Kilder med kamera

Flere og flere danske tv-producenter giver de medvirkende et kamera med hjem, så de kan filme deres eget liv. Det giver nærvær og intensitet, lyder begrundelsen.

Dokumentarudsendelser, hvor de medvirkende filmer deres egen historie, er ved at vinde indpas på de danske tv-skærme.

Mandag den 17. september lancerer TV 2 ZULU et nyt rejseprogram, Eventyrerne, om kendte danskere på rejse. Programmerne er en blanding af et kameraholds optagelser og de medvirkendes egne betroelser til kameraet.
Det er langt fra det første eksempel på, at medvirkende tager kameraet på skulderen. Flere dokumentarudsendelser med de medvirkendes egne optagelser er allerede rullet over skærmene, og flere er under produktion.

Den vigtigste grund til, at konceptet overhovedet kan bruges, er, at der i dag findes kameraer, der er simple at betjene, og som kan levere ordentlige billeder.

"Det er meget mere nærværende, når de medvirkende selv filmer. Det virker meget intenst, og der kommer mange overraskelser på den måde," siger Tine Katinka Jensen, som er instruktør på dokumentarserien Wonderkids, der er produceret af Koncern TV og Film produktion.

 

"Kære dagbog…"
Dokumentarserien, som har været sendt i 13 afsnit på TV 2, handler om børn med et helt specielt talent. Børnene får et kamera, som de selv får lov at lege med, og en del af deres egne optagelser er desuden instrueret. De får bestemte opgaver, de skal filme, eller spørgsmål de skal svare på.

Wonderkids vandt i foråret 2001 juryens specialpris ved børne-tv-festivalen i Merano, hvor børnenes egne optagelser vakte opmærksomhed. Nye afsnit af serien Wonderkids er under produktion.

Til efteråret lancerer TV 2 endnu en række dokumentarudsendelser, hvor børn overnatter med kameraet. Den hedder Kære Dagbog, og børnene betror sig til kameraet som til en dagbog, men denne gang får man ikke børnenes egne dogmeoptagelser at se. Det bliver kun børnenes snak til kameraet, der skal med som en voice-over til kameraholdets professionelle billeder.

"Det var simpelthen for kedeligt, når børnene sad og talte til kameraet, programmet faldt i tempo, og det virkede kunstigt. Derimod gav det plads til lidt mere frie toner fra børnene, når der ikke stod et helt kamerahold med boomstang og store skærme. Det er deres egne tanker, og det virker stærkere," fortæller Niels Christian Meyer, kendt som Bubber, som er TV 2s børne- og ungdomsredaktør.

Bubber er sikker på, at vi vil se mange flere dokumentarudsendelser i fremtiden, hvor de medvirkende selv filmer.

"Jeg tror, man vil bruge det i programmer, hvor der skal rykkes nogle grænser, og man skal tættere på end normalt. Der er det oplagt at lade folk få kameraet med hjem, så de selv kan regulere, hvor langt de vil gå."

Men netop fordi de medvirkende tit er mere åbenhjertige, når de er alene med kameraet, er det vigtigt at tage nogle etiske forbehold, mener Bubber.

"Der er i princippet ikke noget filter, og derfor skal man være varsom med, hvad man viser. Det er ikke sjovt at udstille mennesker, som fortryder det bagefter," siger TV 2s børne- og ungdomsredaktør.

 

Rigere sprog
Tilrettelægger Bente Milton er i øjeblikket ved at producere en række dokumentarudsendelser, der skal skildre den meget ømtålelige situation, når et barn har kræft. Et par af familierne, som er med i programmerne, har fået udleveret et kamera. Tanken er, at barnet selv eller et hvilket som helst familiemedlem kan gå hen og betro sig til kameraet som til en dagbog.

"Det er ikke til at forudsige, hvornår tanker og følelser dukker op. Det er jo fysisk umuligt for os at være der hele tiden, og det ville også være ulideligt for familien," siger Bente Milton.

Udsendelserne er ikke færdige, og Bente Milton har ikke set familiernes optagelser endnu, så det er derfor usikkert, om de private optagelser overhovedet kommer med i de færdige dokumentarudsendelser.

Konceptet med at lade de medvirkende filme selv er langt fra en ny opfindelse. I England har almindelige mennesker leveret billeder til blandt andet rejse- og valgprogrammer igennem de sidste ti år.

Leder af Filmskolens tv-uddannelse Arne Bo forudser, at tendensen vil blive forstærket i fremtiden.

"I et komplekst samfund som det danske er det vigtigt, at vi har et så rigt sprog som muligt. Derfor synes jeg, det er naturligt, at vi lukker flere mennesker ind i mediebilledet," mener Arne Bo, der selv er uddannet filminstruktør.

"Det er ikke længere kun meningerne, der er forskellige, men også de formmæssige udtryk. Vi ville ikke være tilfredse, hvis vi kun kunne få en krimi og en digtsamling, når vi gik i boghandlen. Det samme gælder for billedsproget."

På tv-festival den 13.-15. september på Filmskolen debatteres, hvad der sker med etikken, teknikken og de redaktionelle valg, når de medvirkende selv bestemmer, hvad der skal filmes – i oplægget "Gi' dem et kamera".

Læs også: Øje på sig selv

0 Kommentarer