search

Kildekritik eller kildemagt

"Jeg får den lige til gennemsyn, ikke?" Den sætning er i dag almindelig udgangsreplik efter et interview. I hvert fald for undertegnede freelancejournalist gennem 12 år. Da jeg første gang blev præsenteret for denne praksis af en redaktør med begrundelsen: "Kilderne skal have lov at se artiklen. Vi vil ikke have fejl," gjorde det heller ikke så meget. For man skal tjekke sine oplysninger.

I dag er jeg mere lunken ved tanken. For denne praksis har udviklet sig til en rutine, hvor resultatet er kildemagt i stedet for kildekritik. Et artikel-gennemsyn kan selvfølgelig forhindre alvorlige fejl – men gør det sjældent. I langt de fleste tilfælde er der tale om egentlig kilde-godkendelse af artiklen. Resultatet bliver ofte en dårligere historie, en utroværdig artikel – og glem så i øvrigt nyhedsværdien – for når artiklen først er "ude" af journalistens computer, er der ingen garanti for hemmeligholdelse frem til deadline.

Et eksempel: Til et blad om energibesparelser skal jeg skrive en historie om, at der nu skal sættes glaslåger på frysebokse i detailhandlen. Det kan spare store mængder energi, og jeg interviewer et par detailhandelskæders miljøchefer, der alle synes, det er en vældig god ide. Budskabet er – som altid – at det både sparer penge og miljøbelastninger.

I "det virkelige" liv taler jeg så med en købmand, der har stillet sig til rådighed for et forsøg med disse glaslåger. Han er meget lunken, for det har kostet ham stor nedgang i omsætningen, siden forsøget blev indført. En oplysning, jeg synes er relevant for at skrive en troværdig artikel om, at energibesparelser altså ikke altid er lutter røde roser.

Da jeg sender artiklen til gennemsyn til alle medvirkende, går et større apparat i gang. Jeg får en opringning fra en fabrikant af glaslåger, jeg i øvrigt ikke har talt med før. Han har min artikel foran sig og protesterer, fordi han har fået lavet en undersøgelse i Sverige, der siger, at glaslåger ikke har nogen betydning for omsætningen.

Købmanden vil ikke længere citeres. Hele dagen er han blevet kimet ned af folk, der synes, det er et "dårligt budskab", forklarer han. Enden på historien bliver altså, at artiklen handler om, at glasruder er skidegode til energibesparelser og for miljøet. Min redaktør vil ikke gå ind i sagen.

Det er ikke usædvanligt, at artikler på denne måde "går i høring". Artiklerne gennemtygges, og kilder justerer sig i forhold til hinanden uden om journalisten eller redaktøren for det pågældende blad. I nogle tilfælde kræves udeladelser af afsnit og sproglige justeringer, som alt i alt kan være med til at dreje eller sløre budskaberne i artiklerne. "Det giver jo bare bøvl" i form af avisdebat eller spørgsmål i Folketinget, er den almindelige forklaring.

Kilder skal naturligvis behandles ordentligt. Og kommer der udtalelser under et interview, kilden ikke vil citeres for, respekterer jeg det altid. Aftaler med redaktører er da også, at kilderne har ret til at rette eventuelle fejl eller slette oplysninger, som kan give dem alvorlige problemer eller afsløre deciderede forretningshemmeligheder – men heller ikke mere.

Men når man forelægger redaktøren det konkrete problem, hvor rettelserne og kommentarerne går langt ud over dette, er svaret ofte: "Det gider jeg ikke slås med. Det er ikke så vigtigt".

Et andet eksempel: Jeg besøger et FN-bistandsprojekt i Kirgisistan, hvor fattige landsbykvinder får små lån til at købe læggekartofler for og starte en fødevareproduktion. Et land i det tidligere Sovjet, hvor folk hverken har arbejde eller penge til at købe/dyrke mad for.

I forbindelse med projektet er der givet tilsagn fra lokale myndigheder om, at kvinderne kan bruge offentligt ejet jord til at plante kartoflerne ud til senere salg og selvforsyning. Men da det skal til at ske, har en slægtning til præsidenten pludselig sat sig på jorden for at så korn til sit ølbryggeri. De spirede kartofler truer med at rådne op. Og bistandsprogrammet – en del af et større Verdensbank-projekt til en milliard dollars – risikerer at gå i vasken.

Historien skrives til CHOICES. Et blad udgivet af UNDP – FNs udviklingsprogram. Kilderne (FN-folk) til historien ønsker dog ikke at "blande sig i politik", da de får læst artiklen. Redaktøren er enig. Artiklen ender som en beretning om et fattigdomsprojekt, der er godt på vej.

I samme blads kolofon kan man læse: "Artiklerne er ikke nødvendigvis et udtryk for UNDPs holdninger". Et "forbehold" man kan læse i alle større danske organisations- og fagblade. Hvis dette forbehold skal tages alvorligt, må rutinen med gennemsyn/godkendelse ændres. Eller også skal man ikke foregøgle journalister, at de kan skrive uafhængigt, kritisk og troværdigt om de historier, de kobles på. Og det er jo skidt for både journalistikken og de organisations- og fagblade, der ønsker at være andet end reklameblade.

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen