search

Kinas styre tjener på at snyde egen internetcensur

Journalister omgår dagligt det kinesiske styres kontrol på nettet, fortæller korrespondenten Ming Ou Lü til Journalisten.dk. Faktisk tjener styret selv på at skabe huller i censurapparatet, siger han.

Journalister omgår dagligt det kinesiske styres kontrol på nettet, fortæller korrespondenten Ming Ou Lü til Journalisten.dk. Faktisk tjener styret selv på at skabe huller i censurapparatet, siger han.

Det kinesiske styres censurapparat på nettet, den såkaldte Great Firewall of China (Den Kinesiske Internetmur) var midlertidigt nede sidst i februar måned, og kinesere kunne for en stund besøge internettjenester som Facebook, Twitter og Youtube. I snart ti år har myndighederne med internetmuren forsøgt at censurere og overvåge kinesernes færden på internettet.

Men til dagligt er det slet ikke så svært at omgå internetcensuren i Kina, fortæller Ming Ou Lü, der er korrespondent for Kristeligt Dagblad i Kina. Journalisten.dk har talt med ham om censur og selvcensur i Kina. Han forklarer blandt andet, at det kinesiske styre faktisk selv tjener penge ved at udbyde internetforbindelser, der omgår censuren.

For at omgå internetmuren gælder om at installere et program, som forbinder en med en server i udlandet, så det ser ud som om, man går på nettet der og ikke i Kina – en såkaldt vpn-server, forklarer Ming Ou Lü, der til daglig bor og arbejder i Beijing.

»Sjovt nok tjener den kinesiske regering penge på deres egen censur. For de ejer store aktieandele i nogle af de teleselskaber, der tilbyder vpn-forbindelser fra eksempelvis Hong kong.«

Mange kinesiske journalister bruger forbindelserne til at finde de historier, som styret ikke ønsker, at de skal læse og derfor har censureret væk fra det almindeligt tilgængelige internet, fortæller Ming Ou Lü. Han bruger forbindelserne, når han er på Skype, sender sensitive mails eller er i kontakt med kilder, som kommer med informationer, der kan give dem problemer med myndighederne, siger han.

Udover internettet er styret dagligt til stede i de kinesiske redaktioner landet over. Dog ikke fysisk. Hver dag tikker en fax ind fra styret med retningslinjer for, hvad journalisterne skal undgå at skrive om, og hvad de gerne må skrive meget om, fortæller Ming Ou Lü. Det åbner op for et spil uden fast definerede grænser, for det er stadig op til den enkelte redaktør at tage stilling til retningslinjerne.

»Efter tres år med diktatur, ved kinesiske journalister, hvor grænsen går. Det betyder dog ikke, at journalisterne ikke forsøger at skubbe grænsen lidt hele tiden,« siger han.

»Som udgangspunkt skriver journalister, hvad der passer dem, og så må redaktøren tage beslutningen om han eller hun vil benytte artiklen. Hvis artiklen bliver brugt, og styret ikke siger noget, så er det fint. Hvis styret slår ned på avisen i form af en reprimande, eller at chefredaktøren bliver kaldt til mundtlig samtale, jamen så ved avisen, at grænsen er nået.«

Det kan dog godt blive til mere end en reprimande, forklarer Ming Ou Lü.

Som eksempel nævner han chefredaktøren på Southern Metropolis Daily, Cheng Yizhong. Southern Metropolis Daily er en del af Southern Daily Group, der ifølge Ming Ou Lü er en af de mere liberale mediehuse i Kina.

Tilbage i 2003 var Cheng Yizhong var en af de driftigste chefredaktører i Kina, og Southern Metropolis Daily producerede en stribe af afdækkende og afslørende artikler om korruption i det kinesiske system. I 2004 blev hans avis dog stormet af politiet, efter at provinsregeringen i Guangdong havde fået nok. Cheng Yizhong blev desuden anholdt og har sidenhen haft forbud mod at arbejde som redaktør, fortæller Ming Ou Lü.

Det sjette nyhedskriterium 

Men den form for censur og direkte konfrontation med systemet er sjældent en del af det daglige arbejde som journalist i Kina, fortæller han.

»Oftest bliver det ved selvcensuren. Det bliver kaldt det sjette nyhedskriterium og handler om, at der er en fælles bevidsthed om, hvad man kan tillade sig at skrive, hvis man vil undgå repressalier fra myndighederne. Med til det hører dog også, at man ved, at der findes en statsmagt, der har muligheden for at slå hårdt ned på journalisterne,»

Som eksempel nævner Ming Ou Lü en kinesisk ven og erhvervsjournalist, som undersøgte en historie om, at den amerikanske ambassadør i Kina havde en bror, der skyldte penge til et kinesisk selskab.

»Det viste sig, at ambassadøren, der er etnisk kineser, var blevet for populær for styret, og rygterne gik på, at den kinesiske sikkerhedstjeneste havde plantet historien i de kinesiske medier for at give ham et dårligere ry. Da han havde afleveret historien, kom redaktøren til hende, og sagde, at historien alligevel ikke ville blive publiceret, da den nok var for sensibel.«

Og så er der ikke andet for end at tage fat på en ny historie. Og dem er der nok af, forklarer Ming Ou Lü.

»Der har for eksempel været skandaler om minedriften flere steder i landet. Men hvis man begynder at hænge enkeltpersoner ud som for eksempel politikere fra lokalregeringen, skal man gøre sig seriøse overvejelser om det.«

Ming Ou Lü nævner en episode i 2001, hvor lokale politikere forsøgte at dække over en mineulykke i Guangxi-provinsen, hvor mindst 81 omkom. Det kom frem, at flere af de journalister, der havde forsøgt at dække ulykken havde fået bank og dødstrusler.  

Derfor kan den statslige tv-station CCTV og det statslige nyhedsbureau Xinhua være en god rettesnor, siger Ming Ou Lü. I december var der for eksempel stort oprør i den kinesiske landsby Wukan, der sendte kommunistpartiets lokale ledere på flugt. Da Xinhua begyndte at rapportere derfra, kunne resten af de kinesiske medier følge efter. Også selvom det handlede om et oprør mod systemet, fortæller han. Men det kan også gå den modsatte vej. Da occupy-bevægelsen kom frem i mange vestlige lande, var det en god historie for det kinesiske styre, fordi den illustrerede uvilje mod den vestlige verden.

»Men da demonstrationerne kom til Kina, og gammelkommunister begyndte at lave sympatidemonstrationer, blev alle bedt om at dæmpe dækningen for ikke at puste til ilden, hvis de kinesiske arbejdere skulle finde på at tilslutte sig,« fortæller Ming Ou Lü.

Læs mere om det midlertidige nedbrud i Kinas internetcensur på Ottawacitizen.com

Læs mere om trusler mod journalister i Kina hos The Committee to Protect Journalists

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen