Kaviar og fri bar er stadig en del af magasinverdenen

Det kan godt være, at magasinbranchen bløder i USA. Men det sker med stil. For selv om magasingiganten Condé Nast skal skære 25 procent på budgettet, forhindrer det ikke GQ i at holde et lille party i Washington med kaviar og 1.000 dollar til forbrug - per gæst.

Det kan godt være, at magasinbranchen bløder i USA. Men det sker med stil. For selv om magasingiganten Condé Nast skal skære 25 procent på budgettet, forhindrer det ikke GQ i at holde et lille party i Washington med kaviar og 1.000 dollar til forbrug – per gæst.

Der findes besparelser, der handler om overlevelse. Og så findes der beparelser af en helt anden kategori.

Sådan ser situationen på Condé Nast Publications umiddelbart ud. For efter tre måneders besøg af konsulentfirmaet McKinsey har de fleste af forlagets magasiner fået besked på, at der kan skæres 25 procent på budgetterne.

En melding, som normalt vil få de fleste til at tænke og tro, at nu er der ikke mere tilbage. Nu er festen slut. Ikke mindst da Condé Nast allerede i år har været tvunget til at lukke to af sine magasiner, Domino og Condé Nast Portfolio.

Men nej.

Ifølge New York Times er der nemlig forskel på besparelser, når det kommer til Condé Nast. Eksempelvis nævnes, hvordan magasinet GQ fortsætter den ekstravagante linje. Den 13. marts er bladet vært for en gigantisk fest i Washington på den fashionable upscale 701 Restaurant, der er kendt for kaviar og live musik.

Anledningen er november-udgaven af GQ, der sætter fokus på indflydelse investorer. Og i festens anledning flyves adskillige redaktionelle medarbejdere ind fra New York blot for den enkelte aften.

De har dog alle modtaget en mail om, at der er visse begrænsninger i aftenens forbrug. Og det er så her, man måske aner de første tegn på, at der skal spares. Deltagerne må nemlig maksimalt spendere 1.000 dollar per person.

Som New York Times noterer, er den form for magasinkultur og forbrug med til at forklare fascinationen af Condé Nast.

Med til historien hører, at magasinforlagets topredaktører har mulighed for at ringe efter en chauffør, når behovet ellers melder sig. Selv freelancere overnatter på luksushoteller som W, når de er af sted på opgaver.

Alt sammen frynsegoder, som ville være utænkelige i enhver investeringsbank eller et advokatfirma i dagens USA.

Alt er dog ikke rosenrødt i magasinbranchen. Time Inc. fyrede sidste år i oktober 600 medarbejdere. Også Hearst har skåret ned, og BusinessWeek har netop foreslået, at hver femte af de ansatte bør afskediges.

Hos Condé Nast sker der da også noget nu. Eller rettere en lille smule, som det udtrykkes.

McKinsey-konsulenterne er således klar med deres anbefalinger, som lyder på overordnede besparelser på 25 procent.

Men det er dog op til det enkelte magasin og dets redaktører at beslutte, hvordan pengene skal findes. Og de færreste tror på, at prominente (læs: ekstravagante) redaktører som Anna Wintour fra Vogue (der lige nu kan opleves i danske biografer) eller Graydon Carter fra Vanity Fair kunne finde på at aflyse deres luksus-tilværelse.

0 Kommentarer