Kim Henningsen stopper som chefredaktør på Se og Hør.
Det skriver Aller Media i en pressemeddelelse.
Kim Henningsen har siden midten af marts været sygemeldt, og han indgik i sidste uge en fratrædelsesordning med direktionen i Aller Media.
”Det har været fire spændende og gode år på et blad med nogle af Danmarks mest dedikerede kendis-medarbejdere. Men under et langt sygdomsforløb, som jeg næsten er ude af, har jeg selvfølgelig gjort mig en del tanker om fremtiden. Derfor er jeg glad for den aftale, vi har indgået,” siger Kim Henningsen i pressemeddelelsen.
”Jeg har været meget glad for samarbejdet med Kim Henningsen i hans job som chefredaktør for SE og HØR. Kim har til fulde udfyldt rollen som ansvarlig for at lede redaktionen og udvikle profilen for et blad, som via sit stærke og kontroversielle brand ofte befinder sig i andre mediers søgelys. Det er mit ønske, at vi fortsat kan få glæde af Kims journalistiske egenskaber på en af vores andre udgivelser,” siger Per Ingdal, udgiverdirektør, Aller Media A/S, i pressemeddelelsen.
Frem til Aller Media finder en ny chefredaktør, vil Per Ingdal være fungerende chefredaktør på Se og Hør.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.