Der er kommet helt utroligt meget mere fokus på journalisters person. Det er ofte i en besynderlig form, hvor der bliver skrevet om underholdningsprogrammer, hvor journalister deltager, som om det var virkelighed.
Hvordan synes du, det påvirker journalisters troværdighed, når de stiller op til interview i privaten eller deltager i underholdningsprogrammer?
Et eller andet sted er det uforeneligt med rollen som seriøs nyhedsformidler. Selvfølgelig kan man lade sig interviewe i privaten, men for mig er det ikke foreneligt at deltage i et danseprogram om fredagen og være nyhedsvært om tirsdagen.
Hvor trækker du grænsen mellem dig selv som mediepersonlighed og privatperson?
Jeg vil gerne deltage, hvis det drejer sig om noget, jeg ved noget om. Jeg har heller ikke noget imod at svare på spørgsmål om, hvilke tre bøger jeg senest har læst. Ting, som jeg ikke har forudsætninger for at svare på, vil jeg ikke kaste mig ud i. Man skal generelt være meget forsigtig med at træde ud af rollen som journalist.
Har du oplevet noget positivt ved at være et kendt ansigt?
Det gør, at det er lettere at få adgang til folk, fordi alle ved, hvem jeg er. Ulemperne ved at være en kendt vært er ikke store, for vi lever heldigvis i et land, hvor 99 procent af dem, der henvender sig, siger rare ting. Dem, der ikke kan lide mig, lader som regel være med at sige noget.
Kan du huske, hvordan det var at blive et kendt ansigt?
Nu gør du præcist det samme som ugebladene. Jeg gider ikke forholde mig til, hvordan det er at være kendt. Spørg mig om noget, jeg ved noget om. Spørg mig for eksempel om Pakistan, som vi laver program om i aften. Spørg hellere nogle, der er kendte, fordi de har lavet et eller andet fantastisk godt. En skuespiller eller en sportsstjerne. Jeg passer bare mit arbejde. /
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.