Kenneth Plummer får nyt bi-job

DRs generaldirektør Kenneth Plummer skal fremover sidde med i den 10 mand store bestyrelse i European Broadcasting Union (EBU), der bl.a. står bag Melodi Grand Prix-formatet. Det ændrer intet på hans virke i DR.

DRs generaldirektør Kenneth Plummer skal fremover sidde med i den 10 mand store bestyrelse i European Broadcasting Union (EBU), der bl.a. står bag Melodi Grand Prix-formatet. Det ændrer intet på hans virke i DR.

Plummer indtræder i bestyrelsen fra nytår og er valgt for en to-årig periode.

EBU er i dag samarbejdsorganisation for hele 75 public service-stationer fordelt på 56 lande i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Og valget af Kenneth Plummer kommer samtidig med, at DR skal være vært for EBU's generalforsamling i DR Byen den 24.-28. juni næste år.

Her mødes diverse generaldirektører og direktører fra de mange medlemslande, og for første gang i mange år bliver generalforsamlingen næste år ikke holdt på et internationalt hotel i værtsbyen, men på selve radio-tv-stationen; nemlig i Koncerthusets studie 2, oplyser DR.

EBU står i øvrigt ikke kun bag det europæiske Melodi Grand Pric, men samarbejder også om nyhedsdækningen, indkøb af sportsrettigheder og udveksling af klassisk musik.

Fra nytår og to år frem får EBU i øvrigt også ny præsident. Jobbet skal i 2009-2010 varetages af Jean-Paul Philippot fra den belgiske public service-station Radio Télévision Belge de la Communauté Française (RTBF).

 

0 Kommentarer