Kjærgaard: Fyringerne på Ekstra Bladet sker respektløst

Medarbejderne på Ekstra Bladet føler sig ført bag lyset i forbindelse med fyringsrunden, siger avisens journalist Jan Kjærgaard.

Medarbejderne på Ekstra Bladet føler sig ført bag lyset i forbindelse med fyringsrunden, siger avisens journalist Jan Kjærgaard.

I går aftes nedlagde journalisterne på Ekstra Bladet endnu engang arbejdet efter fyringen af i alt otte medarbejdere – fire fastansatte og fire med en midlertidig kontrakt. Arbejdsnedlæggelsen skete ifølge Jan Kjærgaard fordi, medarbejderne følte sig trådt på:

»Vi har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det grundlæggende sparemål. Vi er ikke en flok lallende idioter, som bor på månen og ikke kender til realiteterne. Vi ved da godt, at der skal spares, men det er blevet gjort på en hemmelig og respektløs måde,« siger Jan Kjærgaard til Journalisten.dk

Han fortæller, at medarbejderne gennem de sidste måneder havde fået det indtryk, at sparingsplanen kunne ordnes med frivillige fratrædelser, som der er tradition for. Det var dog ikke en mulighed for alle, fx kunne ingen af de skrivende journalister fratræde frivilligt.

»Så kommer chefredaktionen op i går og taler om, at det hele er gået efter planen. Nu er planen ført ud i livet. Hvad for en plan? I hvert fald ikke en plan, som vi medarbejdere kendte til. Vi er alle sammen rystede og overraskede over den såkaldte plan. For hvis det hele tiden har været planen, at der skulle fyres, er det så på falsk grundlag, at vi har forhandlet om frivillige fratrædelser de sidste måneder?«

Forud for medarbejdernes faglige møde klokken 14 i går, havde frustrationen allerede bredt sig fra morgenen. To medarbejdere havde prøvet at logge på Ekstra Bladets interne system tirsdag aften, men fandt ud af at deres brugernavn var blevet spærret. Og da de mødte ind onsdag morgen, ringede Poul Madsens chefsekretær og meddelte, at de skulle møde op på chefens kontor. Chefredaktionen beklagede senere, at en chef uden tilladelse fra topledelsen havde lukket ned for de to journalisters IT-adgang i utide og på den måde varslet fyringeren på uelegant vis.

»Og tak for den undskyldning. Men at chefredaktionen ikke engang viser den respekt for medarbejderes arbejdsindsats og selv ringer, er os ubegribeligt. Vi er trods alt ikke 500 medarbejdere. Og det her mindede om en sms-fyring, siger Jan Kjærgaard og kalder det svagt af chefredaktionen.

En af de fyrede medarbejdere havde imidlertid selv ønsket en frivillig fratrædelse, men parterne kunne ikke blive enige om, hvornår han var blevet ansat, og han trak ønsket om fratrædelse tilbage.

»Tør vi nogensinde byde ind med ønsket om frivillige fratrædelser fremover, hvis man kommer på den sorte liste af den grund? Tilliden ligger underdrejet lige nu.«

Journalisten.dk ville gerne have givet ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen mulighed for at svare på anklagerne, men han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere:
»Fyringer har været den absolut sidste udvej. Nu har vi gennemført en sparingsplan og må se fremad. Jeg ønsker ikke at diskutere flere detaljer i sagen, det har jeg brug nok tid på det sidste døgn.«

 

(Artiklen er rettet: Journalisten havde tidligere skrevet kontorchef frem for chefsekretær. Vi beklager fejlen.)

0 Kommentarer