search

Kilden til det evige liv er fundet

Jeg jubler af lutter begejstring, for jeg har fundet kilden til det evige liv.

Jeg jubler af lutter begejstring, for jeg har fundet kilden til det evige liv.

Begejstringen vil ingen ende tage, for jeg har fundet kilden til det evige liv. Og så endda uden at forlade computeren eller min plads i IC3-togets stillekupe.

Kilden er tilgængelig konstant, og der er til alle der kan og vil skrive bt.dk i browserens adressefelt. For hos B.T. kan jeg læse om, hvordan jeg undgår gigt, demens, kræft og talrige andre sygdomme.

Prøv selv: Søg efter ordet 'undgå' på bt.dk.

Ud fra en kommerciel betragtning kan jeg sagtens forstå, hvorfor B.T. satser stort på sundhed. Folk vil gerne have hjælp til at undgå de frygtede sygdomme, der hvert år plager alt for mange danskere.

Min bekymring er kun, at 'kilden til det evige liv' forvirrer mere end avisen gavner.

For med de mange råd, der bliver givet i øst og vest, kan vi læsere let miste det samlede overblik og fornemmelsen af, hvad der er godt og skidt, hvad der er op og ned.

For få timer siden læste jeg fx, at jeg kan undgå kræft, hvis jeg dropper vitaminpillen. B.T. skrev: "Den daglige pille skader dit helbred".

Tidligere har jeg læst om, hvordan jeg kan undgå kræft hvis jeg dropper kød, spiser mere fuldkorn, holder mig fra skoldhed kaffe og stegning, mens jeg kaster fisk og jordbær ned gennem spiserøret.

Jeg betvivler ikke, at vores livsstil og vores mad påvirker vores sundhed. Det er der vist ingen tvivl om. Men jeg savner mere langsigtede råd, der ikke har været en tur gennem rubrik-snedkeriet, hvis eneste formål er at skaffe brugere og læsere.

Jeg savner gode og velkvalificerede råd til hverdagen, der ikke udelukkende tager udgangspunkt i ny forskning, der har påvist, at en endnu et produkt fra mit køkken, giver mit kræft.

B.T. må gerne hjælpe til et langt, lykkeligt og sygdomsfrit liv, og jeg vil med stor interesse læse med, når/hvis den dag kommer. Og ikke mindst når en historie ikke kun er et hurtigt klik-fix fra sundheds-pusheren.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen