KL: Vi er faktisk enige med Poul Madsen

Det er ikke i orden, hvis en kommune breaker en kritisk historie for at tage luften ud af den, lyder det nu fra KL, og en konsulents omstridte ordvalg var »for hårdt sagt«, siger kommunikationschef Line Aarsland efter skarp kritik fra cheferne på Ekstra Bladet og B.T..

Det er ikke i orden, hvis en kommune breaker en kritisk historie for at tage luften ud af den, lyder det nu fra KL, og en konsulents omstridte ordvalg var »for hårdt sagt«, siger kommunikationschef Line Aarsland efter skarp kritik fra cheferne på Ekstra Bladet og B.T..

Hvis en journalist har gang i en afslørende artikel om kommunen, må kommunen så breake historien på forhånd? I det seneste Journalisten udtaler KL-konsulent Jesper Brieghel:

»Hvis kommunen har en løbende kontakt med journalisten, og han henvender sig i en konstruktiv ånd, skal man nok ikke scoope historien. Det vil ikke være fair. Men hvis Operation X eller Ekstra Bladet laver en afslørende historie, mener jeg ikke, man er forpligtet til at tage hensyn til journalistens deadline.«

Den sidste sætning har vakt kritik og flere henvendelser fra Journalistens læsere. Efterfølgende har chefredaktørerne på både Ekstra Bladet og B.T. taget skarpt afstand fra udtalelsen.

»Det her betyder, at Ekstra Bladet ikke kan stole på KL. I mine 10 år på Ekstra Bladet har jeg aldrig oplevet noget så tåbeligt. Det er et kæmpe problem. Jeg forventer, at der bliver taget afstand til hans udtalelser, og jeg forventer en undskyldning,« sagde Ekstra Bladets Poul Madsen til Journalisten.dk.

Nu slår Jesper Brieghels chef, kommunikationschef i KL Line Aarsland, fast, at det heller ikke er KLs politik.

»Det var for hårdt sagt. I virkeligheden er vi i KL helt enige med Poul Madsen i, at vi skal overholde vores aftaler med journalister. Vi bakker på ingen måde op om, at man lækker journalisters historier,« siger Line Aarsland til Journalisten.dk.

Poul Madsen sagde også, at han »nægter at tro det, hvis der ikke er en chef, der tager det her problem op«.

»Det er så det, jeg gør nu. Jeg slår fast, at vi ikke bryder aftaler med journalister, og vi gør faktisk meget ud af at overholde alle spilleregler. Det betyder, at vi ikke videregiver informationer om, at et medie arbejder på en historie til andre medier – noget mange journalister frygter – og at vi respekterer deres ret til at breake historier. KL har dagligt kendskab til kritiske historier og udspil, men jeg har ikke kendskab til, at KL nogensinde har lækket historier eller brudt aftaler med journalister,« siger Line Aarsland.

Hun mener, at Jesper Brieghel kan have ret i helt ekstreme situationer, men understreger samtidig, at hun kun kender til ét tilfælde – med en kommune, ikke KL – hvor det var OK at bryde aftalen med en journalist.

»Jeg kender kun selv ét tilfælde, hvor en kommune offentliggjorde deres side af sagen forud for et tv-indslag. Indslaget handlede om en ældre dement kvinde, som skulle flyttes fra et elsket bosted. Kommunen havde forgæves forsøgt at få deres side af sagen med – at flytningen skyldes, at det private opholdssted havde fået en lang række påbud efter tilsynssager, som opholdsstedet ikke havde fulgt op på trods advarsler over flere år. De oplysninger kom først med i tv-indslaget, da kommunen forklarede det på deres hjemmeside. Det er klart, at også journalister skal overholde spillereglerne som at høre begge sider og referere fair fra begge parter,« siger hun.

0 Kommentarer