homey, der i 1986 endte på sidstepladsen i det europæiske Melodi Grand Prix med sangen "Telefon".
Vil du være mediemogul?
– Her er 10 gode råd:
1. Arv nogle millioner
2. Køb dit første medie, når du er i starten af 20'erne
3. Invester britisk – det vrimler med skrantende publicistiske medier
4. Hold dig fra Japan, Afrika og Rusland. Her sidder nogle ret stærke typer
5. Fyr fede fester af for den politiske elite
6. Gift dig med en fotomodel
7. Hold kun med dem, der bestemmer
8. Lav kritisk journalistik, men luk de blade, der afslører magten
9. Opposition lyder smart – nationalisme er sikrere. Husk velgørenhed
10. Undgå telefonaflytning
Kilder:
Rune Harritshøj, Sydamerika-korrespondent
Jørn Stjerneklar, Afrika-korrespondent
The Economist
The Guardian
CBC Canada
New York Times
Wikipedia
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.