Vinderen af årets DONA-pris er Kim Schou. Det blev for kort tid siden offentliggjort fra scenen til DONA-prisuddelingen i København.
Prisuddelingen var kulminationen på en aften med et tætpakket program med oplægsholdere fra Danmark, USA, Irland og Canada. Arrangementet, som var fuldstændigt udsolgt, bød på oplæg fra Splay, BBC, ATTN:, Financial Times of NewsWhip.
Kim Schou er digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad og producerer i samarbejde med journalister, fotografer og redaktører specialhistorierne til Kristeligt Dagblads onlineunivers. Han har blandt andet i samarbejde med en journalist transformeret en artikel om den danske fællessang til en faktisk fællessang på "papir" med kaffepletter og med korindspilning og karaoke. Han stod også for at samle og overskueliggøre livedækningen under terrorangrebet i Nice.
Det var en glad og taknemmelig vinder, der tog imod pokalen.
"Jeg arbejder sammen med nogle fantastiske kolleger. Mange tak for de venlige ord. Jeg elsker egentlig bare at fortælle historier, så mange tak," sagde Kim Schou. Magnus Bjerg, formand for DONAs bestyrelse, overrakte ham pokalen.
Foruden pokalen var der en flaske bobler til både vinderen og de to andre nominerede, Filip Wallberg og Søren Pedersen. Da boblerne var uddelt, opfordrede Magnus Bjerg til, at de fremmødte gæster fulgte med på baren Din Nye Ven bagefter – og sluttede af med at sige, at han nok mødte lidt sent på arbejde næste dag.
Prisen uddeles af foreningen DONA, som består af netjournalister og -kommunikatører og gives til medier eller journalister, der har gjort en særlig indsats for onlinejournalistik eller -kommunikation. Sidste år gik prisen til Politiko.dk, og før da fik Berlingskes journalist Line Holm prisen.
De nominerede
Ud af 21 indstillede journalister og projekter var tre nomineret til DONA 2016. Juryen, der stod for at vælge ud blandt de nominerede, bestod af DONAs bestyrelse og en ekstern fagjury af tidligere DONA-vindere. I år var det Line Holm og Thomas Søgaard Rohde fra Berlingske, Nikolaj Rytgaard fra Jyllands-Posten og Kaare Sørensen fra TV 2.
De nominerede var:
Filip Wallberg, journalistisk lektor ved SDU og selvstændig konsulent. Han står blandt andet bag De Virale Nyheder, Twitterjournalister.dk og Twitterpolitikere.dk.
DKpolitik ved Søren Pedersen. DKpolitik er en service, der samler de vigtigste nyheder om dansk politik. Servicen findes på Twitter som @DKPolitik og som app til mobilen.
Rettet klokken 7.45: Ved en fejl stod der nederst i denne artikel en linje om, at Søren Pedersen også havde vundet. Det havde han – som det fremgår af artiklen – ikke. Journalisten beklager.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.