"Sidder på værelse 210 på Hotel Holiday Inn i Houston. Nogle få hundrede meter fra mig bor 17.500 flygtninge fra orkanen Katrina og oversvømmelserne i New Orleans i det, der må være verdens største sovesal. Hjemløse flygtninge – eller evakuerede, som amerikanerne forfængeligt kalder dem – ligger apatiske med hænderne under hovedet eller går hvileløse rundt i hallen. Det er en surrealistisk scene. Hvem kunne forestille sig en halv million amerikanere på flugt fra en naturkatastrofe?"

Sådan skrev jeg en søndag aften til mig selv efter at være kommet ud fra det oversvømmede Louisiana. I dag åbner jeg af og til dokumentet for minde mig selv om, hvordan det var i Katrinas første, kaotiske dage, da hundreder døde og tusinder måtte vente alt for længe på redningen.

Jeg er nødt til at checke mine noter, for jeg bliver forvirret, når jeg genoplever katastrofen gennem medierne. Mange benægter, at der fandt røverier, tyverier, mord og vold sted i gaderne i New Orleans. De raser mod medier, politi og byens borgmester for at have overdrevet problemerne. Andre råber op om racisme og skælder ud på de hvide borgere i Louisiana og Texas for ikke at have hjulpet nok. Og medierne går helt i selvsving. Var det nu så galt, spørger de samme reportere, der under katastrofen bragte ethvert blodigt rygte videre – eller var det i virkeligheden racefordomme hos myndigheder og i den brede offentlighed, der gav grobund for alle ulykkerne?

Som altid er der gået spin i sagen. Interessegrupper beskriver Katrina, som det nu tjener deres interesser bedst, og desværre er medierne – også danske – mere end villige til at deltage. Derfor kan det være sundt at finde sine noter frem og genopfriske egne indtryk. Når jeg genlæser dem, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var slemt i Louisiana. Det var svært at følge det menneskelige forfald, der skete i River Center – den største opsamlingscentral i Baton Rouge. Her sad 5.000 mennesker i en stor sal under skarp bevogtning af kampklædte betjente med shotguns. Alle ville fortælle deres historie, og de var alle lige trøstesløse. Mange gange brød de sammen i gråd, og det var mere end én gang nødvendigt at gå udenfor for at trække vejret. Men det var kun den ene side af katastrofen.

De fleste af de historier, jeg valgte at viderebringe, kom fra dem, som stadig opretholdt en vis personlig stolthed og integritet. Det var blandt andre den gamle mand, der savnede ni af sine ti sønner. Jeg gjorde det også, fordi det er fra de mennesker, man kan høre mellemtonerne. Meget få af dem, jeg talte med, anklagede præsidenten, guvernøren, borgmesteren, beredskabschefen eller en helt femte for racisme. De ræsonnerede med forbavsende klarhed, at meget var gået galt, at mange havde svigtet, men at de færreste kunne have haft fantasi til at forestille sig og forberede sig på en katastrofe i sådan et omfang, og derfor tjente det ikke noget større formål at deltage i det "blame game", som allerede var blevet begivenhedens essens i medierne.

Mellemtonerne var i både deres og mine øjne den egentlige historie. Udenfor var der folk, der stjal mad og drikke, og der var folk, der stjal dvd-afspillere. Der var folk i reel nød, og der var folk, der udnyttede situationen. Der var godhjertede mennesker, der hjalp og gav, og der var mennesker, der var ligeglade. Der var hvide, der åbnede deres døre for sorte, og sorte, der lukkede deres døre for hvide – og omvendt.

I dag er det usikkert, om det bliver dette forvirrende billede, der vil overleve fra Katrina-katastrofen. Det tror jeg ikke, at de liberale og mere venstredrejede kræfter i USA og resten af verden vil tillade. Det passer ikke deres interesser, og tilsyneladende passer det heller ikke ind i det billede, medierne gerne vil skabe. Det skal være enten eller. Enten var det ikke så slemt, eller også var det rendyrket racisme, vi var vidner til. Enten var det borgmesterens skyld, eller også var det præsidentens – og helst hans.

I virkeligheden var det begge og ingen af delene. Det var på samme tid en menneskelig tragedie og afmagt over for naturen, en politisk skandale, et heltekvad for modige redningsfolk og et bevis for, at kriser bringer både det bedste og det værste frem i mennesket. Det forekom surrealistisk, men det var virkeligt.

Karl Erik Nielsen er 37 år og arbejder som Washington-korrespondent for Berlingske Tidende. Han dækkede Katrina-katastrofen i slutningen af august måned.