SPROG. Når vi på spørgsmålet "Hvem stjal cyklen?" svarer: "Det var mig", burde vi have svaret: "Det var jeg". Grammatisk set skal det personlige stedord stå i nominativ, men i denne konstruktion står det på dansk i akkusativ/dativ.
Vi lever i kasusskreddets og sprogmutationernes tidsalder i en sådan grad, at jeg som skrivende journalist står uforstående over for fænomenet.
"De, der døde, var tyskere", hedder det korrekt, fordi det personlige stedord er grundled og derfor skal stå i nominativ. "Dem, der døde, var tyskere" vinder frem, selv om ingen kan finde på at sige: "Dem var tyskere" – det er babysprog.
Kasusskreddet går også den modsatte vej, fra akkusativ/dativ til nominativ: "Hjælpen skal gives til de, der har mest brug for den." Her er det personlige stedord styrelse i et forholdsordsled, hvorfor der ikke er noget at diskutere: "Hjælpen skal gives til dem, der har mest brug for den."
Flere faste vendinger indgår i uheldige mutationer. "Jeg elsker både øl og vin" bliver til "Jeg elsker både øl, men også vin". Mutanten fremkommer ved at sætte første del af "Jeg elsker både øl og vin" sammen med sidste del af "Jeg elsker ikke kun øl, men også vin".
Jeg så for nylig vendingen såvel-men også. Første del af "Han er såvel fuld som træt" sættes sammen med sidste del af 1. generationsmutanten "Han er både fuld, men også træt" og danner 2. generationsmutanten "Han er såvel fuld, men også træt".
"Han kan ikke lide hverken øl eller vin" er også i fremgang. Det korrekte er kun at bruge én negation: "Han kan hverken lide øl eller vin" eller "Han kan ikke lide øl og vin".
Engang sagde man "at" og "og", men så begyndte man at sige å (åben å-lyd): "Det er dejligt å være på ferie" og "Far å mor skal skilles". Vi oplever nu en tendens til at føre å'et tilbage til sit ophav, hvilket er beundringsværdigt, men det går ofte galt – å bliver i mange tilfælde ført tilbage til "og" i stedet for "at": "Det er dejligt og være på ferie."
Ovenstående misfostre er vidt udbredte blandt journalister, politikere, organisationsfolk og andre professionelle kommunikatører i de elektroniske medier, hvorfra de stille, roligt og ubemærket glider ind i skriftsproget. Det er uheldigt og bør modvirkes. Kasusrod og instringens repræsenterer ikke sprogudvikling, men sprogafvikling.

Karsten Bräuner, Bräuner Kommunikation