Kinesisk fotopris til dansk Kina-kritiker

Den danske fotograf Mads Nissen har vundet en pris i den største kinesiske fotokonkurrence for en ultra-kritisk historie om forurening i landet, der er kendt for censur. »Det havde jeg aldrig regnet med,« siger han over mobilen.

Den danske fotograf Mads Nissen har vundet en pris i den største kinesiske fotokonkurrence for en ultra-kritisk historie om forurening i landet, der er kendt for censur. »Det havde jeg aldrig regnet med,« siger han over mobilen.

Normalt er den danske fotograf Mads Nissen ikke et oplagt valg i det officielle Kina, hvis nogen skal have et klap på skulderen.

Mads Nissen, der er bosat i Shanghai, har lavet flere kritiske fotoserier om undertrykkelse, fattigdom og konflikt i Kina. Han var blandt andet en af de eneste fra udenlandsk presse, der slap ind i grænseområdet mellem Kina og Tibet under urolighederne i marts, som han fortalte om i et interview med Journalisten.dk.

Derfor kom det som noget af en overraskelse for den Kina-kritiske fotograf, da han fik at vide, at hans navn står på vinderlisten i en af de største fotokonkurrencer i Kina.

»Det kommer fuldstændig bag på mig, det havde jeg aldrig regnet med,« siger han til Journalisten.dk over mobiltelefonen fra Kina.

Det er det kinesiske pressefotografforbund, der har tildelt Mads Nissen 'hædrende omtale' for en fotoserie i kategorien "Nature and Environment", skriver det danske Pressefotografforbund.

Fotoserien er taget omkring byen Linfen, der er verdens tredjemest forurenede by. Det er svært bare at trække vejret i området på grund af kulforureningen i luften.

»Det er en lokal tragedie. Men det er også en vigtig historie på grund af debatten om global opvarmning, hvor Kina bliver ved med at satse på kul. Kinesiske medier er meget begrænsede i deres kritik og dækning af emner som forurening eller menneskerettigheder. Jeg sendte billederne ind, fordi jeg gerne ville have dem ud til kineserne,« fortæller han til Journalisten.dk.

En kritisk historie om kinesisk kulforurening er langtfra en oplagt prisvinder. Nogle kinesiske fotografer, der beskæftiger sig med emnet, bliver nødt til at udgive under et falsk navn for ikke at blive chikaneret af myndighederne. Og pressefotografforbundet er langtfra uafhængige af den kinesiske stat.

»Der er ingen fagforeninger, der er uafhængige af regeringen. De er nærmere en forlænget arm, blandt andet på arbejdspladserne. Dybest set får du ikke særlig mange poster i det her samfund, hvis du er kritisk mod regeringen,« siger Mads Nissen.

Har du nogen anelse om, hvorfor de så har givet dig denne her pris?

»Her er slet ikke pressefrihed, men der er ingen rød tråd i, hvordan de censurerer. Hvis jeg var ude at fotografere historien, så ville jeg opleve modstand fra myndighederne. Men så sidder der alligevel en dommerkomite, der ikke lader sig styre så stramt. Det er dybt modsætningsfyldt.«

Du kan ikke se Mads Nissens fotoserie endnu, men den vil blive bragt i Politiken.

1 Kommentar

Anders Aadal
9. MAJ 2008
Re: Kinesisk fotopris til dansk Kina-kritiker

Nice going!

Glæder mig til at se fotoserien.