search

Kattejammer på LPS

Under overskriften Mærkelige Seere er TV 2's studievært

Under overskriften Mærkelige Seere er TV 2's studieværter gudhjælpemig også begyndt at brokke sig over seerne. Eller over seertallene. Således klager LPS-værten Morten Ankerdal sin nød på sin blog over tallene i torsdags, fordi han angiveligt gerne vil i dialog med brugerne og seerne – om hvorfor det forholdt sig så skuffende med tallene, og hvad de da ellers hellere vil se end det interview med et tidligere medlem af mafiaen, som har haft en finger med i spillet i fiksede tenniskampe.

For blot efter 10 velmente svarindlæg at gå i total forsvarsposition og skyde alt ned, der bliver rettet imod den ellers tilstræbt udstrakte hånd, åbenhed, interaktivitet eller hvad indlægget nu skal tolkes som. Jamen, så lad dog være med at lægge det ud som åben invitation og spil i stedet violinens forurettede kattejammer helt igennem. Tonen er falsk nok i forvejen.

Der har været langt imellem afsløringerne og den kritiske journalistisk i denne sæsons udgave af Lige På & Sport. Fint nok med mig, hvis man ellers bare toner nogenlunde rent flag og melder ud, at her går vi efter den billedlækre reportage til toptunet efterbehandling i redigeringsrummet. Ingen i branchen gør det meget bedre end LPS. Og tæt på-portrætter er aldeles godt fjernsyn, som ikke mange andre har ressourcerne til at praktisere på samme niveau.

Men at man eksempelvis redaktionelt forfægtede og insisterede på den gode historie, da man satte sig for at afsløre spilleselskabernes frasortering af de mest skarpsindige ved at bruge en forsmået topspiller i badminton, der ikke kunne få lov at praktisere sin indsiderviden, var da helt ude på overdrevet. Sågar tilsat oplysningen om, at man havde talt med flere topspillere, der heller ikke kunne få lov til at spille store beløb på badminton, vidner om en total mangel på kildekritisk tilgang til sagen.

For nu at vende tilbage til udsendelsen i torsdags, skriver Morten Ankerdal blandt andet på sin blog:

"Desværre var det ikke en historie, der ifølge seermålingerne fangede jer. 207.000 så med. Det er skuffende. Det er overraskende få. Ugen forinden var tallet 297.000. Her var hovedtemaet Michael Laudrup. Han er naturligvis et meget større navn, men det var ikke os, der fik ham fyret eller på anden måde afslørede noget om Laudrup. Vi fortalte blot historien om hans fyring.”

Tja, du kunne jo prøve at ringe ind på Berlingske eller Jyllands-Posten og spørge, hvorfor de ikke kan sælge aviser. Eller spole lidt tilbage. Som jeg erindrer det endnu en forårssolskinsdag med røde kinder og træthed i knolden hen under klokken kvart i 23. Superligaaften i øvrigt, hvor flere sportsseere var på vej hjem fra stadion eller af samme grund havde opbrugt sportskvoten foran skærmen samme aften.

Måske historien, som så mange andre, var blevet kvalt på forhånd. Overeksponeret og strammet i trailere som tabloidrubrikker, der ikke kan stå distancen inde i avisen eller på nettet for et dobbeltkliks skyld. Men da ellers en både fin og væsentlig journalistisk historie, som bare ikke holdt, hvad den lovede.

En anden anke, Ankerdal, kunne være, at den højt besungne kritiske tilgang og "nu vender vi alle sten i LPS" falder blot to dage efter, at Danmarks uden sammenligning største tennisstjerne igennem historien, Caroline Wozniacki, var i landet for at spille opvisningskamp i Farum. Med tv-interviews i hobetal til følge.

Hvorfor dælen spørger man ikke hende, hvad hun mener om aftalt spil i tennis, og om hun har oplevet tilløb til det på WTA-touren? Berøringsangst eller fare for dræberblikket og pas på, I ikke misbruger Carolines gode vilje? Hun skriver jo i forvejen sin egen blog på TV 2. Indtil videre har hun ikke brokket sig over læsertallene…

LÆS OGSÅ:
Kan LPS selv se historien

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen