En dansk model har hævnet sig på en Se og Hør-journalist ved at indrykke to annoncer i Den Blå Avis med hans navn og telefonnummer. »Barnligt og folkeskoleagtigt,« mener journalisten.
Modellen Sarah Louise Christiansen var så utilfreds med en artikel i Se og Hør, at hun valgte at indrykke to annoncer i Den Blå Avis for at tage hævn. Hævnen er rettet mod Se og Hør-journalisten Kasper Kopping personligt.
Sarah Louise Christiansen har indrykket annoncerne i journalistens navn. Af annoncerne fremgår det, at han sælger henholdsvis en chihuahua og et 42" fladskærms-tv billigt. I annoncen optræder hans navn og hans private telefonnummer.
Det har resulteret i over 200 opkald, fortæller Kasper Kopping til Ekstrabladet.dk.
»Det er at tage den lige ud over grænsen. Det er barnligt og folkeskoleagtigt. Skal jeg så også oprette en annonce bag i Ekstra Bladet, hvor jeg skriver, at de lige kan kigge forbi hos hende,« siger han om hævnaktionen.
Hævnen er ifølge Sarah Louise Christiansen velovervejet.
»Det er svært at hævne sig på en journalist, så jeg skulle finde på noget, der var lige så irriterende. Og så må han leve med det i syv dage. Derefter udløber annoncen. Der ryger ugens Se og Hør jo også af gaden igen,« siger hun til Ekstrabladet.dk.
Ud over annoncerne skrev Sarah Louise Christiansen også »du lugter af bæ« på Kasper Koppings væg på Facebook for at hævne sig.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er altid to sider af samme sag...
Ole og Klaus - jeg har overhovedet ikke udtalt, at jeg er krænket. Jeg udtaler kun, at det er barnligt og folkeskoleagtigt at hævne sig på den måde. Hvorfor ikke bare være sur - eller nægte at tale med mig igen, som så mange andre kendte? I øvrigt er langt fra alle mine udtalelser fra Ekstra Bladet gengivet her, og jeg udtaler i øvrigt i avisen, at jeg da dybest set godt kan se komikken.
Det er der dog overhovedet ikke grund til i dette tilfælde (at hun skulle være sur). Hvis I to bare kunne se en lille smule ud over jeres fordomme, kunne det jo tænkes, at det, jeg skrev, var fuldt berettiget?
Så kan I synes, journalistikken er latterlig eller hvad ved jeg, men hele essensen af det hele er, at jeg skrev de ting, hun udtalte til mig.
Men per definition har jeg altså skrevet noget forkert - fordi jeg er fra SE og HØR.
I dette tilfælde lagde pågældende kvinde ud med at sige til mig i en samtale (og jeg citerer) "... men du kan jo skrive, at jeg er gået fra kæresten efter tre uger". Hvorefter hun lukkede ud af posen af diverse oder mod sine to ekser. Disse ting citerer jeg hende for.
At hun så bagefter dels laver damage control og siger, at hun IKKE har udtalt de ting (fordi hendes ekser formentlig har brokket sig) og dernæst bruger den slags barnagtigheder som hævn - det er bare helt i orden? Så skal jeg kunne tåle og finde mig i hævn?
Det er fint, I brokker jer, hvis jeg har strammet en samtale eller "hængt hende ud", men i dette konkrete tilfælde er der altså 1) tale om en historie, hun selv tager initiativ til 2) en barnagtig hævn, der overhovedet ikke er berettiget.
Tro det eller ej - selv SE og HØR kan rent faktisk godt skrive det, som folk siger. Hvadenten de så bagefter kan stå ved det eller ej.
Kasper
Jeg er helt enig i det Ole siger. Hvis man skriver noget provokerende om andre, bør de også kunne tåle at få noget igen.
Jeg synes egentlig det er meget godt fundet på, at indtrykke en annonce i DBA, men ved ikke hvad jeg skal mene om det hun skriver på hans facebook væg.
Hvor er det forunderligt, at Kasper Kopping føler sig krænket over en lille smule
pay-back. Kasper Kopping mente jo da ellers, at det var helt på sin plads, at Se &
hør i sin tid lige tværede Andrea Elisabeth Rudolph ud en ekstra gang - så kan hun
lære det, kan hun. Hvilket netop var pointen i Paula Larrains diskurs med det
omtalte blads såkaldte skribenter.
https://journalisten.dk/se-og-hor-viser-rudolphs-bryster-igen#comment-9457
Moral, og min bare... fod, tudefjæs er hvad det er.
Hvad er der blevet af objektiv og dybdegående journalistik - fortællingen af den
sande historie er vel nærmest kun noget bonderøven ude på lokalbladet gider tage sig
af. Krænkelse af privatlivet, hvis man med eller mod sin vilje er blevet en kendt
person, har man pr. definition ikke længere krav på anstændig omtale hos de
selvbestaltede rethaveriske mediehuse.
Kig indad, i dag kan håndbolddrengene være stolte af det de udretter - uanset om de
vinder eller taber, for de gør det de er gode til og de gør det godt - prøv en tur
forbi spejlet og husk at tage skyklapperne og solbrillerne af - kan du se dig selv i
øjnene og sige at det også gælder for dig?
Hvis nogen er interesseret i hunden eller fjernsynet, så kontakt mig venligst på SE og HØR :-)
Flere