En kinesisk vending lyder »De uddannede masser foragter hinanden«, hvilket indikerer, at det er meget farligt at kommentere sine kolleger. Uheldigvis er det lige præcis, hvad jeg er blevet bedt om at gøre i denne artikel: Skriv om dit umiddelbare indtryk af danske journalister. Der er en væsentlig grund til, at det ikke bare er farligt, men stort set umuligt, og den er, at jeg ikke taler dansk.

I min egenskab af kinesisk journalist blev jeg inviteret til Images of Asia Festivalens udvekslingsprogram for medier. Besøget i Danmark strakte sig over to uger. Det er ikke første gang, jeg besøger jeres dejlige land, men dette besøg gav mig mulighed for at lære mere og for at få en dybere forståelse af jeres land.

Jeg var heldig at komme til Skive – en by, mange danskere aldrig får chancen for at besøge – og arbejde på Skive Folkeblad i et par dage. Den anden uge tilbragte jeg i København på Danmarks Radio, mens jeg samtidig skrev for en kinesisk avis. Da jeg accepterede Journalistens forslag, gjorde jeg det, fordi jeg har nogle oplevelser og tanker, som jeg godt vil dele med mine danske kolleger. Her er de:

I skal vide, hvor velsignede I er, at I har seks ugers ferie hvert år. I Kina har vi kun to uger. Den lange ferie gør mig ikke jaloux. Det, der gør mig virkelig jaloux, er, at I kan skrive og fortælle, hvad I har lyst til i medierne. I kan endda kritisere ministre og lovgivning på alle niveauer uden at være bange for at miste jeres job eller komme i fængsel, som det er almindeligt mange andre steder i verden.

Jeg mener ikke, at I skal betragte det som et privilegium, fordi det jo burde være en basal ret for journalister i hele verden. Alligevel vil jeg sige, at I ikke skal tage det for givet, bare fordi I er opflasket med den ret. Værdsæt den, og brug den, så meget I kan. Det er nemt at miste noget, hvis man ikke er påpasselig med at værdsætte det.

Mit andet budskab er, at I ikke har gjort jeres job godt nok, når I har fortalt om Kina. I hvert fald interviewede jeg danskere, der havde den opfattelse, at alle kinesere går rundt i sorte eller blå uniformer. Det er åbenbart det billede, de har fået fra medierne. Jeg ved, det er svært at lave et dækkende portræt af verdens hurtigst udviklende land med en befolkning på 1,3 milliarder. 50 millioner af dem er yderst fattige, de taler tusindvis af underlige sprog og dialekter, bruttonationalproduktet har en vækstrate på over otte procent om året – Kina producerer alt for hele verden. Men for mig er der tale om almindelige mennesker, der har følelser, håb og drømme om et bedre liv – lige som alle andre. Det er mennesker, jeg lever og arbejder med hver dag. Det er en stor udfordring at gøre dem synlige. I er velkomne til at komme til Kina og tale med dem, lytte til dem og betragte deres dagligdag ud fra jeres holdninger og vinkler. Forhåbentligt er det ikke sværere for jer at få visum til Kina, end det var for mig at få et visum til Danmark.

I Beijing for eksempel vil I kunne finde blomsteridyl og affald ved siden af hinanden, så I kan optage begge dele samtidigt. Men jeg ville være skeptisk og have mistro til din vinkel, hvis du ønsker at vise danskerne affald i syv minutter og blomster i tre minutter.

Jeg vil ikke gå i forsvarsposition, idet jeg tror meget stærkt på, at en god journalist skal være mere åben over for andre kulturer og mere kritisk mod sin egen.

Til sidst vil jeg gerne sige rigtig mange tak til mine danske kolleger i Skive og til dem, der interviewede mig og talte med mig, mens jeg var i Danmark. Det var en stor glæde at arbejde med jer alle sammen. I skal bare huske på, at jeg ikke repræsenterer samtlige kinesiske journalister, alle kinesiske kvinder eller hele den kinesiske ungdom, selv om jeg nok heller ikke er særlig unik.

* Cai Yiping (Cai er efternavnet) er ansat på China Women's News. Hun har været redaktør i den internationale kronikkonkurrence »Verdens Kvinder på tærsklen til det nye årtusinde«. De 23 udvalgte kronikker kan læses i bogen »Min Mormors Lange Hår – unge kinesiske kvinder i dialog med deres bedstemødre om kærlighed, arbejde og identitet«.

Oversættelse: Annelise Mølvig