Kforums nye site er i luften: Vil newsjacke debatten med fakta

Med to millioner kroners mediestøtte i ryggen er det nye datajournalistiske site Bias gået i luften. »Vi vil give den lidt nørdede, faktuelle datavinkel på den aktuelle nyhedsdagsorden,« siger redaktør Timme Bisgaard Munk. Indtægterne skal bl.a. komme fra kursusaktiviteter

Det nye datajournalistiske webmedie Bias, som folkene bag Kforum står bag, er i dag gået i luften.

Mediet, som har modtaget to millioner kroner i mediestøtte, vil med sin datafokuserede journalistik kvalificere debatten og den journalistiske dækning af de vigtigste emner i den hjemlige samfundsdebat.

»Vi vil give den lidt nørdede, faktuelle datavinkel på den aktuelle nyhedsdagsorden,« siger redaktør Timme Bisgaard Munk til Journalisten.

Vil tilføre reel viden til debatten  

Lige nu kan man på sitet læse historien om, at Pisa måler forkert, og at danske elever faktisk klarer sig markant bedre i de internationale målinger, hvis man måler dem ud fra klassetrin i stedet for alder.

Man kan også læse historier om adblockere og en historie om, hvor få Tesla-biler der bliver solgt i Danmark. Alle artiklerne er udstyret med interaktive kort og tabeller og andre af datajournalistikkens digitale virkemidler.

»Ved at tilføje reel viden i form af konkrete fakta i en grafisk skarpvinklet, appellerende og interaktiv form, kan Bias både sætte dagsordenen og newsjacke den debat, der i dag ofte kører på gammel viden, løsrevne tal, løse påstande og personkonflikter,« siger Timme Bisgaard Munk.  

»Vi har ikke opfundet den dybe tallerken«

Timme Bisgaard Munk fortæller, at han synes, at andre medier laver god datajournalistik, og at Bias ikke har opfundet den dybe tallerken.

Men meningen med Bias er at udforske de muligheder, som den digitale revolution giver, endnu mere. Samtidig skal Bias være både et udstillingsvindue for andre samt et samlende sted for dem, der måtte have interesse for datajournalistik.

»I dag er det især store virksomheder og staten, der har adgang til de nye datakilder. Vi ønsker at give datagevinsten videre til borgerne og give andre medier lyst til at arbejde mere med datajournalistik,« siger Timme Bisgaard Munk. 

»Bias skal være en sandkasse, hvor man kan eksperimentere med datajournalistik på alle mulige måder.«

Én journalist ansat  

Ud over Timme Bisgaard Munk er der ansat en datajournalist. Resten af indholdet skal primært komme fra freelancere. Sitet er gratis for alle.

»Jeg synes, at et statsstøttet site skal være gratis, så alle borgere har adgang til det. Og jeg tror heller ikke på abonnementsmodellen,« siger Timme Bisgaard Munk.

»Vi ønsker også, at vores historier og analyser skal spredes mest muligt via de sociale medier, og det kan vi ikke forene med en betalingsmur,« siger Timme Bisgaard Munk. 

Han mener, at de største udfordringer bliver at gøre projektet økonomisk bæredygtigt og at få en bred skare af folk til at interesse sig for datajournalistikken.

Bias vil satse på at få indtægter fra annoncer, kursusaktiviteter og efteruddannelse for kommunikationsfolk og journalister.

»I stedet for en abonnementsmodel vil vi forsøge at tjene penge på at afholde kurser og efteruddannelse. Vi vil også samarbejde med private virksomheder og ngo’er, hvor vi kan hjælpe dem med at lave nogle ting med datajournalistikken.«

»Men det vil være skarpt adskilt fra den redaktionelle del af Bias,« siger Timme Bisgaard Munk.

0 Kommentarer