»Vi bliver nødt til at stole på, at det ender godt. For det gør det!«
33-årige Inga Juul Vind forlader sit job redaktør hos P1 Morgen til en stilling som redaktionschef for aktualitetsmagasiner, Radio 24syv.
Radio24syv går først i luften 1. november. Hvordan ser din hverdag ud lige nu?
Nu siger du først 1. november – jeg siger allerede 1. november. Der er meget, meget kort tid til, og det bliver stille og roligt ret tydeligt, hvor stor en opgave vi har påtaget os. Det betyder, at mine dage ikke ligner hinanden særlig meget lige for tiden. Vi skal jo finde ud af alt. Hvilket redigeringsudstyr skal vi bruge, hvem skal læse vores nyheder op, hvor skal kaffemaskinen stå – alt. Vi har også et arbejde med at markere os over for de folk, der skal være kilder i vores nyhedsudsendelser, når vi går i luften. Der er det vigtigt, at vi får fortalt, hvem vi er, så vi ikke skal forklare det hele, når vi ringer op 1. november.
Ellers bruger jeg tiden på at lytte til en masse radio. Når man arbejder med radio, lytter man faktisk næsten kun til det, man selv producerer, så det er luksus at have tid til at hente inspiration andre steder fra.
Hvordan er dette her projekt anderledes, end da du var med til at starte TV2 Radio?
Her på Radio 24syv er vi helt alene. Vi er hverken beriget eller belastet af at have en stor organisation i ryggen, som vi havde, da vi startede TV2 Radio.
Dengang lå det lige for at koble os på TV 2's nyhedsredaktion, der var allerede et Ritzau-abonnement og så videre. Men fordelene ved at stå helt alene, som Radio 24syv gør, er jo, at vi kan forme en radio, præcis som vi ønsker det. Der er selvfølgelig nogle helt klare rammer – vi har fået 100 millioner kroner og skal opfylde betingelserne i vores public service-kontrakt. Men inden for de rammer kan vi gøre det, som vi vil, uden at skulle forholde os til, hvordan en allerede eksisterende redaktion plejer at gøre tingene.
Hvordan er det at være midt i opstartsfasen?
Man bliver nødt til at hvile i den rejse, det er, og samtidig nyde processen. Vi er i en periode, hvor man skal kunne klare at have en masse bolde i luften uden at vide, hvor de lander. Man skal tænde på de små ubekendte – vi bliver nødt til at stole på, at det ender godt. For det gør det! Jeg har altid været forelsket i det at være en del af noget nyt, det passer til mit rastløse væsen. Det er skægt, hårdt og frustrerende med alt det praktiske, og samtidig snakker vi om forkromede ideer, vi øver og præsenterer koncepter for hinanden. Så på nogle punkter er det faktisk lidt ligesom at være tilbage på studiet igen
CV: Uddannet fra DJH i 2003. Derefter reporter og producer på P3 Nyheder. Var med på TV2 Radio som redaktør, inden hun blev redaktør på P1 Morgen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.