Den italiensk-amerikanske fotograf Jim Vecchi husker barndommens fascination af de nære ting. Det er der kommet en serie billeder af pæle ud af.
FASCINATION. Hvilken fotograf har ikke ærgret sig over den lygtepæl, der stak ud af hovedet på offeret, eller højspændingsmasterne, der ødelagde det i øvrigt vidunderlige landskab? Hvor tit har man ikke haft lyst til lige at fjerne et møg-irriterende nedløbsrør i Photoshop?
Pæle, master, stænger er generelt en udfordring for fotografer ude i det virkelig liv. Linjer, der skæmmer en i øvrigt perfekt komposition af smukt afstemte flader.
Men den 53-årige fotograf Jim Vecchi er gået den modsatte vej. Han har taget pælene til sig.
»Jeg kan huske de timer, jeg brugte på bare at kigge. Som barn var alting værd at undersøge. Selv en pæl, en sokkel eller en ledning kunne fange hele min opmærksomhed. Set gennem mine øjne fik de en aura af værdighed, nærvær og lidenskab. Det omgivende landskab fortabte sig i et sløret mysterium af farver og bevægelse. Jeg sad overvældet af ærefrygt, som ved universets centrum,« fortæller Jim Vecchi på internet-portalen photoeye.com.
Nu har Jim Vecchi skabt en hel serie billeder af pæle, sokler og stænger fotograferet helt tæt på, med et uskarpt landskab af farver og bevægelse i baggrunden. En serie billeder, som bevæger og fascinerer i al deres enkelhed. For vi kan jo alle genkende den barnlige fascination af mønsteret i den varme asfalt, regndråberne på ruden og furerne i telefonpælen.
Jim Vecchi har prøvet at gå tilbage til en tid, hvor han så verden »uden mærkater, titler, koncepter og kategorier; en tid, hvor jeg endnu ikke havde lært, at pæle var forhindringer, som jeg skulle se udenom eller fokusere længere væk fra.«
For nogle lyder det måske som noget verdensfjernt sludder, der ikke har noget med pressefotografi at gøre. Men den seneste tids eksponering af almindelige menneskers billeder taget med mobiltelefoner fra verdens brændpunkter viser, at pressefotografer ikke længere har monopol på det registrerende foto. Vi er nødt til at være mere kreative, at blive i stand til at formidle ikke bare begivenheder, men også følelser, stemninger og drømme.
At det er en salgbar vare, er Jim Vecchi selv et bevis på. Hans billeder hænger ikke bare på alverdens museer, de er også udbudt til salg på den store kommercielle billedportal corbis.com.
* Blå bog – Jim Vecchi
Født 1951.
Arbejder og bor i italienske Firenze og i USA.
Begyndte at fotografere i 1983 og har siden undervist i billedkunst og haft flere fotoudstillinger. Gådefulde, slørede baggrunde er et af hans varemærker.
Efter fem års forberedelse blev hans metafysisk inspirerede fotoserie "Invocation: Hands to God" præsenteret i 2001. Den kan også opleves på www.hands2god.org.
* Journalisten præsenterer over fire numre en række anderledes fotografer. Læs også de øvrige portrætter:
Judy Olausen – Mor som sofabord (Journalisten nummer 17/2004).
Thinh Le – Det afgørende øjeblik trukket ud (Journalisten nummer 18/2004).
Duane Michals – En rejse tilbage i tiden (Journalisten nummer 20/2004).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.