Kevin prøvede på egen krop at være en sårbar kilde, da han fortalte om dårlig sædkvalitet

Normalt er det Kevin Ahrens, der stiller spørgsmålene, når han er på arbejde som journalist i DR. Men da han selv valgte at stå frem og fortælle om sin dårlige sædkvalitet, prøvede han pludselig at være i sine kilders sko

Det er sjældent, journalister selv får lov til at opleve, hvordan det er at være kilde på en meget personlig historie. At se andre mennesker lave sjov med ens liv, rose det eller komme med kritik og stikpiller på sociale medier.

Men netop det prøvede Kevin Ahrens fra DR, da han for nylig skrev en feature om sin egen dårlige sædkvalitet og kampen for at blive forældre igennem kunstig befrugtning for ham og hans hustru.

”Jeg havde forventet, at det ville blive en blandet landhandel med kommentarer. Som journalist på ’Tværs’ har jeg selv interviewet mange sårbare kilder. Det er altid de historier, hvor der er meget personligt på spil, jeg har ledt efter,” siger han.

”Men jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på det.”

Kevin Ahrens delte først artiklen på sin egen Facebook. Her blev han ramt af en lovestorm af venner og kolleger. Mange var også rosende, da den kom på DR Nyheders Facebook-side.

Men han kunne også læse kommentarer, der lavede sjov med hans situation. Mange ville gerne sætte en tyk streg under, at de gjorde deres partner gravid i første hug. En enkelt skrev endda, at en anden nok skulle komme og ”ordne” Kevins Ahrens hustru.

Kan være en voldsom oplevelse

Det sårede ikke Kevin Ahrens, at nogle lavede sjov på hans bekostning eller pralede med, hvor let de selv havde haft ved at få børn.

”Kommentarerne har heldigvis ikke ramt mig. Det var jeg lettet over. Jeg har arbejdet med historien længe, jeg har fået støtte fra familie og kolleger og venner,” siger han.

Men han kan godt forstå, hvis det kan være en voldsom oplevelse for kilder, der ikke ved, hvor hårde sociale medier kan være, når alle pludselig kan kommentere på deres mest personlige oplevelser.

”Jeg har helt klart lært af det her, at det ikke er for sjov, man stiller sig frem. Man gør det virkelig kun, fordi man har noget på hjerte. Man skal være forberedt på at få nogle tæsk. Jeg har for eksempel svært ved at forstå dem, der bare kommenterer for at lave sjov med nogen, der står frem. Vi skal gøre endnu mere for at passe på hinanden,” siger han.

”Jeg ved, når jeg har lavet de her historier før med andre kilder, at nogle bare kommenterer for at provokere og få opmærksomhed. Men jeg synes også, det er vigtigt, at folk kan få lov til at udtrykke deres holdninger. Men det skal være i en ordentlig tone.”

Forklar kilderne, hvad de går ind til

Det allervigtigste, når sårbare kilder skal stå frem med deres historie, er i Kevin Ahrens optik, at de ved, hvad de går ind til. Derfor ligger der en stor opgave i at forklare dem, at de kan modtage ubehagelige beskeder eller kommentarer online.

Det er også hans bedste råd til medier, der gerne vil håndtere sårbare kilder bedre.

”Det klart vigtigste er, at journalisten tager en grundig snak med kilderne om, hvad de skal forberede sig på. Senest har jeg skrevet en artikel med nogle af de drenge, der sad bag Inger Støjberg i en biograf for fem-seks år siden. Vi vidste udmærket godt, at deres historie ville skabe diskussion. Mildest talt,” siger han.

”Jeg havde en lang snak med dem om, at de her beskeder ville komme. Når man er forberedt på det, kan man håndtere det bedre. Det går galt, hvis de ikke ved, at de kommer på forsiden af DR og måske andre medier, og hvis de ikke ved, at de pludselig er på Facebook,” siger han.

Han påpeger også, at det selvfølgelig er vigtigt at monitorere kommentarsporet på sociale medier for kommentarer, der går over grænsen. Og så er det vigtigt, at journalisterne også er klar til at tale med kilderne igen, hvis debatten virkelig kører, når historien kommer ud.

”Min dør er altid åben – det skylder jeg de kilder, der tør stå frem. Jeg har kun fået endnu mere respekt for dem nu. Jeg har endnu ikke oplevet kilder, der er røget i kulkælderen på grund af kommentarer. Men vi skylder dem, der aldrig har prøvet det før, at de altid kan tage fat i os.”

0 Kommentarer

Læs også

Vil se spørgsmål og rubrik: Derfor stiller Moussa Mchangama skarpe krav, før han giver et interview

Vil se spørgsmål og rubrik: Derfor stiller Moussa Mchangama skarpe krav, før han giver et interview

07. APRIL 2021
Opfordring fra DJ-formand: Tag ansvar for den online debat - og tre gode råd

Mangfoldighed: Sådan passer vi bedre på kilderne

05. AUGUST 2020