Kina strammer kontrol med udenlandsk presse

Udenlandske journalister blev tilbageholdt i Kina, efter at de ville dække en demonstration mod regeringen. Omvæltningerne i Nordafrika har fået paraderne op hos de kinesiske myndigheder.

Udenlandske journalister blev tilbageholdt i Kina, efter at de ville dække en demonstration mod regeringen. Omvæltningerne i Nordafrika har fået paraderne op hos de kinesiske myndigheder.

Søndag blev omkring et dusin europæiske og japanske journalister i Shanghai ført ned i en underjordisk bunker i to timer af kinesisk politi. Journalisterne ville dække en protestmarch mod regeringen tæt på Folkets Plads i Shanghai. Men det fik myndighederne således sat en effektiv stopper for, skriver New York Times.

Samtidig er en række andre journalister i weekendens løb blevet opsøgt i deres hjem og advaret mod at skabe problemer eller gøre forsøg på at "vælte partiet". Det skete blandt andet for reportere og fotografer fra CNN, NBC, AP og New York Times.

Disse og en række andre hændelser – flere journalister rapporterer at have fået deres email-konti hacket – opfattes som udtryk for et strammet greb fra myndighedernes side på grund af den bølge af anti-diktatoriske protester, der i disse uger bølger hen over Nordafrika og Mellemøsten..

»De er gået i kontrol-mode igen. Det, vi nu ser, er, at Kina lukker sig til, for det er det eneste svar, landet kender. At intimidere journalister er et klassisk greb. Men selv om det ikke er noget nyt, så er det noget, vi ikke har set i lang tid,« siger David Dandurski, analyst ved China Media Project på University of Hong Kong, til New York Times.

0 Kommentarer