Kilderne er ved at overtage rollen som formidler – hvilket reducerer journalisten til postbud.
En tendens breder sig og udfordrer den fri presse. Vi kan jo være positive og sige, at kilderne bliver mere og mere professionelle. Vi kan også sige det lige ud af posen: Stadig flere kilder stiller betingelser for at medvirke i journalistik, og det bryder med forestillingen om en fri og præcis presse.
Problemet er alvorligt, ikke mindst fordi kampen om citaterne foregår uden for mediebrugernes synsfelt. Læsere, lyttere og seere ved med andre ord ikke, hvilke aftaler der ligger til grund for kildernes optræden i nyhedsbilledet. De kan blive forført, hvilket i sidste ende udhuler journalistikkens troværdighed.
Problemet starter allerede ved interviewaftalen. Kilden forlanger at blive briefet helt tæt om, hvilke spørgsmål der stilles. Og kilden forlanger også at godkende citaterne med mulighed for at slette, rette, stramme – hvilket primært rammer den skrevne presse. Det er en udvikling, som har taget fart de seneste år.
Engang var det faktisk journalisten, der som offentlighedens repræsentant bestemte, hvad der skulle spørges om. Og hvordan svaret skulle noteres. I dag er ikke mindst det skrevne citat i stigende grad resultatet af en forhandling.
Her på redaktionen mærker vi desuden, at kilderne i stigende grad forsøger at komme helt ud af historien, når de opdager, at den har kritisk kant. Tv-folk vil ikke citeres for deres forklaring om tvivlsomme programformater. Kommunale chefer påstår, at deres svar er noteret forkert – og vil slet ikke deltage. Vi får at vide, at der slet ikke var tale om et interview – men en "samtale". Et tilbud om at præcisere udtalelsen bliver mødt med en gentagelse af kravet om, at de vil skrives helt ud af historien. Har vi båndet interviewet – så er det også forkert!
Og dernæst kommer den obligatoriske trussel om Pressenævnet.
Helt overordnet er der tale om, at journalistik er ved at blive mere og mere kommunikeret af kilden. Kilderne er ved at overtage rollen som formidler – hvilket reducerer journalisten til postbud. På Journalisten tager vi slagsmålet – og bruger den tid, det kræver. Som redaktør oplever jeg i stigende grad, at redaktionen ligefrem er nødt til at lægge en kommunikativ slagplan for gennemførelsen af interviews.
Omtanke skader selvfølgelig aldrig, men kilder forsøger i stigende grad at arrangere modspin allerede i researchfasen. Det sker for eksempel ved at ringe til journalistens andre kilder og forsøge at påvirke dem til at moderere deres udtalelser eller helt trække dem.
Og så er der efterspillet. Det er også blevet mere strategisk. Ofte reagerer den kritiserede ved offentligt at angribe budbringerens troværdighed – i stedet for at forholde sig til, at der rent faktisk er påvist et substantielt problem. Det er trivielt. Journalistik har altid været en kampzone – og vil altid være det. Derfor er der kun et svar til de kilder, der tror, at de bestemmer:
Journalistikken skal generobre både udspil og det sidste ord. Vi kan som fag ikke bortforklare kildestyret journalistik med, at vi skal levere flere og flere historier til flere og flere platforme. Uanset hvor stort arbejdspresset er, må vi stoppe den praksis, hvor kilderne bestemmer, hvordan historierne præsenteres.
Den bedste historie er stadig den, som nogen ikke vil have fortalt.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som Læser og seer har jeg ofte gennem det sidste års tid og i stigende grad oplevet indslag og artikler, der i den grad bære præg at være plantet. Hvor journaliste uden at grave i baggrunden blot er sendebud for andre.
Mon ikke det snart er på tide at den enkelte journalist bliver enig med sig selv om vedkommende vil være spindoktor/tekstforfatter/budbringe eller journalist.