Jeg holder ikke Politiken og ser derfor først nu (forsiden af Journalisten nummer 2/2015, red.) det foto af Jacob Ehrbahn, der er blevet kåret som årets nyhedsbillede (2012, red.). Det fyldte mig med dyb afsky, og nu næsten et døgn senere har følelsen ikke fortaget sig.

Billedet forestiller en mor, Lone Thomsen, der er ved at synke sammen i ubærlig sorg ved sin søns åbne grav – en sorg, hun måske engang vil lære at leve med, men aldrig komme sig over. Denne menneskelige tragedie stod Jacob Ehrbann som andre af kirkegårdens snylteplanter klar til at fange og konvertere til næring – i dette tilfælde penge på lønkontoen og et diplom på væggen. Det var en mors sorg, der var helt uden relevans for offentligheden, men som den snarrådige fotograf så en æstetik og personlige karrieremuligheder i. Han er i mine øjne en parasit. Jeg skammer mig over at være en del af et fag, der ikke alene finder den slags i orden, men ligefrem hædrer det.

Jeg håber aldrig, at hverken dommerkomiteens medlemmer, Politikens sødt gysende læsere eller mesterfotografen selv nogensinde kommer i den situation, at de skal synke sammen i sorg ved deres barns endnu ikke tilkastede grav.

Jeg ved godt, at den pågældende mor har accepteret denne følelsesvoldtægt – men det vidste Jacob Ehrbahn ikke, da han tog billedet og udnyttede sit "pletskud".

Efter dette ønsker jeg ikke længere at modtage Journalisten.

PS. Journalistens redaktion gør mig venligt opmærksom på, at det omtalte foto vandt i 2012. Det siger noget om, hvor tit jeg læser vores fagblad – men rokker i øvrigt ikke ved min generelle pointe.

John Jensen, redaktionssekretær, Familie Journal

SVAR:

Kære John, bare kort: Jeg går hverken som fotograf eller privatperson til begravelser, hvor jeg ikke er velkommen. Og jeg skriver heller ikke så ubehagelige læserbreve – uden belæg for det – som dit. Jeg har og havde ikke de motiver, du tillægger mig. Og jeg synes, at du skal prøve at læse, hvad Lone Thomsen siger i Journalisten nummer 2/2015 én gang til.

Jacob Ehrbahn, fotograf