search

Katastrofe i det forkerte land

  "Jeg er ikke så naiv at tro, at et enkelt indsamlingsshow på landsdækkende tv ville være altafgørende. Men jeg efterlyser, at DR med sin public service-forpligtelse ikke svigter," skriver freelancejournalist Simi Jan. Jordskælv, Pakistan, 8. oktober 2005. Ikke en særlig god cocktail. Det forkerte land og den helt forkerte timing. Scenen er sat - velkommen til kynismens verden.

  "Jeg er ikke så naiv at tro, at et enkelt indsamlingsshow på landsdækkende tv ville være altafgørende. Men jeg efterlyser, at DR med sin public service-forpligtelse ikke svigter," skriver freelancejournalist Simi Jan.

Jordskælv, Pakistan, 8. oktober 2005. Ikke en særlig god cocktail. Det forkerte land og den helt forkerte timing. Scenen er sat – velkommen til kynismens verden.

Da jeg stod i lufthavnen i Islamabad søndag nat den 9. oktober, undrede jeg mig over, at der ikke var andre danske journalister til stede – kun nordmænd, svenskere og selvfølgelig amerikanere og briter. Og jeg stod der kun, fordi jeg var taget derned på eget initiativ. Det var et personligt projekt. Mine rødder i Pakistan trak i den eventyrlystne journalist i mig.

Over 80.000 døde og 3,3 millioner hjemløse i Kashmir har tydeligvis ikke været nok til at udløse en mediestorm som den, vi var vidne til under for eksempel tsunamien. Og regeringen har doneret sølle 115 millioner kroner, sådan cirka 300 millioner mindre end ved tsunamien.

Men det er klart – Pakistan er for os et fremmed land, der associeres med koran-skoler, kvindeundertrykkelse og fundamentalister. Pakistan siger ikke danskerne så meget, som for eksempel Thailand gør. Og det er fair nok. Men mediernes nedprioritering af katastrofen er ikke fair nok. Forstå mig ret: Både radio, tv og aviserne har dækket katastrofen – i bølger og meget forskellige doser – men slet ikke noget i nærheden af den massive dækning, tsunamien fik.

De næste dage i Kashmir var grumme; lugten af døde mennesker, ligene under murbrokkerne, de tomme blikke og fortvivlede ansigter. Kaos. Ødelæggelse. Død. De råbte om hjælp, de chokerede og hjemløse kvinder og mænd. De ville have telte og tæpper. De var bange for, at vinteren ville slå deres børn ihjel. De var bange for, at døden ville komme efter dem igen. De sagde inshallah – om Allah vil – i et desperat håb om, at nogen ville komme dem til undsætning.

Det ville det internationale samfund gerne – men indtil nu dog kun med en femtedel af det beløb, FN beder om. Kynisk, når FN og Røde Kors kalder katastrofen værre end tsunamien, fordi efterspillet er mere kompliceret og langt værre.
Og her i Danmark taler tv-chef Lars Grarup på vegne af DRs bestyrelse og 5,5 millioner danskere:

"Med alle de mange indsamlinger, der har været, er det svært at sætte fokus på endnu en indsamling." (Jyllands-Posten den 27. oktober).

Den holder bare ikke. Dansk Flygtningehjælp indsamlede for eksempel i forrige uge 17 millioner kroner til Darfur ved en landsindsamling. Det højeste beløb i fem år.

Jeg er ikke så naiv at tro, at et enkelt indsamlingsshow på landsdækkende tv ville være altafgørende. Men jeg efterlyser, at DR med sin public service-forpligtelse ikke svigter. Et indsamlingsshow i primetime har en vis gennemslagskraft og ville om ikke andet være med til at menneskeliggøre katastrofen og bringe den tættere på danskerne.

Men katastrofens timing var heller ikke god – slutningen af budget-året. Både DR, TV 2 og firmaerne, der skulle donere, er ved at skrabe bunden. Men til trods for det var der budget til en hel times live-dækning af det norske kongepars besøg i Danmark på DR1.

Det er kynisk, at når et af verdens fattige lande råber om hjælp, bliver vores hørelse dårlig. På politisk niveau, men også blandt vagthundene. Godt nok kom de danske vagthunde, men blev de længe nok?

FNs kasse er ved at være tom. De varsler om massedød, tusindvis vil dø af kulde, og endnu tusindvis vil dø af mangel på lægebehandling. Med andre ord: Et indsamlingsshow er ikke for sent – og ville måske være meget passende i denne søde juletid, hvor nøgleordet er næstekærlighed.

Katastrofen i Kashmir har rørt mig dybt. Måske fordi begge mine forældre stammer fra Pakistan, måske fordi jeg taler sproget, måske fordi menneskerne og kulturen ikke var fremmede for mig. Eller måske mest af alt fordi jeg bare er et menneske af kød og blod.

Simi Jan er 26 år, uddannet journalist fra Napier University i Edinburgh i 2003. Er freelancer og arbejder hovedsagelig for DR. Fra katastrofen i Kashmir leverede hun til P1, Radioavisen og Politiken.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen